Et Nej er et Ja til noget bedre

Den herskende klasse i Europa har lidt et alvorligt nederlag. I to centrale lande har befolkningerne afvist europæiske kapitalismes store projekt: opbygningen af en europæiske kapitalistisk statsmagt efter den nyliberalistiske model, som den er fastlagt i forfatningsforslaget.

Det er solidaritet og velfærd og demokratisk indflydelse, der har vundet. Og sejrens bagmænd er arbejderklassen, bønderne og de unge i Frankrig og Holland.

De vil forsøge igen, og de herskende i Europa har masser af muligheder og styrkepositioner. Derfor er det så vigtigt, at det med disse folkeafstemninger er blevet tydeligt, at der er en progressiv, social og anti-liberalistisk modstand mod EU’s udviklingsretning. Den adskiller sig politisk, organisato-risk og personmæssigt klart og tydeligt fra både den nationalistisk-fremmedfjendske modstand og den super-liberalistiske modstand. Og det er den progressive forfatningsmodstand, der har trukket flest stemmer til nej-siden.

Nye meningsmålinger i Danmark viser, at der nu også er nej-flertal her, og at størstedelen af den danske forfatningsmodstand kommer fra Socialdemokraterne og på venstrefløjen. Det betyder, at modstanden mod de herskendes aktuelle strategi, nyliberalismen, er blevet sat på den politiske dagsorden ikke bare i Sydeuropa, men også i Danmark.

Denne delsejr skal udnyttes. Der er masser af opgaver nu.

Selv om forfatningen falder, eksisterer EU med Nice-traktaten endnu. Kapitalismen regerer i Europa. Nyliberale eller følgagtige socialdemokrater sidder i regeringerne og dermed i EU-toppen. Arbejdsløsheden er fortsat høj, og velfærden afmonteres bid for bid i alle lande.

Med afsæt i disse sejre må vi styrke mobiliseringen af almindelige mennesker mod konkrete udslag af nyliberalismen:

• Vi skal fortsætte og styrke kampen mod løntrykkeri på hver eneste byggeplads og i hver eneste virksomhed. Vi skal genoplive fagbevægelsen igennem disse kampe og udvikle den internationale solidaritet, som når polske fagforeninger deltager i dansk fagbevægelses blo-kader mod underbetaling af polske arbejder i Danmark.

• Vi skal styrke kampen mod regeringernes nedskæringspolitik og afvikling af velfærd og of-fentlig service. Som tysk fagbevægelses kamp mod den antisociale reform Hartz IV; som de franske jernbanearbejderes strejke dagen efter folkeafstemningen, og som italienske arbejde-res kamp for at vælte Berlusconi.

• Vi skal koordinere disse kampe gennem fælleseuropæiske aktioner mod arbejdsgivere, mod regeringer og mod EU-Kommissionen og EU’s topmøder.

• Vi skal styrke kampen for global retfærdighed. F.eks. gennem demonstrationer ved G8-topmødet i begyndelsen af juli mod de rige landes udbytning af Afrika og for hjælp til Afrikas fattige.

SF forsøger at redde forfatningen ved at opfordre EU til at indgå en social pagt med den franske befolkning. Men for det første kan ingen erklæring ændre det fundamentalt anti-sociale og udemokratiske i forfatningsforslaget. For det andet er det svært at tage SF’s forslag alvorligt, når de først an-befaler franskmændene at stemme ja og dernæst erklærer sig enige med de progressive franske nej i, at forfatningen ikke er social nok, og at der er behov for erklæringer og pagter.

Over for SF’s forslag og andre fiflerier må vi fastholde, at befolkningerne i to lande har afvist forfatningen. Derfor er forfatningen død. Intet andet resultat af EU-topmødet den 16-17. juni er demo-kratisk acceptabelt.

Det åbner for en helt ny diskussion af, hvilken vej Europa skal gå, og hvordan de europæiske lande skal samarbejde. At gå tilbage til Nice-traktaten er ikke nok. Umiddelbart handler det nu om standse EU’s nyliberalistiske udvikling og rulle EU-projektet tilbage.

I de kommende diskussioner om EU’s fremtid må venstrefløjen kræve:

• at en EU-borger, som tager arbejde i et andet EU-land, skal have mindst de løn- og arbejds-forhold, som er sædvanlige via lov eller via overenskomster på området i det land, han eller hun arbejder.

• at ethvert EU-land har ret til at gå videre end resten af EU, hvis det vil forbedre miljøet, sundheden, den offentlige velfærd og menneskerettighederne.

• at EU-kommissionen får mindre magt, og at der bliver færre områder med flertalsafgørelser.

SAP’s hovedbestyrelse, 4. juni 2005