Ikke mere skat

En større undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for ugebrevet, A4, viser, at ét af de afgørende spørgsmål for folks holdninger til de politiske partier er spørgsmålet om skat/velfærd og den offentlige sektor. Det er også på det spørgsmål, at forskellen på venstre og højrefløj er tydeligst markeret. Hvor det kun er Enhedslistens vælgere, der generelt betragter sig selv som betydeligt venstreorienterede, så betragter vælgerne fra alle partier udenom regeringen sig som mere eller mindre venstreorienterede, når det handler om skat/velfærd.

Det spørgsmål, der stilles op – og det spørgsmål, der gennemsyrer den offentlige debat – er, om ”vi” skal betale mere i skat, eller om ”vi” skal have mindre velfærd. Ét af flere vildledende og ideologisk prægede dogmer i den politiske debat.

Skat handler også om kamp mellem klasserne. Hvem skal nu betale? I denne uge fik vi endnu et eksempel på skattepolitik som klassepolitik, med de Radikales skatteudspil. De Radikales borgerlige politik springer ud i fuldt flor, med en massiv omfordeling fra folk på overførselsindkomst og lavtlønnede til de rigeste. Bag ved dette ligger den kapitalistiske logik, som udmøntes i argumentet om, at dem med de højeste indkomster også er dem, der skaber de højeste værdier i samfundet. Ikke dem, der bygger husene, laver møblerne, maden og tøjet. Men dem, der opnår maksimal forrentning af kapitalen.

I kapitalismen handler det ikke om brugsværdi. Beskæftigelse handler ikke om at opfylde behov, men om at skabe profit. Hvis profitten kan blive højere ved en lavere produktion, så bliver folk fyret. Derfor handler borgerlig skattepolitik om at beskytte profitjagten. Hvis man, som de Radikale, affinder sig med kapitalens logik, så bliver et tilsyneladende socialt image underordnet. Ikke mindst når det handler om skattepolitik.

Et andet ideologisk fejltrin i skattepolitikken, er blot at tage udgangspunkt i ”forbedringer for de fattigste”. Det er et fejltrin, som findes langt inde i venstrefløjens rækker.

Udgangspunktet er filosofien om ”2/3 samfundet”, hvor det angiveligt for venstrefløjen skulle handle om at forsvare den fattigste tredjedel af befolkningen. Ført ud i livet – bl.a. når det handler om skat – betyder dette udgangspunkt, at man fremmer en splittelse i arbejderbefolkningen, hvor rigtig mange falder udenfor den fattigste tredjedel.

Der er tale om en forfejlet tiltro til, at slaget om økonomisk omfordeling kan vindes ved at opnå et parlamentarisk flertal for at støtte de svageste. Men man ser helt bort fra, at de virkelige slag kun kan vindes gennem en stærk alliance mellem arbejdende og arbejdsløse, mellem lavtlønnede og relativt højt lønnede. Uden denne alliance vil arbejdsgivere og direktører så let som ingenting kunne modgå nok så sympatiske tiltag til at give til de fattigste.

En skattepolitik må nødvendigvis tage udgangspunkt i, at det ikke er arbejderbefolkningen, der skal finansiere bedre velfærd. Uanset om vi er kontanthjælpsmodtagere eller relativt højt lønnet smede, så må vi sige: Ikke mere skat.

Som Enhedslisten gang på gang har dokumenteret er der vide muligheder for øget beskatning af formuer, kapitalgevinster, direktørlønninger, de multinationale osv. Det vil kunne finansiere kraftigt øget velfærd, som jo især kommer de fattigste til gode.

Det må nødvendigvis kombineres med restriktioner overfor kapitalens fri bevægelighed, så øget beskatning ikke bare fører til, at kapitalen flytter andre steder hen. Det handler om strafafgift på fyringer/flytning af arbejdspladser. Om internationalt samarbejde om f.eks. formue- og kapitalbeskatning, som f.eks. Tobin-skat. Og om nationalisering af virksomheder, hvis de afvikler samfundsvigtig produktion.

SAP´s forretningsudvalg den 26. november 2004