Fuld fart frem - mod strømmen SAP topside

Præsidentvalg, er der nogle der siger. Og der er selvfølgeligt noget om snakken. Dels er det oplagt, at pressen i høj grad fokuserer på de to kandidater til posten som statsminister, efter valget - Lykketoft og Anders Fogh.

Det skal slås fast med det samme, at der er en forskel på de to statsministerkandidater. Anders Foghs projekt er en fundamental ændring af det danske samfund, med et klart liberalistisk mål. Midlerne er privatiseringer, angreb på de udstødte grupper og angreb på fagbevægelsen og faglige rettigheder.

Vi har set de første spæde skridt med de såkaldte ”frit valg” ordninger, nedsatte ydelser til flygtninge og kontanthjælpsmodtagere og indgreb i overenskomsterne. Ét af de store projekter, som ligger lige for er kommunalreformen, som handler om meget mere end lidt strukturforandringer og sammenlægning af kommuner. Kommunalreformen handler først og fremmest om at give privatiseringerne et gevaldigt spark fremad.

Vi kan jo også se, at Foghs ideologiske projekt ikke er kommet ret langt i den første regeringsperiode. Det har den naturlige forklaring, at størstedelen af befolkningen ikke vil affinde sig med de sociale forringelser, som følge i kølvandet på den liberalistiske ideologi. Men hvis Fogh får lov til at sidde for længe, risikerer vi, at den folkelige modstand nebrydes, og så er der frit slag i bolledejen for Fogh og kumpaner.

Overfor Fogh´s ideologiske projekt er det endog meget svært at få øje på et markant modsvar. Regeringsalternativet, Socialdemokraterne og de Radikale, snakker i vid udstrækning regeringen efter munden, og kun på få udvalgte områder kan man se reelle forskelle.

Denne situation er meget udtalt i valgkampen. Overraskende meget i betragtningen af, at SR har brug for noget ekstraordinært, hvis de faktisk skal vinde regeringsmagten. Det afspejler, at et egentligt holdningsmæssigt - ideologisk - alternativ til Foghs liberalisme og den inhumane flygtninge- og u-landspolitik, ikke er at finde i de store oppositionspartier.

Hvis vi skal finde et reelt ideologisk modsvar til liberalisterne, findes det kun i ét af de opstillede partier, Enhedslisten.

Når det er vigtigt at påpege, så er det, fordi der er en helt afgørende opgave for socialister, i denne valgkamp. Nemlig at arbejde på fuld damp for, at Enhedslisten bliver styrket i det kommende folketing. Med alle de begrænsninger, der ligger i det parlamentariske spil, så er det mere end almindeligt vigtigt, at vi har socialister i folketinget. Ellers vil der ligge en åben bane for liberalisterne til at tromle frem, og til at indsylte resten af folketingets partier i ”nationale kompromisser”, som vi jo har set i forhold til EU.

SF har for alvor fået taget mødommen med tilslutningen til den kommende EU forfatning. Netop EU og forfatningen er udtryk for den liberalistiske tankegang, nedfældet på papir.

Vi har nu 18 dage tilbage af valgkampen. De 18 dage skal bruges af alle socialister til at føre valgkamp på højeste blus. Valgkamp for Enhedslistens socialistiske alternativ, som det fremstår i hovedparolerne:

Fordel arbejdet - fordel rigdommen - økologisk revolution - Nej til EU-forfatningen - Bush & Fogh ud af Irak - Globalt fællesskab.

Meld dig som aktivist i din lokale Enhedsliste afdeling. Tag materialer med til din arbejdsplads, uddannelsessted osv. Vi gør alle en forskel.

SAP´s forretningsudvalg den 21. januar 2005