Italiens arbejdere viser vejen

Generalstrejke mod generalangreb på den offentlige sektor

Mens Fogh-regeringen herhjemme tilsyneladende kun har scoret popularitet på deres skattenedsættelser, nedlagde flere millioner italienske arbejdere tirsdag d. 30 november arbejdet i 4-8 timer i protest mod Berlusconi-regeringens skattenedsættelse. Alle de tre store fagforbund (samt en række mindre) havde erklæret generalstrejke – og vurderer tilslutningen til ca. 80%. Trods elendigt vejr var der samlet over 200.000 demonstranter på gaden i omkring 70 byer.

Forklaringen på denne forskel er ikke udelukkende, at den italienske fagbevægelse – ikke mindst i den offentlige sektor - er noget mere aktionsvillig end den danske.

Den store stygge ulv

Forklaringen er i høj grad også, at mens Fogh-regeringen i første omgang har præsenteret sin skattenedsættelse som en ren ”gave til befolkningen”, er Berlusconis skattenedsættelse meget direkte og åbent kædet sammen med endnu større nedskæringer i den offentlige sektor. Nedskæringer vil åbenlyst angribe grundlæggende velfærdsydelser: Der skal nedlægges 75.000 stillinger i løbet af de næste tre år – især inden for sundhedsområdet og uddannelsessektoren, mens f.eks. politiet går fri. Omvendt udgør skattelettelsen stort set en fast procentdel af bruttoindtægten (dvs. størst beløb til de største indtægter) og kun en euro om dagen for en almindelig lønmodtager. Derfor var det ikke kun de offentligt ansatte, men også mange privatansatte og studerende, der var på gaden.

Når Berlusconi i højere grad end Fogh gør sit angreb på velfærden så umiddelbart synligt, er det bl.a. fordi den italienske stats gæld og årlige budgetunderskud ligger betydeligt ud over, hvad EU’s stabilitetspagt accepterer. Berlusconi er således tvunget til at vise sine ulvetænder med det samme.

En ganske tilsvarende situation har vi set i Tyskland i sommeren og efteråret. Også hér har angrebene på den offentlige velfærd udløst betydelig udenomsparlamentarisk modstand.

Hvorfor har bedstemor så store tænder?

I Danmark gør Fogh sit yderste for at skjule tænderne under bedstemor-kysen indtil valget er overstået. Valget skal igen vindes på, at Fogh stort set er socialdemokrat, når det handler om velfærdsstaten.

Så selv om bl.a. de (borgerlige) økonomiske vismænd højlydt frustrerede efterlyser de regeringsplaner, der skal følge skattelettelserne op med en ”reformering” (læs: drastisk beskæring) af den offentligt finansierede velfærd, holder regeringen tæt. De allerede betydelige nedskæringer og strukturreformens kommende drastiske markedsgørelse kan ikke holdes under dynen meget længere.

De og vi skal nok få sandheden på bordet efter valget – f.eks. i finansloven for 2006 – hvis Fogh-regeringen bliver siddende. De dramatiske angreb på offentlig velfærd, der tager form af nedskæringer, afvikling, udlicitering og privatisering, er ikke nationalt afgrænsede krusninger på overfladen. Det er en nyliberalistisk bølge, der ruller over alle de lande, der har/har haft en betydelig offentlig servicesektor. Målene er enkle og i en kapitalistisk logik indlysende:

1) at gøre endnu flere samfundsområder til genstand for profit-jagt ved at privatisere dem,

2) at forøge profittens del af de producerede værdier – på bekostning af arbejderbefolkningens velfærdsydelser. I Europa er EU tiltænkt – og har allerede - en drivende rolle i denne udvikling.

Den frelsende jæger?

Både i Italien og Danmark kniber det med at få øje på, at oppositionen reelt står for et alternativ til velfærdsafviklingen – og ikke bare en temponedsættelse.

Det er vist overflødigt her at minde om, hvordan S-R-regeringen ivrigt gik i gang med at forberede og gennemføre omfattende privatiseringer – eller hvordan S, R og efterhånden også SF er mere EU-tilpassede end selv regeringen.

I Italien er centrum-venstre-koalitionen, der omfatter alt fra det Enhedsliste-lignende Rifondazione Comunista over socialdemokrater til kristelige midterpartier, i færd med at samle sig om den nys afgåede EU-kommissionsformand Romano Prodi som statsministerkandidat til valget i (senest) 2006.

Når man tager i betragtning, at Prodi som kommissionsformand netop har siddet og krævet privatiseringer og nedskæringer af de offentlige udgifter – bl.a. i Italien – er det ganske svært at opfatte ham som jægeren, der skal jage nedskærings-ulven på flugt... Man kan spørge om det er venstrefløjens rolle at være med til at trække i de nye kejserklæder?

Derimod kan den store opbakning bag den udenomsparlamentariske mobilisering vække håb. Netop en aktiv bevægelse, der formulerer sig politisk, kan rumme en dynamik, der vælter ikke bare Berlusconi, men også hans politik. De samme forhåbninger kan man knytte til den tyske bevægelse, der både omfatter fagforeninger og en betydelig mobilisering blandt arbejdsløse.

I Danmark har vi endnu til gode, at Den lille Rødhætte selv begynder at vise tænder. Men det bliver nødvendigt, også hér. Og kampen mod velfærdsafviklingen bliver så ikke en dansk specialitet, men en europæisk og for den sags skyld global kamp.

Vi skal med på banen som begyndere, mens tyskerne og italienerne allerede flere kapitler foran.

Vores første skridt må være at hive kysen af ulven Fogh til det kommende folketingsvalg.

SAP’s forretningsudvalg, fredag 10.december 2004.