Fattigdommen er kapitalistisk Løsningen er socialistisk

Terrorbomberne i London trak fokus væk fra mobiliseringerne mod G8-topmødet i Skotland. Selv om de ikke fik den massive karakter, der var forventet, var hele forløbet op til og under topmødet et udtryk for en massiv folkelig mobilisering og et stærkt engagement imod den globale uretfærdighed.

Samtidig var det en markering, der ligger i forlængelse af de andre store topmødedemonstrationer fra og med Seattle i 1999 - og som efter krigene mod Afghanistan og Irak er blevet suppleret af de mange store antikrigsmarkeringer, ikke mindst netop i Storbritannien.

Politisk var det et udtryk for sammensmeltningen af bevægelserne mod den globale nyliberalisme, mod krig og mod fattigdom. Oprindelig blev det kaldt anti-globaliseringsbevægelsen, men efterhånden er den noget mere rammende betegnelse, bevægelsen for global retfærdighed, slået igennem.

I takt med fremvæksten af organisationer som WTO, EU og Verdensbanken har hidtil adskilte kampagner og befolkningsgrupper efterhånden fået en række fælles og tydelige fjender. I alt for lang tid er det magthaverne, der har mødtes på tværs af grænserne og lagt planer. Nu er det vores tur til at finde sammen og danne netværk af aktivister på internationalt plan. I Edinburgh er der nu blevet knyttet mange nye kontakter, og kimen er sået til nye mobiliseringer, både internationalt og i de enkelte lande.

Alt dette er i sig selv vigtigt for at lægge pres på magthaverne, og det er en afgørende forudsætning for forandringer til det bedre, at et stort antal mennesker er i bevægelse og forholder sig aktivt og kritisk til den omverden, de lever i.

Imidlertid er denne bevægelse for global retfærdighed stadigvæk meget sammensat og uafklaret politisk. De krav, der nu bliver fremført af koalitionen ”Make Poverty History”, er yderst velmente og i sig selv udmærkede, såsom mere bistand, slettelse af u-landsgælden og åbning af de rige landes markeder for produkter fra fattige lande. I dagens verden og med uforandrede magtforhold er de bare slet ikke tilstrækkelige, og vi har allerede set, hvor dygtigt regeringslederne forsøger at modgå kritikken og tilsyneladende opfylde nogle af kravene.

Der skal mobiliseres mod statslederne fra G8-landene, og der skal også stilles krav til dem. Men at bede dem om at afhjælpe fattigdommen i verden, er som at bede løver om at lade være med at spise kød.

Når selv den britiske finansminister Gordon Brown og hele 412 ud af 659 britiske parlamentsmedlemmer kan skrive under på koalitionens hovedkrav, er der simpelthen noget, der skurrer. Når både Blair, Bush og Berlusconi står for omfattende sociale nedskæringer i deres egne lande, hvem kan så tro på, at de vil forbedre forholdene for folk i andre lande? De eftergiver noget af de fattige landes gæld, men kombinerer det med krav om liberalisering og tager pengene fra beløb, de i forvejen havde bevilliget til u-landshjælp.

Det afgørende skel i verden går ikke mellem de rige og fattige nationer, men snarere mellem de rige og fattige mennesker inden for hvert enkelt land og på globalt plan. Det handler om klasseforskelle og klassekamp og om den globale kapitalistiske økonomi, der holder planeten i et jerngreb med sit evige krav om størst mulig afkastning.

Det er de samme kapitalistiske multinationale selskaber, der udnytter og undertrykker befolkningerne i Den Tredje Verden og arbejderbefolkningerne i Europa, Nordamerika og andre velstående lande. Jo mere magt kapitalismen med regeringernes hjælp får i u-landene, jo lettere får de ved at udbytte og styre samfundene i den rige del af verden - og omvendt.

Derfor handler det heller ikke om at appellere moralsk til verdens velstående om at ”dele goderne” med de fattige, og forsøg på at anvende forbrugermagt til at opnå en mere ”retfærdig handel” er helt utilstrækkeligt.

Tværtimod handler det om at udfordre selve systemet, hvor det udfolder sig: i kampen for bedre leveforhold, bedre arbejdsforhold og i det hele taget et bedre liv. Det står i modsætning til de store virksomheder interesser og kapitalismens fortsættelse. Derfor handler det i sidste instans om at tage magten fra den klasse, der i dag påberåber sig eneretten til at skalte og valte med produktionen og tusindvis af arbejdspladser - helt uden for demokratisk og folkelig kontrol.

For at afskaffe fattigdommen må vi afskaffe kapitalismen. Til dette formål behøver vi ikke alene stærke og folkelige bevægelser som bekymrer sig om verdens elendighed, som arrangerer musikfestivaler a la ”Live8” og som vi netop har set udfolde sig mod G8 i Skotland.

Men vi kan ikke standse ved det, for så beholder kapitalen magten over det globale samfund, og vores små sejre undervejs bliver lige så hurtigt slået tilbage.

Det er nødvendigt, at bevægelserne holder fast i deres krav, at de opbygger stærke permanente organiseringer, og at de etablerer alliancer med en mere aktiv, kæmpende og demokratisk fagbevægelse. Skridt for skridt må bevægelserne i stadig højere grad rette kravene direkte mod kapitalismens funktion.

Det er en central opgave for Enhedslisten og andre socialistiske partier rundt omkring i verden at fastholde perspektivet om en radikal omvæltning af magtforholdene på verdensplan og at bidrage til at aktiviteter og mobiliseringer bevæger sig i den retning. Det forudsætter også, at de socialistiske partier i stadig større omfang arbejder tættere sammen i de enkelte verdensdele og globalt.

Det arbejder SAP for i Enhedslisten, og det er centralt for alle 4. Internationales organisationer over hele jorden.

SAP’s forretningsudvalg, 8. juli 2005