Londonbomberne gavner krigsmagerne

I denne sommerferie oplevede London krigens gru. Terrorbomberne var et ekko af besættelsesstyrkernes massakre i den irakiske by Fallujah.

Ødelæggelserne gav et glimt af, hvad palæstinenserne lever med, når israelske bulldozere har jævnet deres landsbyer med jorden.

Det politiske ansvar for bomberne i London hviler på dem, der gik i krig i Afghanistan og Irak. Derfor klinger Bushs, Blairs og Foghs sorg og fordømmelser hule.

De fældede ingen tårer eller udtrykte nogen sorg over de myrdede og lemlæstede uskyldige i Irak og Afghanistan, dræbt af deres soldater.

Antallet af dræbte i London svarer stort set til en eftermiddags tab, når amerikanske soldater angriber et bryllupsselskab eller bomber en landsby.

Også vi fordømmer uden forbehold bombeangrebene i London - og i Tyrkiet og Ægypten. Som vi fordømmer ethvert angreb på civile mål.

De, der blev angrebet, var ikke de politiske magthavere, som har ansvaret for krigene. Det var almindelig mennesker i London, briter, tyrkere og pakistanere - et gennemsnit den engelske befolkning, hvis flertal er imod Bushs og Blairs krige.

Hvem de end var, der placerede bomberne, udførte de ikke blot en umenneskelig handling. Deres ideer og metoder vil aldrig kunne standse krigsmagerne eller besejre den imperialisme, der står bag krigene. De har intet at tilbyde arbejderklassen i de arabiske lande eller den muslimske arbejderbefolkning i Vesten.

De er ikke alene isolerede i det britiske samfund. De angriber den arbejderbefolkning, som er imod krigen, og som kan standse den, hvis mobiliseringerne fortsætter og styrkes.

Med deres religiøst baserede ønske om at bekæmpe demokrati, pluralisme og ikke-religiøse samfundsforhold udgør de det stik modsatte af den brede antikrigsbevægelse, der repræsenterer modstanden i befolkningerne.

Og deres metoder svækker ikke, men styrker de krigsførende kapitalistiske stater, der - med bomberne som undskyldning - skærper overvågning, kontrol og straffesystem, styrker undertrykkelsesapparatet og svækker de demokratiske rettigheder. Denne intensiverede repression spænder allerede fra nye såkaldte antiterrortiltag fra EU’s side til britisk politis mord på en uskyldig brasilianer på en undergrundsstation.

Som alle andre fordømmer socialister bombeangreb på civile, men vi nøjes ikke med at begræde og fordømme.

For os er bomberne også en påmindelse om, hvor vigtig kampen mod krigen er, og hvor nødvendig det er at bekæmpe det kapitalistiske system, der fostrer krige. Bomberne er en ekstra anspore til at opbygge et socialistisk alternativ til religiøs formørkelse og desperate selvmordsaktioner.

SAP’s forretningsudvalg, 5. august 2005.