Hjernen bliver udbyttet og ødelagt

Da England blev industrialiseret, blev børn og voksne indirekte tvunget ind på dødsensfarlige og helbredsødelæggende arbejdspladser. De fleste holdt kun nogle få år, inden de døde, eller de måtte opgive at arbejde, fordi de var totalt fysisk ødelagte. Det var en brug-og-smid-væk mentalitet over for arbejderne.

I lange perioder var det ikke noget problem for arbejdsgiverne. Der stod hele tiden andre parat, og arbejdet krævede ingen specielle kvalifikationer.

I vore dages kapitalisme har vi set den samme mentalitet og behandling af arbejdskraften på industriarbejdspladserne i Den Tredje Verden. Men også her midt i et af de mest højtudviklede kapitalistiske lande blandt de bedst uddannede, er det nu blevet konstateret, at arbejdskraften bliver ødelagt af arbejdsprocessen lang tid før pensionsalderen

Indtil for nylig var den almindelige antagelse, at det stigende antal vidensbaserede jobs var et ubetinget gode. Her var der tale om et arbejde, hvor mennesker fik lov til at bruge og udvikle deres viden og faglige og personlige færdigheder. Dette arbejde indebar en høj grad af variation og selvbestemmelse. Man har også antaget, at hjernen var et organ, der kun blev styrket gennem sin anvendelse. Altså en entydigt positiv udvikling.

Men nye forskningsresultater peger i en anden retning. Efter alt at dømme indebærer længerevarende stressbelastninger forandringer i kroppens stresssystem. Hvis der er tale om stressbelastninger over længere tid, kan hjernen ikke holde trit med sit reparationsarbejde.

Konsekvensen bliver, at opmærksomheden svækkes, at hukommelsens forringes, og at evnen til at lære nye ting begrænses væsentligt. Når mennesker er hårdt ramt, kan selv almindelige sociale gøremål overstige deres kapacitet.

For 40 år siden pegede et tilsvarende resultat på, at sagsbehandlere under tilsvarende omstændigheder med længerevarende stressbelastninger kunne udvikle en såkaldt udbrændthed. Her er det evnen til at leve sig ind brugerens situation og involvere sig i eget arbejde, der lider skade.

Der tegner sig altså et billede, hvor enhver menneskelig egenskab, der indgår i en arbejdsrelevant sammenhæng, kan bliver forandret og endda beskadiget.

Hvor industriarbejdet indebar en nedslidning af kroppen, synes både vidensarbejdet og det såkaldte klientorienterede arbejde at indebære en risiko for nedslidning af følelser såvel som intellektuelle ressourcer.

Når det såkaldte hukommelses- og opmærksomhedssyndrom optræder i denne tid, skyldes det efter alt at dømme, at der siden IT-boblen brast i år 2000 har været en omsiggribende tendens til at organisere vidensarbejdet på de samme præmisser, der var gældende for industriarbejdet.

Man presser mere og mere ydelse ud af arbejdskraften og bruger dertil enhver metode, der kan øge presset på den enkelte. De ansatte inden for videns- og omsorgsarbejde får i stadig højere grad arbejdsforhold, der ligner den traditionelle arbejderklasses arbejdsforhold.

Der er både tale om en skånselsløs udbytning uden hensyn til de menneskelige omkostninger og et ekstremt samfundsmæssigt spild af ressourcer, fordi nogle af disse mennesker får nedsat deres ydeevne eller måske ligefrem gjort uarbejdsdygtige - oven i købet efter at der er investeret store summer i at uddanne dem. Faktisk er det ofte et irrationelt spild for den enkelte virksomhed, som selv har uddannet sine medarbejdere.

Hukommelses- og opmærksomhedssyndromet er således endnu et eksempel på, at markedsøkonomisk tankegang og kapitalismen som samfundssystem står i modsætning til ganske almindelig fornuft.

Fænomenet understreger behovet for, at fagbevægelsen bliver i stand til at organisere også disse dele af arbejderklassen, og at denne organisering må basere sig på andet og mere end pensionskasse, kompetenceudvikling og feriehuse. Den må basere sig på nøjagtig det samme som fagbevægelsen i sin opbygningsfase: kampen mod udbytningen og dens konsekvenser.

I første omgang må de ansatte på disse områder sammen med de faglige organisationer formulere konkrete krav til et bedre arbejdsmiljø. Krav, der sikrer, at arbejdsdagens og arbejdsugens længde svarer til den formelt fastsatte i kollektive overenskomster. Og krav, der giver de ansatte kollektiv kontrol over arbejdets tilrettelæggelse, så de i fællesskab kan nedlægge veto mod opskruning af kravene til de ansatte.

Den form for kollektiv kontrol med arbejdet står i modsætning til den fup-indflydelse, der ofte ligger i moderne ledelsesformer med selvstyrende grupper, hvor de ansatte ingen indflydelse har på de samlede arbejdsopgaver og deadlines, men bliver gjort ansvarlige for, at opgaverne bliver løst til tiden og for enkeltmedlemmers svagheder og problemer.

Store dele af vidensarbejderne og de fleste af omsorgsarbejderne har hidtil arbejdet i offentligt regi, men den nyliberalistiske bølge flytter mange opgaver over i den private sektor og organiserer de funktioner, som stadig er i det offentlige, efter samme principper som private selskaber. Derfor er det en central opgave at standse den direkte og indirekte privatisering af den offentlige sektor.

Både anti-privatiseringskampen og kampen for de ansattes kollektive kontrol med arbejdspladserne må være springbræt for en kamp, der driver profitmotivet ud af hele samfundsstrukturen og dermed gør det muligt at sætte en stopper for den umenneskelige og samfundsfjendske ødelæggelse af arbejdskraften.

SAP’s forretningsudvalg, 29. april 2005.