Her er klassekampen, Thorning-Schmidt!

Her er klassekampen, Thorning-Schmidt!

Det er forældet at tale om klassekamp, sagde den ene socialdemokratiske formandskandidat, Helle Thorning-Schmidt, da den anden, Frank Jensen, kom til at bruge fy-ordet. Måske skulle hun se ud af vinduet og undersøge, hvad der foregår på arbejdsmarkedet.

Flere og flere arbejdere kommer til Danmark, især fra Østeuropa. Det er især inden for byggeriet, det foregår. Driftige små og mellemstore virksomheder hyrer dem i Polen og de baltiske lande og tilbyder dem til entreprenører, håndværkerfirmaer og private med ombygningsplaner.

Fidusen er simpel. De østeuropæiske bygningsarbejdere skal have det halve for det dobbelte. De arbejder mange timer om ugen til en timeløn, som er pæn efter østeuropæiske standard, men elendig efter danske forhold.

Der er to sikre resultater: Den ene er, at danske og andre arbejdere, som kræver løn og arbejdsforhold efter danske overenskomster, mister deres arbejde. Det andet er, at arbejdsgiverne i byggebranchen får mindre omkostninger og større profit. Og direktøren får sin villa i Charlottenlund ombygget for en billig penge. Det er klassekamp, Thorning-Schmidt.

Muligheden er opstået, da de østeuropæiske lande blev optaget i EU. Vi kan ikke være imod, at mennesker fra disse lande har muligheden for at rejse til Danmark, heller ikke for at arbejde.

Men muligheden bliver udnyttet og misbrugt af arbejdsgivere i deres konstante forsøg på at få arbejdskraften billigere og større overskud.

De EU-venlige partier i Folketinget har forsøgt at løse problemet gennem den såkaldte østaftale. Men det bliver nu tydeligere og tydeligere, at ethvert forsøg på at forhindre løntrykkeri støder på EU’s direktiver. Som nogle af arbejdskraft-importørerne udtaler: Vi har overholdt alle EU-regler.

Oven i købet har EU-kommissionen fremsat et forslag til direktiv om service-ydelser - og dertil hører også byggeri - som vil garantere arbejdsgiverne retten til at lønne polske arbejdere i Danmark efter polske forhold. Det er også klassekamp, Thorning-Schmidt.

Men heldigvis er kampen mod løntrykkeri ikke den ensidige form for klassekamp, som vi oplever på mange andre områder. Fagbevægelsen er begyndt at tage sagen alvorligt og igangsætter aktioner mod de arbejdsgivere, som bruger underbetalte arbejdere. Og de har gjort det på et klart solidarisk grundlag. Ikke noget Dansk Folkeparti-snak om at holde de fremmede ude. De er velkomne, men fagbevægelsen vil sikre, at de får ordentligt løn- og arbejdsvilkår.

Det er klassekamp, Thorning-Schmidt, og for fagbevægelsen er det både et stort problem og en chance for at genopbygge bevægelsen på samme måde, som den oprindelig blev skabt: Den aktive kamp mod udbytning af arbejdskraften og solidariteten, der kan forhindre, at den ene arbejder underbyder den anden.

Kampen mod ekstra-udbytning og løntrykkeri er ikke kun afgørende for fagbevægelsen, men for alle socialister, og det stiller store opgaver for os.

For det første må vi tage del i fagbevægelsens kamp og være med til at sikre, at byggefagforeningerne bliver bakket aktivt op fra alle andre dele af fagbevægelsen.

For det andet må vi tage del i den politiske kamp for at lægge pres på folketing og regering. Dansk lovgivning skal gælde for alle, der arbejder i Danmark, og myndighederne må sørge for, at det sker i praksis. Samtidig må staten skabe de bedste betingelser for fagbevægelsens kamp for løn- og arbejdsforhold. F.eks. bør myndighederne orientere de relevante fagforeninger, når arbejdsgivere får registreret udenlandske arbejdere i Danmark.

For det tredje må vi være med til at rejse sagen som en del af kampen mod EU. EU er skabt for bl.a. at flytte arbejdskraft eller arbejdspladser rundt i Europa, så lønnen bliver lavest mulig og overskuddet størst mulig. Derfor skal vi ikke forvente, at EU løser problemet, eller at vi kan forsøge at løse det uden at få EU på nakken. Tværtimod må vi gøre det til en del af kampen mod EU-forfatningen, som netop vil cementere EU som et redskab for nyliberalismen.

Endelig må vi som socialister gå forrest i forsøgene på at opbygge fælleseuropæiske aktioner mod arbejdsgivernes flytten rundt på arbejderne for at øge udbytningen. Sagen om østarbejderne er ét eksempel på, hvordan den kapitalistiske globalisering fungerer. Vores svar må være international solidaritet for global retfærdighed.

Og det er en klassekamp, hvor vi ikke vil møde Helle Thorning-Schmidt, i hvert fald ikke på vores side.

18. marts 2005, SAP’s forretningsudvalg,
som samtidig ønsker god påskeferie.

Der udsendes ingen kommentar fredag den 25. marts.
Den næste udsendes 1. april.