Gaza rømningen

Igennem de sidste måneder har der udspillet sig en truende opvisning af israelsk magtpolitik. Det handler om rømningen af de israelske bosættelser i Gaza-striben, der er sammenfaldende med en udbygning og en konsolidering af bosættelserne på Vestbredden - mest grotesk udtrykt i opførelsen af den mur Israel har opført - angiveligt for at beskytte sig mod palæstinensisk terror.

Rømningen er i udgangspunktet positiv, fordi en ophævelse af den israelske besættelse er en forudsætning for en hvilken som helst varig løsning.

Problemet er, at den aktuelle rydning af Gaza ikke er en del af en løsning:

Det er derimod et led i en koloniseringsstrategi, som den israelske stat har adopteret under Sharons styre. Palæstinenserne har en højere fødselsrate end israelerne, og indvandringen til Israel er stabil men lav.

Dette har mange zionister peget på som et stort problem for Israel.

Fremskriver man de nuværende tal, vil der være flere palæstinensere end israelere inden for et tiår eller to.

Løsningen er set fra Israels side omfattende kolonisering af Vestbredden.

Der er behov for plads og nye bosættelser, hvis ikke Vestbredden skal tabes - herunder det afgørende Jerusalem. Bosættelserne på Vestbredden ligger som en ring rundt om Vestbredden, således at de palæstinensiske samfund afgrænses fra Jordan og det omkringliggende Israel. Derudover ligger bosættelserne ofte på strategiske vandressourcer, og de forbindes af et system af veje, som ikke må bruges af palæstinensere. Bosættelserne er ikke omkransede af mure, i stedet er strategien at indhegne de palæstinensiske samfund, så bosættelserne fortsat kan ekspandere. Bosættelsernes afgrænsning støttes af muren. Ydermere opererer Israels militær, verdens femte største, nu på hele Vestbredden, og har haft kontrollen siden 2002, hvor selvstyret reelt blev suspenderet.

Rydningen af Gaza er en del af denne plan, fordi det ses som en forudsætning for den fortsatte kolonisering af Vestbredden, at Israel bliver nødt til at give et eller andet. Lige nu foregår spillet om at vinde verdens opbakning; Sharon, i regeringskoalition med Arbejderpartiet, regner med at kunne tage et afgørende skridt mod en endelig konsolidering af besættelsen. Lige nu står billedet af den israelske stat, der bruger magt overfor jøder og opgiver territorium for fredens skyld. Og samtidig kan den reformistiske, palæstinensiske leder Mahmoud Abbas bruge det som et slags positivt resultat af hans politiske linie.

Enhver sober analyse vil nå frem til, at det er en god handel for Staten Israel, hvis det lykkes at bytte Gaza for Vestbredden. Israels ekstreme højrefløj protesterer imidlertid imod rømningen, idet de henholder sig til en af den zionistiske ideologis grundpræmisser, nemlig at det jødiske folk har ret til hele området. Det er en position, som aldrig vil kunne opnå international anerkendelse, og derfor er den ikke gunstig for staten Israel, men Sharon kan alligevel være glad for den ekstreme højrefløjs modstand.

Selvom det kun lykkedes modstanderne at samle omkring 25.000 demonstranter, imod de proklamerede hundredetusinde, er det alligevel lykkedes for dem at blive den anden fløj i Israel. Fronten står nu mellem højrefløj og ekstrem højrefløj, og den progressive, israelske fredsbevægelse er marginaliseret som aldrig før. En del af den israelske fredsbevægelse har altid været zionistisk og har kæmpet for fred og indrømmelser med samme begrundelser, som staten nu giver for at opgive Gaza - for at kunne vinde det store spil.

Den progressive del af bevægelsen kæmper derimod for reel fred, fordi tilstanden af permanent krig og besættelse ødelægger både det jødiske og det palæstinensiske samfund, og de står ret alene i Israel i dag.

Situationen er skredet i Israel, så der er behov for internationalt pres som aldrig før, og det betyder, at vi skal lægge pres på Israels venner, Bush og Fogh. Nu, hvor Staten Israel øjner muligheden for at vinde en gang for alle, er der behov for at fastholde kravene: Fuld ophævelse af besættelsen og fuld ret til tilbagevendelse for alle flygtninge og statsløse palæstinensere.

Staten Israel er racistisk og imperialistisk i sit fundament, og det står klart, at en opgivelse af Gaza er så langt nogen israelsk regering kan gå. De palæstinensiske områder kan ikke blive til en levedygtig stat og der kan ikke skabes plads til de fordrevne. Derfor kan der ikke komme fred, så længe staten Israel består. Det betyder ikke, at jøderne skal smides ud, men at der må oprettes en sekulær stat med lige rettigheder og muligheder for alle.

12. august 2005, SAP’s forretningsudvalg