Kapitalisme skaber ulighed

En del af sommerens politiske debat har handlet om den stigende økonomiske ulighed. På den ene side har debatten været totalt løsrevet fra de virkelige årsager til ulighederne, og på den anden side har den afspejlet grundlæggende kendetegn ved de politiske partier.

Dansk Folkeparti benyttede lejligheden til at markere et tilsyneladende klart standpunkt til forsvar for ”de fattige”, med budskabet: flere penge til førtidspensionisterne. I forlængelse af de sidste par års ”gaver” til folkepensionisterne forsøger DF på denne måde at fastholde et image som regeringens ”sociale samvittighed”.

Det på trods af, at DF bakker 100 % op om alle dele af regeringens ulighedsskabende politik - forringelser af kontanthjælpen, satspuljetyveriet som rammer alle på overførselsindkomst, de socialt skæve skattenedsættelser, dereguleringen af den offentlige velfærd gennem skattestoppet, udliciteringer, profitbørnehaver osv., for slet ikke at tale om de særligt lave ydelser til flygtninge og indvandrere.

Såvel Socialdemokraterne som regeringen har forsøgt sig med forbedringer i hjørner af ulighedsproblemerne. Helle Thorning-Schmidt lancerede ideen med at supplere skattestoppet med et takststop. Et stop for takststigninger i den offentlige transport og daginstitutioner. Det skulle fungere som et lille socialt pip, og samtidig vise Socialdemokraternes villighed til samarbejde med regeringen, før finanslovsforhandlingerne går i gang.

Men debatten har kun overfladisk berørt de reelle årsager til ulighederne, som er uløseligt forbundet med den kapitalistiske økonomi.

For det første er det ikke tilfældigt, at regeringen i samarbejde med DF, RV og S de sidste mange år systematisk har forringet økonomien for dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Mantraet er: ”Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Den egentlige mening er, at de arbejdsløse skal gøres møre til at tage dårligt lønnede jobs. Ved at prese de arbejdsløse skaffer politikerne arbejdsgiverne billigere arbejdskraft og højere profitter.

Resultatet er dels, at de næsten 800.000 som er udenfor arbejdsmarkedet bliver relativt fattigere og fattigere, og dels at forholdet mellem løn og profit rykker sig til fordel for profitterne.

Et andet kendetegn ved arbejdsmarkedet er, at effektiviseringer og tempoopskruninger fører til en tiltagende nedslidning af arbejdskraften.

Fysiske og psykiske skader som følge af højt tempo mv. fører til mere end 20.000 sygedage hver dag, og at 15.000 tvinges på førtidspension årligt.

Over for denne politik må vi opstille krav om flere arbejdspladser og fordeling af arbejdet. Såvel arbejdsløshed som arbejdstempo kan og skal sættes ned. Konkret handler det bl.a. om flere ansatte i den sociale service og offentlig produktion, dvs. produktion for behov - ikke for profit.

For det andet har vi været vidne til, at opsvinget i den kapitalistiske økonomi har ført til enorme stigninger i de arbejdsfri indtægter - ikke mindst på boligmarkedet. Værdistigningerne på fast ejendom er nærmest eksploderet med den konsekvens, at de nuværende ejere kan tjene enormt på at sælge, mens det er ekstremt dyrt for dem, der i dag skal have sig en bolig.

Værdistigningerne skaber store uligheder mellem ejere og lejere, men i også mellem ejere med de dyreste boliger og dem, med de billigste.

Det eneste svar, Socialdemokraterne er kommet med, er Henrik Sass Larsens monster-tåbelighed: "Hvad er det for en ulighed? Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger."

Hvor tror Sass Larsen, at værdierne kommer fra?

Når han sælger sit hus til det dobbelte af købsprisen syv år tidligere, kan han købe masser af forbrugsgoder for pengene, hvis han ikke allerede har gjort det på baggrund af belåning. Hvor tror han de værdier er kommet fra? Er de skudt op af jorden i hans have? Er de vokset ud af skorsten på hans hus?

Nej, prisstigninger på fast ejendom skaber ikke værdier. De er et udtryk for, at de værdier, der er produceret i samfundet, er flyttet fra en gruppe mennesker til en anden. Fra dem, der ikke ejer, til dem, der ejer.

Derfor må vi stille krav om, at samfundet beskatter Sass Larsens og andres arbejdsfri gevinster. Det vil også beskatte almindelige lønmodtagere med ejerbolig, men de vil få det igen i form af bedre velfærdsydelser, og det vil ramme de rige boligejere endnu hårdere.

Når velfærdskommissionen til november kommer med sin endelige rapport, får ulighedsdebatten en ny dimension. Det er faktisk allerede sket med de ”kapitalisme-ansvarlige” partiers bud på såkaldte velfærdsreformer.

Mest tydeligt er det i De Radikales og Socialdemokraternes akutelle angreb på efterløn og højere pensionsalder.

Det er vigtigt, at vi fastholder, at der uanset, hvilken model for forringelserne man tager udgangspunkt i er tale om et angreb på den kollektive velfærd. Ikke fordi, der objektivt set er behov for det. Alene produktivitetsstigningerne betyder, at de skævheder, som følger af flere ældre og færre i den produktive alder, udjævnes. Desuden er arbejdskraftreserven rigeligt stor til at sikre tilstrækkelig arbejdskraft, selv om flere bliver ældre.

Når den demografiske udvikling alligevel bruges som argument for velfærdsforringelser, skyldes det udelukkende kapitalens behov for en fortsat høj arbejdskraftreserve, og behovet for en stadigt stigende profitproduktion.

Ulighedsdebatten er således et springbræt for den ideologiske debat, hvor kapitalens behov for øget profitproduktion står på den ene side og de menneskelige behov på den anden.

SAP’s forretningsudvalg, 18. august 2005