Bekæmp nyliberal globalisering - støt de blødende hjerter!

Den offentlige debat i Danmark er strømmet over med historier om ’globalisering’. Det fremstilles altid som et komplekst fænomen, og der mangler som regel progressive alternativer i debatten. Men hvis man skærer igennem den varme luft og analyserer globaliseringen mere konkret, så kommer der en klar opskrift for venstrefløjens kamp.

Globaliseringen er en fortsat proces, men det er ikke en automatisk proces eller en ”naturlig” proces. Den drives af beslutninger på mange niveauer: I verdenshandelsorganisationen, WTO, i forskellige organer i EU, i de enkelte stater og i de virksomheder, som opererer multinationalt.

I WTO forhandler medlemslandene igen nye aftaler, og de rigeste lande presser på for øget markedsadgang og flere liberaliseringer. Det gælder også EU’s forhandlere, der kæmper for privatisering af ulandenes vandforsyninger, mens de samtidig prøver at beskytte den europæiske landbrugsindustri. At det er linien bekræftes af det fortrolige notat fra Kommissionen til den engelske regering, som den britiske avis The Guardian har offentliggjort. Her står sort på hvidt, at den engelske kurs overfor ulandene er for blød, fordi den baserer sig på NGO’er og andre ’blødende hjerter’. I stedet - mener Kommissionen - burde England lade være med at give ulandene indtryk af, at der er nogen anden vej end den nyliberale udvikling, som EU i mange år har fremmet.

Nyliberalisme er en politisk-økonomisk strategi, der udstikker en række dogmer om, at markedskontrol og frihandel altid er af det gode. Omvendt er statens indblanding i økonomiske forhold altid af det onde - med mindre statsmagten bruges til at tvangsprivatisere offentlig produktion og til at nedbryde velfærdsinstitutioner, der ikke er styret af markedslogikken.

Forudsætningerne for denne økonomiske teori er rent tankespind om, hvordan et marked bør fungere. Hvis man derimod kigger på de praktiske erfaringer med nyliberalisme, er der ingen tvivl om resultaterne: Det fører til omfordeling fra fattig til rig både i den rige og den fattige del af verdenen, og det fører bestemt ikke til udvikling, der hvor der er mest behov for det.

Denne historie er særdeles relevant for de kommende afstemninger om forfatningen, fordi forfatningen lægger op til flertalsafgørelser på handelspolitikken og dermed mere magt til Kommissionen. Staterne har ikke desto mindre stadigvæk en rolle at spille; fordi de er med til at beslutte WTO’s og EU’s politik; fordi de skal føre politikkerne ud i livet, og fordi de bestemmer den grundlæggende organisering af de enkelte europæiske samfund.

Det gør vores statsministers globaliseringstanker interessante. Som formand for det nystartede globaliseringsråd har Anders Fogh været på studietur i USA, hvor han har snakket med eksperter indenfor økonomi og højteknologi, heriblandt rektoren for Harvard University og andre nyliberale chefideologer. At dagsordenen for globaliseringsrådet er mere marked understreges endvidere af, at rådet har til formål at komme med anbefalinger, så Danmark kan få mere ud af globaliseringen, og svaret er nærmest givet på forhånd, når det er repræsentanter for multinationale virksomheder, der skal levere det. På alle niveauer, fra WTO til det danske globaliseringsråd, hersker de nyliberale idéer.

Vi skal helt bestemt sige nej til EU-forfatningen, og det gør den europæiske venstrefløj også - med danske SF som undtagelsen. Men der er behov for at konfrontere nyliberalismen på alle niveauer, og hverken internationale institutioner som WTO eller nationale institutioner som den danske regering og dens råd og udvalg et brugbart alternativ. Vi bliver nødt til at mobilisere imod både den danske regering, Ministerrådet, Kommissionen, WTO og G8 hver gang lejligheden byder sig.

Vores krav er klart og stik mod Kommissionens anbefaling:
Imod markedsdiktatur - mere magt til de blødende hjerter!

SAP’s forretningsudvalg, 27. maj 2005