Støt indsamlingen – slet gælden

Flodbølgen i Sydøstasien 2. juledag har på mange måder sat sig dybe spor i befolkninger over hele jorden. Det er oplagt, at netop det faktum, at ofrene for katastrofen kommer fra så mange forskellige lande, har afgørende betydning for, hvor stor en plads det har fået i medierne og i folks bevidsthed.

I forlængelse af katastrofen rejser der sig en række spørgsmål.

For det første må man spørge sig selv, hvordan katastrofen kunne få det omfang, som tilfældet var. I skrivende stund er der fundet mere end 150.000 døde, og det tal vil stige i de kommende dage og uger. Mange af dødsfaldene er sket fjernt fra katastrofens centrum, og er ofre for dårlig eller manglende varsling. Der ligger mange skjulte dagsordener bag dette faktum. F.eks. om regimer, som medvirkede til at neddysse varslingen af hensyn til turistindustrien.

For det andet er det tydeligt for enhver, at sådanne katastrofer får konsekvenser, som på det nærmeste er ligefrem proportionelle med fattigdommen i de berørte lande. Det er især tydeligt, når vi ser billeder fra andre områder end turistområderne.

For det tredje giver reaktionerne i de rige lande et vink med en vognstang om, hvordan de globale magtforhold fungerer.

Hvis vi starter med at se på den danske regerings reaktioner, så er det slående, at den fra starten ikke tog katastrofen alvorligt.

De første dage var såvel udenrigs- som statsminister så godt som fraværende, og det virkede nærmest som om de nægtede at lade sig forstyrre i julefreden. Den første udmelding fra regeringen var da også, at man ville bevilge sølle 10 mill. kr. til katastrofens ofre.

I skarp kontrast til denne holdning blandt magthaverne, var det mindst lige så markant, hvordan befolkningen fra starten af viste en stor solidarisk offervilje gennem bidrag til nødhjælpsorganisationernes indsamlinger. Dette medvirkede så også til, at regeringen måtte lukke øjnene op, og tage katastrofen alvorligt. Det har bl.a. ført til, at det statslige bidrag til nødhjælpsarbejdet er hævet til 300 mill. kr.

Det er ikke kun i Danmark, at vi har set denne modsætning mellem magthavernes ”arrogance” og et aktivt folkeligt engagement. Udviklingen har været den samme i stort set alle vestlige lande.

En sand skandale var USA´s regering, som fra starten ville bevilge 15 mill. dollars til nødhjælpsarbejdet. Dette latterligt lave beløb provokerede i den udstrækning, at selv FN´s øverste bistands-ansvarlige, Jan Egeland, antydede, at ”USA er fedtede”. Efter beskyldningerne om at være fedtede satte USA så hjælpen op til 35 mill. dollars. Som et amerikansk fagforeningsmedlem kommenterede det: ”Det er næsten halvdelen af Steve Jobs (direktør i Apple koncernen) årsløn i 2003. Apple gir ham kun usle 75 mill. dollars. Men det er klart, når to milliarder dollars om ugen går til at ”befri” Irak, så der det småt med pengene.”. De 35 mill. dollars, som USA har bevilget i flodbølgens kølvand står i skarp kontrast til til 152 milliarder – den sum som er anvendt på imperiets knap så ædle formål i Irak.

De 300 mill. kr., som den danske regering har bevilget til nødhjælp og genopbygning, er i øvrigt præget af flere spørgsmålstegn.

Der er reelt ikke tale om en ekstra bevilling, men om penge fra den miljøkatastrofefond, som eksisterede i forvejen, og hvor pengene kunne gøre god gavn andre steder, afhængigt af den politiske vilje.

Desuden er der ingen garanti for, at pengene nogensinde kommer af sted. I virkelighedens verden er kun 1/3 røget af sted, og man kan med god ret frygte, at regeringens engagement fortoner sig i takt med, at mediernes bevågenhed hører op.

Erfaringer fra tidligere peger i den retning. F.eks. i forbindelse med jordskælvs-katastrofen i Iran, hvor kun 1/10 af de bevilgede penge kom af sted. Eller i Dafur, hvor der skulle flyves 70 fly om dagen med nødhjælp, men tallet faldt til 2 om dagen, da Dafur kom ud af mediernes søgelys.

Endeligt skal de 300 mill. sættes i forhold til Fogh-regeringens nedskæringer på u-landsbistanden, som til dato har betydet et tab for u-landene på 4,4 milliarder kr. Selv om vi tager de 300 mill. for gode varer, så skylder regeringen altså stadig 4,1 milliard.

Nu er det jo ikke så fantastisk overraskende, at magthaverne i de rige lande ikke går længere end højst nødvendigt i støtten til katastrofens ofre. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, hvordan befolkningerne over det meste af verden udviser en solidarisk støtte til ofrene for katastrofen.

I forlængelse af denne støtte er der grobund for udbredelse af international solidaritet, som på længere sigt kan bryde med den fattigdomsspiral, 3. verdenslande holdes i idag.

Ud over krav om kraftig forøgelse af u-lands bistanden og de fattige landes ret til at beskytte deres egen produktion, er det centrale krav i dag: Sletning af 3. verdenslandenes gæld.

Som organisationen, Jubilee South siger det: ”Nu mere end nogensinde, i denne nødens stund, må folkene i Syd vinde gehør for kravet om gældssletning. Långiverne i Nord og internationale långivere bør ikke holde folkene i Syd i et jerngreb af gæld, som kun medvirke til at forværre deres fattigdom. Hvis der findes nogen oprigtighed i medfølelsen fra regeringerne i Nord overfor befolkningerne i Syd, bør det komme til udtryk i konkret handling. Foruden nødhjælpsindsatser og genopbygning er vort umiddelbare behov: betingelsesløs gældssletning nu.!”

SAP's forretningsudvalg, 7.jan.2005