Feminisme, uddannelseskamp og kampen mod Fogh

Uddannelserne rammes af nedskæringer, og på mange områder skrider de elementer af ligestilling og frigørelse, som kvinder opnåede fra slutningen af 60’erne og et par årtier frem. Her er to af de områder, hvor hundredetusinder af mennesker oplever, at det ikke bare bliver bedre og bedre år for år, som tilhængere af kapitalismen ellers ofte hævder.

For SAP er det ikke nok at konstatere, at det går den gale vej. Vi arbejder ud fra et overordnet perspektiv om, at de samfundsklasser og grupper, der rammes af forringelser, undertrykkelse og udbytning, må organisere sig og sammen kæmpe for bedre forhold. Faktisk er vi overbeviste om, at før eller siden vil reaktionen komme.

Aktuelt kan vi se, at skoleelever, gymnasieelever og mange andre reagerer med protester og aktioner. Til gengæld er der endnu ikke tegn på nogen genoplivning af en egentlig kvindebevægelse, selv om der kan spores en fornyet feministisk interesse blandt mange unge kvinder.

I det ene tilfælde er opgaven at være med til at udvikle og styrke en eksisterende bevægelse; i det andet at holde fast i kritikken og opmuntre til organisering og modstand. Men hvis vi som organiserede socialister skal kunne det, er det en forudsætning, at vi forstår, hvad der sker og hvorfor. Bl.a. derfor var kampen om uddannelserne og kampen for kvindernes frigørelse to hovedemner på Socialistisk Arbejderpartis kongres, som blev afholdt sidste weekend. I et halvt års tid havde to grupper arbejdet med oplæg til to omfattende dokumenter, som op til kongressen blev diskuteret af alle medlemmer for til sidst at blive grundigt behandlet på selve kongressen med afstemninger og vedtagelse.

Den kvindepolitiske vedtagelse analyserer både kvindeundertrykkelsen historisk og de seneste årtiers udvikling. Den beskriver den konkrete undertrykkelse og ideologierne bag. Og som en rød tråd går sammenhængen mellem kvindeundertrykkelsen og klassesamfundet. Mange af de begrænsninger og uligheder, som rammer kvinder, kan direkte forklares enten med de herskendes behov for at bevare magten eller med kapitalens evige behov for mere profit. Men kongressen slog også fast, at kvindeundertrykkelsen ikke forsvinder automatisk, fordi vi får socialisme. Det vil kræve fortsat organisering og politisk kamp.

Også teksten om uddannelsespolitik knytter forbindelsen mellem nedskæringer og den kapitalistiske økonomis aktuelle behov, men den forklarer også uddannelsernes disciplinerende rolle, og den beskriver, hvordan uddannelsernes indhold hele tiden ændres for at passe til kapitalens – ofte modsætningsfyldte – behov for arbejdskraft.

Denne forståelse er nødvendig, men selvfølgelig ikke tilstrækkelig. Der skal gøres noget ved det. Og de to dokumenter indeholder derfor også programmer for, hvad der skal til; både hvilke konkrete krav vi stiller, og hvilke organiseringer og bevægelser der kan bære kravene igennem. Her er igen et fællestræk ved de to områder: Hverken de uddannelsessøgende eller kvinderne kan vinde kampen uden at indgå alliancer med andre, som kæmper mod aktuelle udslag af kapitalisme, først og fremmest arbejderklassen og dens organisationer.

Selv om den organiserede arbejderbevægelse ikke markerer sig særlig tydeligt i disse år, så er der positive tegn. Ganske vist er arbejdsgiverne, kapitalen og de prokapitalistiske regeringer på verdensplan og i Danmark stadig i offensiven med krige, mere udbytning af de fattige lande i Den Tredje Verden og overførsel af stadig flere områder fra en vis samfundskontrol i det offentlige til privat profitvirksomhed. Men de møder også modstand, f.eks. i form af store mobiliseringer i flere latinamerikanske lande og strejker og demonstrationer i et par centrale europæiske lande. Det betyder, at de ikke kan gennemføre den totale nyliberalistiske politik. Heller ikke Fogh kan indføre den minimalstat, han engang skrev en bog om, af frygt for at provokere protester og vælgerflugt.

Én ting er at konstatere undertrykkelsen og muligheden for modstand, noget andet er at udpege, hvad vi rent faktisk kan gøre i den nærmeste fremtid. Her blev vi på kongressen enige om, at vigtigste opgaver og de bedste muligheder ligger på disse områder:

A) At fastholde kritikken af krigspolitikken

B) At bidrage til at udvikle bevægelsen blandt uddannelsessøgende

C) At tage del i den sandsynlige overenskomstkamp på det offentlige område næste år, hvor politisk vigtige spørgsmål som hele det usolidariske Ny Løn-system og konsekvenserne af strukturreformen er på spil. Det betyder, at overenskomstkonflikten hurtigt bliver en kamp mod regeringen og mod den nyliberalistiske tankegang.

D) At udvikle en internationalistisk modstand mod EU og ikke mindst mod den nyliberale forfatning og opsøge mulighederne for fælleseuropæiske mobiliseringer

E) At udnytte den mulighed for at vælte regeringen og styrke Enhedslisten, som det kommende folketingsvalg giver.

F) Og ikke mindst at fortsætte opbygningen af SUF og Enhedslisten. Det betyder bl.a., at vi vil være med til at sikre, at de to organisationer kaster sig ind med organiseret styrke i de førstnævnte opgaver.

De to nævnte udtalelser vil være at finde på SAP's hjemmeside inden for kort tid.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 19. november 2004.