Støt de irakiske oliearbejdere

Tidligere på ugen kunne dagbladet Politiken berette, at nu får ”Danmark” sin belønning for at deltage i USA’s krig mod og besættelse af Irak. Som avisen skriver: ”Danmark er et af de lande, der har bidraget mest til krigene i Afghanistan og Irak set i forhold til vores befolkningstal, og lige siden den første Golfkrig har vi markeret os som en værdig partner.”

Derfor har forsvarsminister Søren Gade underskrevet en aftale med Pentagon, som placerer Danmark i en særlig gruppe af ganske få lande, som kan forventes at få mange og store ordrer fra USA på militærteknologi.

Til Politiken udtaler en kontorchef i Forsvarsministeriet: ”Der er ingen tvivl om, at vores deltagelse i krigene har haft stor betydning, og vi får aftalen, fordi vi er en god ven af USA. For selve forsvaret er aftalen af begrænset interesse, vi henter den først og fremmest hjem på vegne af industrien.”

Selv om den danske forsvarsindustri forventer en fordobling af omsætningen, er det peanuts i sammenligning med de gevinster, amerikansk kapital har fået ud af krigen og besættelsen. Også det amerikanske forsvarsministerium arbejder ”først og fremmest på vegne af industrien”. Knap var de egentlige krigshandlinger afsluttet, før store amerikanske koncerner - gerne med direkte forbindelser til folk tæt på Bush - fik milliardordrer til genopbygning. Og noget af det første, som den amerikanske besættelsesadministration tog initiativ til, var en privatisering af den irakiske olieindustri.

Men det imperialistiske tyveri af Iraks værdier møder modstand, bl.a. fra dem, der arbejder i olieindustrien. General Union of Oil Employees, der organiserer 23.000 oliearbejdere i Iraks sydlige oliefelter, blev opbygget umiddelbart efter krigen af ledere, der havde bekæmpet Saddam Hussein-regimet og havde været fængslet for det. I dag kæmper de for oliearbejdernes løn- og arbejdsforhold, mod besættelsen og ikke mindste mod privatiseringen af Iraks olie.

Den 25.-26. maj organiserer de en konference for fagforeningsfolk og græsrødder. Konferencen, der finder sted på Basras Olieinstitut, skal diskutere, hvordan man bekæmper privatiseringen af Iraks olie. På konferencen vil professorer fra Basra Universitet præsentere en række oplæg til diskussion, og der vil også være udenlandske bidrag og solidaritetshilsener.

Herhjemme læser vi mest om den modstand mod besættelsen, der udføres af selvmordsbombere. Men som oliearbejdernes fagforening viser, er der også spirer til en mere civil, folkelig modstand. Denne modstand kan udvikle sig på grundlag af den kendsgerning, som valget i Irak også afspejlede: at det store flertal af irakerne ønsker besættelsen afsluttet.

I modsætning til den individuelle terror har den slags modstand potentiale for virkelig forandring, fordi den kan inddrage den irakiske arbejderklasse og befolkning i det hele taget i kampen. Dermed kan den gøre det umuligt at administrere besættelsen og umuligt for en samarbejdsregering at styre landet.

En bred folkeligt organiseret modstand er også den bedste sikring mod, at besættelsen bliver erstattet af et reaktionært fundamentalistisk mullah-styre. Når arbejderklassen selv organiserer kampen, skabes spirerne for et opgør med alle former for herskende klasser. Det er her kampen for socialisme begynder.

Se udtalelse fra GUOE til USAs Faglige mod Krigen, januar 2005

SAP’s forretningsudvalg, 20. maj 2005.