Skotsk afsløring af det borgerlige demokrati

I forbindelse med det nyligt overståede G8-topmøde i Skotland skete der noget besynderligt.

Selvfølgelig kan man undre sig over, at verdens ledere til stadighed udviser en bundløs arrogance, men det vænner man sig til med tiden. Man kan også undre sig over, at hundredtusindvis af demonstranter får mindre opmærksomhed end 8 gamle mænd, men det kan man også vænne sig til.

Hvad der viste sig i forbindelse med G8-topmødet var af en mere grundlæggende karakter.

Kort før topmødet havde det skotske parlament accepteret, at der kunne gennemføres demonstrationer ved selve topmødet. Men kort før mødet blandede de engelske myndigheder sig og omgjorde beslutningen - der måtte ikke demonstreres. Konsekvensen blev en massiv politiundertrykkelse af demonstrationerne, der var flere sårede og mange blev arresteret.

Som en reaktion på undergravelsen af det skotske parlament, men også på den grove undertrykkelse valgte Scottish Socialist Party (SSP), Enhedslistens pendant i Skotland, at lave en aktion. Deres 6 parlamentsmedlemmer rejste sig op under et møde og fremviste skilte med teksten: ”Is this a parliament or a tourist attraction?” (”Er dette et parlament eller en turistattraktion?”).

For den handling blev de 6 parlamentsmedlemmer fra SSP suspenderet fra det skotske parlament i to måneder, og deres sekretariat blev sat på halv løn!

Det er sket i et land, der bliver fremhævet som et demokratisk eksempel til efterfølgelse; det er efter denne model irakerne og andre skal opbygge deres samfund. Med andre ord er det sket i et vesteuropæisk, kapitalistisk mønsterland. Det er sket for Enhedslistens søsterparti, under en britisk regering, som er tæt knyttet til Fogh-regeringen. Kort sagt, det er sket i en situation og et politisk klima, der minder om det danske. Så det kan også ske i Danmark.

Kapitalismen har ikke ændret sin udemokratiske karakter; når man skræller de fine lag af, så ligner tingene stadig sig selv. Når selv en fredelig og i virkeligheden harmløs aktion kan være nok til at vække systemets harme, så kan vi ikke stole på det system, hvis vi vil ændre vores verden.

Når en suspension fra parlamentet reelt kan lade sig gøre, hvordan kan vi så tro på social forandring ad den vej? Når det gælder en virkelig mulighed for forandring, kan vi ikke forestille os, at den borgerlige stat vil optræde mindre voldeligt eller undertrykkende. Derfor understreger det en gammel pointe at de virkelige kampe må og skal stå udenfor parlamentet.

Og at ytringsfriheden under kapitalismen bliver til tomme ord, når det gælder.

Enhedslisten må tage den erfaring til sig. Vi skal blive meget bedre til at tage fælles del i de kampe der finder sted i hverdagen. Det betyder at vi må deltage i opbygningen af selvstændige organiseringer udenfor Folketinget, og at vi bruger de organiseringer til at føre politisk kamp.

Vi gør os ikke forhåbninger om at kunne overbevise velmenende politikere om at de skal blive revolutionære, men vi har en fantastisk tillid til at almindelige mennesker kan blive det gennem kamp. Når spørgsmålene bliver stillet konkret, og når medlemmer fra Enhedslisten er med til at diskutere kampene og deres perspektiver, så åbner det muligheden for at udvide kampene - og dermed Enhedslisten selv.

Kort sagt, Enhedslisten skal blive endnu bedre til at tage kampe og bevægelser op på afdelings- og udvalgsmøder, vi må diskutere hvilke argumenter vi vil bruge og hvor vil vi hen. Det angreb er i sidste ende også det eneste forsvar mod den borgerlige beskæring af ytringsfriheden.

SAP’s forretningsudvalg, 26. august 2005