Socialdemokraterne kaster sig i favnen på VK

Med valget af Helle Thorning-Schmidt har Socialdemokraterne taget et nyt skridt til højre.

I løbet af den interne valgkamp meldte hun klart ud, at hun vil kaste partiet i armene på regeringen med tilbud om forhandlinger og forlig.

Som noget af det første vil hun nedtone partiets kritik af kommunalreformen og forsøge at komme til at forhandle om smårettelser i det projekt, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti allerede han fastlagt indholdet af. Lykkes det for Thorning-Schmidt, vil Socialdemokraterne stå med medansvaret for det største privatiserings- og afdemokratiserings-projekt i Danmark i mange årtier.

Den nye formand har allerede tilbudt V og K sin hjælp til at afskaffe efterlønnen. Tilbage står kun spørgsmålet om hvornår og hvor hurtigt.

Man kan også frygte, at det er en Karen Jespersen i forklædning, som har sat sig Socialdemokraternes formandsstol, og at de nu vil halse videre efter Dansk Folkeparti med nye forslag til stramninger og indgreb over for indvandrere og flygtninge.

Endelig kan vi udlede af Thorning-Schmidts begejstring for Tony Blair i Storbritannien, at Socialdemokraterne vil tilpasse sig De Radikales liberalistiske holdning til velfærd og offentlig service.

Der bliver trængsel på midten af dansk politik.

Selvfølgelig var partiet hverken blevet revolutionært eller særlig oppositionelt, fordi Frank Jensen var blevet formand. Det kan man aflæse af hans hidtidige politiske karriere, også som minister.

Men det var åbenlyst, at han forsøgte at vinde kampen ved at præsentere sig selv som mere social, mere solidarisk og mere kritisk over for VK-regeringen, jf. hans ikke særlig troværdige tilslutning til klassekampen.

Derfor ville socialdemokratiske medlemmer og vælgere også have næret større forventninger til, at han rent faktisk gav regeringen modstand, og det havde været nemmere for venstrefløjen at kræve, at han lod handling følge nogle af de fine valgkampsord.

Selv om det blev Thorning-Schmidt, der vandt, skal Enhedslisten fortsat afsøge enhver mulighed for at opstille fælles alternative forslag. Og hver gang der opstår kritik, fremlægges krav og måske gennemføres aktiviteter blandt folk, som støtter Socialdemokraterne, skal vi rette presset mod Socialdemokraternes top med forslag om fælles handling for at opfylde de fremsatte krav.

Men mulighederne for dette er blevet dårligere med Thorning-Schmidts valg.

Så meget desto større vægt må venstrefløjen lægge på en grundlæggende genopbygning af arbejderbevægelsen via de faglige organisationer og andre basis- og græsrodsorganiseringer.

Og der ligger et stort ansvar på Enhedslisten for at fortsætte og styrke arbejdet med at præsentere politiske alternativer, der bryder med de liberalistiske og kapitalistiske rammer, og som udgør en troværdig løsning på de problemer, almindelige mennesker oplever i samfundet. Med det gode valgresultat, de fortsat gode meningsmålinger og medlemsfremgangen har Enhedslisten et godt grundlag for at påtage sig disse opgaver.

SAP’s forretningsudvalg, 15. april 2005.