For reelt demokrati i uddannelsesorganisationerne

I de senere års mobiliseringer har de fleste uddannelsessøgendes organisationer spillet en aktiv mobiliserende rolle.

Som socialister arbejder vi for, at elev- og studenterbevægelsen skal kæmpe for at uddannelse bliver for alle, og at elever og studerende har kontrol over deres egen uddannelse og skoler. Som følge af dette, ønsker vi selvfølgelig også, at elev- og studenterorganisationerne selv skal være for alle, og at de skal være kontrolleret af eleverne.

I de fleste elev- og studenterorganisationer er dette den erklærede opfattelse af bevægelsens formål og rolle. Men mens målet om et solidarisk og inkluderende uddannelsessystem ikke bliver fulgt op af konkrete aktiviteter, mobiliseringer og kampagner for dets gennemførelse, så står det stadig skidt til i forhold til at skabe en virkelig rummelig og demokratisk elev- og studenterbevægelse. Bevægelsen og organisationerne i den er stadig præget af hierarkiske strukturer og virkemåder politisk og socialt, magtcentralisering, korridorpolitik og social strømlining, tilpasning og disciplinering.

Et gennemgående træk ved kulturen i elev- og studenterorganisationerne er tendensen til at køre de egentlige og afgørende politiske diskussioner og kampe udenfor de formelle, demokratiske fora. Informationer bliver udvekslet blandt udvalgte folk og aftaler »lagt på plads« af dem, som i den givne tid har styrken til det, før eller efter det formelle møde, sådan at resten egentlig bare lige skal »skrive under«.

Denne organisationskultur fører til en stor centralisering af viden og magt på relativt få hænder. Dermed føler folk ikke, at de har megen indflydelse, og dermed føler de måske også mindre ansvar – en ond cirkel.

Dette har alvorlige negative konsekvenser for bevægelsen og dens mål: Det forhindrer og afskrækker mange potentielle aktivister fra at deltage. Andre vil blive, men accepterer måske en holdningsmæssig og social tilpasning for at kunne være der. Dermed risikerer bevægelsen at fastholde ukritiske aktivister, mens den går glip af mange gode og forskelligartede ressourcer, som kunne have styrket den fælles kamp. Ikke mindst øger det risikoen for at føre en mangelfuld politik, som ikke tager højde for alle elevers perspektiver, problemer og behov i forhold til at gennemføre deres uddannelse.

Denne problematik er ikke forbeholdt elev- og studenterbevægelsen. Fagbevægelsen lider under lige præcis mange af disse negative karaktertræk, som elev- og studenterbevægelsen ligger på kanten af i dag.

Det gode ved elev- og studenterbevægelsen er, at her er folk stadig relativt nye og unge i deres politiske arbejde, og de valgte i disse organisationer opnår ikke de samme materielle privilegier, som fagbevægelsens topledere nyder godt af. Det giver bedre muligheder for at kunne begynde at lægge en anden, mere demokratisk, inkluderende og mangfoldig stil, som så forhåbentligt også kan komme til at præge de faglige- og andre folkelige organisationer i fremtiden.

Kort sagt kan man sige, at vi har gjort op med den reaktionære og systembevarende politik i elevbevægelsen. Nu er det tid til at gøre op med den reaktionære og systembevarende kultur.

Det kræver en række tiltag for at styre i en mere demokratisk retning. Her er nogle af vores bud:

Først og fremmest må vi i organisationerne hele tiden insistere på at fastholde fokus på, ikke bare det umiddelbare, men også det langsigtede mål: en mere langstrakt kamp for uddannelse til alle og elevers og studerendes kontrol over deres egne uddannelser.

Afgørende er det også at prøve at gøre sig bevidst om kulturen og magtspillet, og hvilken rolle man selv som enkeltperson, eller som et ledelseskollektiv spiller i det, og organisationen bør sætte sig nogle mål og en strategi for mere demokratiske og inkluderende arbejdsformer. Man kan også forsøge at finde sammen i grupper, som oplever samme problem og hjælpe hinanden med at identificere magtteknikkerne og arbejde mod dem.

Så meget som muligt af organisationens arbejde må lægges ind i synlige strukturer, så folk kan få indsigt i, hvem der gør hvad, hvornår og hvorfor. Ledelser, talspersoner osv. af organisationer og kampagner bør vælges åbent og demokratisk fra starten af og skal kunne trækkes tilbage hvis de bryder tilliden.

Det sociale skal være hyggeligt og attraktivt for alle. Derfor skal det være rummeligt og ikke være baseret på f.eks. bøssejokes, blondine-/kvindevitser og anden traditionel ekskluderende og nedsættende humor. Man kan ikke sætte håndfaste regler op for humor og jokes, men man kan godt tage ansvar for sin egen stil og man kan respektere (og reflektere), hvis andre siger stop.

Som socialister kæmper vi ikke kun mod økonomisk undertrykkelse og eksklusion, men også mod social og kulturel undertrykkelse og eksklusion. Den ene kamp kan ikke underordnes den anden eller udskydes til »efter revolutionen«. Undertrykkende organisationer kan ikke bekæmpe et undertrykkende samfund.

SAP’s forretningsudvalg, 14. januar 2005

Emnet for denne ugekommentar er grundigere behandlet i en artikel af tre medlemmer af SAP: Christina Celeste Nielsen tidligere formand for Erhvervsskolernes Landsorganisation EEO, Peter Saxtrup tidligere gymnasiepolitisk aktiv og Nikolaj Bendtsen (tidligere studenterpolitisk aktiv i DSF). Artiklen er optrykt i januar-nummeret af Socialistisk Information og kan findes på
http://www.sap-fi.dk/sap/udd_demokrati_jan05