|
International Socialistisk |
For 22. år i træk afholder 4. Internationale den Internationale Socialistiske Ungdomslejr. Denne gang holdes lejren i Barbaste i Sydfrankrig. Det ligger ca. midt mellem Toulouse og Bordeaux.
Lejren er organiseret af unge medlemmer af 4. Internationale rundt omkring i Europa, som mødtes i påsken for at lægge programmet. Det er også deltagerne på lejren, som selv står for at få det til at fungere, og det er de unge selv der står for at afholde de workshops og forum-talere, de besluttede skulle være der. Det betyder bl.a. at oplæggene foregår på mange forskellige sprog, men der vil altid være oversættelse til fransk, spansk, tysk og engelsk - og skulle der være behov for det, plejer vi også at kunne finde oversættelse til dansk.
Deltagerne på lejren er revolutionære socialister, men ikke nødvendigvis medlemmer af 4. Internationale. Der er som regel også stor deltagelse fra JCR i Frankrig, Blocko Esquerda i Portugal og Rifondazione i Italien, samt uorganiserede socialister fra Holland, Sverige, Belgien mm.
Udover deltagerne fra Europa gæstes lejren ofte af kammerater fra andre steder i verden. Sidste år var 3 filippinere med og året før igen en kammerat fra Brasilien.
Som så mange andre aktiviteter i dette år skulle en af hovedtemaerne for lejren have været kampen mod EU's forfatningstraktat. Den er som bekendt faldet, men den Europæiske Union lever stadig, og lejren vil være en god mulighed for at høre erfaringer fra franske og hollandske socialister om deres kamp mod forfatningen, og ikke mindst om kampen om tolkningen af Nej'erne til traktaten. Er det det højreorienterede og nationalistiske nej, som medierne giver indtryk af, og vil et nej til Tyrkiets optagelse gøre at de to lande stemmer Ja næste gang? Der dukker som regel ca. 150 franskmænd og 20-30 hollændere op på lejren, så der vil være rig mulighed for at forhøre sig om situationen her.
Som sagt lever EU også stadig, og lejrens workshops vil stadig diskutere kampen mod det liberalistiske projekt. Der vil være permanente workshops (workshops som mødes hver dag ugen igennem) som beskæftiger sig med socialistiske modsvar mod den europæiske union på europæisk plan. Det bliver sandsynligvis et stort emne på det Europæiske Sociale Forum i Athen i 2006, så det vil vi også forberede os grundigt på.
Kvinde- og LGBT-kampe
To emner som har høj prioritet på lejren er kvindekampen og kampen for frigørelse af lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (der ofte forkortes LGBT). Der vil være selvorganiserede pladser med diskussioner af forskellige emner, andre aktiviteter, eller bare et frirum til at være sig selv som kvinde eller som "queer". Herudover vil pladserne også være rum for forberedelse af de to sædvanligvis meget succesfulde fester, kvindefesten og LGBT-festen.
Ud over de to pladser er en hel dag på lejren reserveret til diskussion af kvinde og LGBT emner hvor man kan diskutere både på det personlige plan - hvor rammes vi af undertrykkelsen - og de store linier, samt et link mellem de to kampe, og ikke mindst linket til kampen mod kapitalisme.
Antiracisme, antikrig, global kapitalisme og meget mere
Vi kæmper den samme kamp - ikke blot i Europa men verden over. Her er en fantastisk mulighed for at snakke med unge fra andre lande, som kæmper de samme kampe som vi kæmper herhjemme, udveksle erfaringer, diskutere vores arbejde og måske koordinere fælles aktiviteter med socialister fra andre lande. Det gælder for såvel arbejdet mod krig og racisme, som organiseringen af sociale fora og arbejdet i studenterbevægelser.
Vil du vide mere om ungdomslejren 2005,
så kig ind på
www.isul.org
eller kontakt SAP: sap@sap-fi.dk
SAP's forretningsudvalg d. 24. juni, 2005