Kønskvotering - et redskab, men ikke nok

Enhedslistens program vender sig klart mod kvindeundertrykkelse.

Folketingsgruppen stiller mange gode kønspolitiske krav, og enkelte steder i Enhedslisten foregår der kvindepolitiske aktiviteter. Men selv om vi på langt de fleste områder indtager alle ”de rigtige” holdninger, så er det hverken lykkedes venstrefløjen for alvor at få sat blus på kvindekampen i samfundet eller bare - mere begrænset - at få feminiseret vores egne partier.

Det gælder også Enhedslisten. Ca. 40% af Enhedslistens medlemmer er kvinder, men når det kommer til hvem der repræsenterer Enhedslisten udadtil og bestemmer indadtil, så falder kvindernes andel. Ganske vist var der i perioden 2001-2005 lige mange mænd og kvinder i folketingsgruppen, men fremgangen ved valget i februar betød, at der nu er dobbelt så mange mænd som kvinder. En yderligere fremgang for Enhedslisten ville kun have gjort skævheden endnu større. Og i den Hovedbestyrelse, som blev valgt på sidste årsmøde, var kun 6 ud af 21 kvinder.

Derfor er det godt, at der er lagt op til en diskussion om dette på Enhedslistens årsmøde den 22-24. april, bl.a. med forslag om indførelse af kønskvotering. Ud over at selve diskussionen om kønskvotering er positiv fordi den bidrager til at øge opmærksomheden om den kønsmæssige skævhed, så vil en øget andel af kvinder i Hovedbestyrelsen, Arbejdsudvalget og Folketingsgruppen i sig selv forbedre muligheden for at sætte kvindespørgsmålet på dagsordenen.

Skal det ske er det imidlertid afgørende at alle kvinderne bliver valgt på lige fod med mændene og ikke kommer til at fremstå som andenrangs-medlemmer. Det er i høj grad faren ved de kønskvoteringsmodeller, som f.eks. bygger på at kvinder med lavere stemmetal rykkes frem foran mænd med højere stemmetal eller forhåndsreserverede pladser til kvinder. I stedet må der vælges en model, hvor hver enkelt stemmeberettiget skal tvinges til at overveje de opstillede kvinder på linje med de opstillede mænd, f.eks. ved at en stemmeseddel kun er gyldig, hvis den indeholde mindst 40% krydser på kvinder.

Selvom kønskvotering kan være et middel til at styrke debatten, så er det ikke i sig selv en løsning på kvindernes underrepræsentation i Enhedslisten. Den skyldes jo i langt højere grad at kvindelige medlemmer undlader at opstille end at de kvinder, der opstiller, ikke bliver valgt.

Det afspejler at problemet er langt mere omfattende og dybest set handler om at den samfundsmæssige marginalisering af kvinder og deres erfaringer slår igennem i Enhedslisten - og at Enhedslisten ikke har været i stand til at imødegå det.

At ændre den situation kræver langt mere end ændrede afstemningsregler. Det kræver bevidste tiltag, herunder en ledelse, som stiller sig i spidsen for at forandre partiet så kvindelige medlemmer i langt højere grad føler sig hjemme og føler sig motiverede til at præge partiet, såvel internt som i offentligheden. Det kan f.eks. være tiltag som afholdelsen af selvorganiserede lederseminarer for kvinder, hvor der både er et frirum og muligheden for at styrke kvindenetværk.

På den måde adskiller kampen for at modvirke marginaliseringen af kvinder i Enhedslisten sig ikke fra kampen for at modvirke marginalisering af f.eks. medlemmer med indvandrer-baggrund eller uden længere boglig uddannelse - to grupper, som også er ekstremt dårligt repræsenteret i Enhedslisten og dets valgte organer.

Det kræver et bevidst valg og hårdt arbejde at gøre Enhedslisten til et parti, hvor kvinder, arbejdere, indvandrere og andre samfundsmæssigt marginaliserede grupper føler sig hjemme. Men der er ingen vej uden om, hvis Enhedslisten skal være i stand til at bidrage til et andet samfund, hvor en sådan marginalisering ikke finder sted. Enhedslisten må bruge det kommende årsmøde til at tage et skridt i den retning.

SAP's forretningsudvalg, 8.april 2005