Nej til New Orleans-modellen

Hvis nogen tror, at oversvømmelseskatastrofen i de amerikanske sydstater er overstået, så tager de fejl.

Som hovednyhed i medierne er det måske rigtigt, men for de involverede er den knap nok begyndt. I takt med at vandet synker, vil antallet af døde stige voldsomt, selvom mange savnede aldrig vil blive fundet, fordi de er endt som alligator-føde.

Hundredetusinder har mistet deres hjem og det vil tage måneder at få husene genopbygget, hvis de da alle overhovedet bliver det. Mange arbejdspladser er forsvundet, tusindvis vil være henvist til i årevis at overleve ved hjælp af det ikke-eksisterende amerikanske velfærdssystem. Samtidig vil et ukendt antal overlevende resten af deres dage være præget af traumer som følge af deres oplevelser. Katastrofen er først lige begyndt.

Der er naturkatastrofer, som rammer som et lyn fra en klar himmel. Tsunamien i Sydøstasien kom stort set uden varsel.

Men sådan var det ikke i dette tilfælde. Her var det historien om den forudsigelige katastrofe.

Det amerikanske Federal Emergency Management Agency (FEMA) udarbejdede i begyndelsen af 2001 en rapport, hvor de forudså, at de tre mest sandsynlige katastrofer, som kunne ramme USA, ville være et terrorangreb på New York, et stort jordskælv i San Francisco og - som den mest sandsynlige - en orkan med efterfølgende oversvømmelse i New Orleans.

På trods af det har Bush-regeringen - som en del af sit korstog mod den offentlige sektor - gennemført en hårdhændet nedskæring af tidligere besluttede bevillinger til forbedring af diger og pumpe-stationer. De gigantiske summer til Irak-krigen og skattelettelser til de rige skal jo selvfølgelig også komme et eller andet sted fra.

Samtidig har myndighederne tilladt kommercielle firmaer at dræne vådområderne, som ellers har udgjort en naturlig beskyttelse af New Orleans mod havet. Det koster at sætte markedet før mennesket!

Men det var ikke naturgivent, at katastrofen skulle få det omfang den fik.

Faktisk lå der en advarsel flere dage forinden og der kom en opfordring til evakuering. Alligevel blev 20-25 procent af New Orleans indbyggere tilbage.

Hvorfor? Af den simple grund, at de enten ikke havde noget sted at tage hen eller ikke havde noget at tage hen med - eller en kombination af begge dele.

I liberalismens foregangsland er evakueringer fra naturkatastrofer selvfølgelig en privatsag. Hvis du har en bil og penge til at tage på hotel i en anden stat, er problemet til at overse. Men hvis du tilhører de 34 % af New Orleans befolkning, som lever under fattigdomsgrænsen, er du bogstavelig talt ”in deep shit”. Derfor var en relativ stor del af befolkningen stadig i byen, da oversvømmelsen satte ind - og de var oven i købet koncentreret i de fattigste områder, hvor husene var dårligst rustet til at modstå vandmasserne.

At det var, fordi de tilbageblevne primært var fattige og afro-amerikanere, at der i dagevis efter oversvømmelsen ikke foregik noget reelt hjælpearbejde, får man næppe nogen til at indrømme offentligt. Men det er en kendsgerning, at de overlevende i New Orleans så at sige måtte sejle i deres egen sø: ingen organiseret evakuering af nødstedte, ingen udlevering af vand, mad eller medicin.

Mest absurd var situationen i byens Superdome, hvor titusinder havde fulgt myndighedernes opfordring til at samle sig, men hvor der hverken blev sørget for vand, mad eller medicin. Mens desperate mennesker råbte ”Hjælp os, hjælp os” til de snurrende TV-kameraer og de overflyvende helikoptere, lå folk rundt omkrig og døde af tørst eller mangel på medicin. Som en engelsk avis skrev: ”Hvordan kan det være, at USA på tre uger kan besætte Irak, et land med 25 millioner indbyggere, men ikke er i stand til at redde 25.000 af dets egne borgere fra en sportsarena i en stor amerikansk by?”.

En del af svaret ligger i manglende vilje. Det kom tydeligt til udtryk i den fokusering, myndighederne havde på at forhindre plyndringer frem for at sikre vand og mad til desperate mennesker, så de ikke behøvede at plyndre.

Eller den nidkærhed, hvormed et massivt militæropbud blev brugt til at holde de tørstende og sultende fra Superdome væk fra det nærliggende Hyatt-hotel, hvor der var både mad og drikke, indtil busser havde evakueret de 700 - primært hvide - gæster og ansatte.

Men den vigtigste del af svaret ligger i systemet. Et system, hvor vedligeholdelse af diger nedprioriteres til fordel for skattelettelser til de rigeste. Et system, hvor evakuering fra naturkatastrofer er gjort til en privatsag. Et system, hvor det offentliges kapacitet til at løse nødvendige samfundsopgaver er blevet privatiseret. Et system, hvor overlevelse kan købes for penge, mens de fattige dør. Kort sagt: Et system, hvor markedet kommer før mennesket.

Cuba er et langt fattigere land end USA. Alligevel - og på trods af den 40-årige amerikanske blokade - har Cuba tilbudt øjeblikkelig at sende 1.100 læger til undsætning, som selv medbringer medicin og som vil være i stand til at behandle nødlidende på stedet.

USA's regering har ikke svaret på tilbuddet. Den har ellers meget at lære af Cuba, når det gælder naturkatastrofer.

I juli blev Cuba ramt af orkanen Dennis. Forinden havde myndighederne sikret evakuering af 1,5 millioner mennesker, som alle blev sikret drikkevand, mad og fornøden medicin, samt evakueret vigtige maskiner og infrastruktur. Trods orkanens omfang omkom kun 16 mennesker. I forbindelse med orkanen Ivan for et år siden blev der gennemført en lignende evakuering med det resultat, at ingen mennesker omkom.

Det kan altså lade sig gøre at sætte mennesket før markedet!

SAP’s forretningsudvalg, 9. september 2005