Ubehersket EU-begejstring bag Holgers nye Nationale Kompromis

Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og de Radikale har én eneste interesse i at inddrage Socialistisk Folkeparti i en aftale om den ny EU-forfatning, nemlig ønsket om at sikre et flertal, når de danske vælgere skal stemme ja eller nej til traktaten.

Når den politiske aftale, som de fem partier har indgået, proklamerer en «ny og aktiv dansk europapolitik«, er det nøjagtig lige så forvrøvlet som i 1992, da SF indgik det såkaldte nationale kompromis, efter at et flertal havde stemt nej til Maastricht-traktaten. Også dengang havde regeringen brug for at få SF’s vælgere til at anbefale et ja i omafstemningen, som Maastricht-tilhængerne vandt året efter. Udviklingen siden har med al tydelighed vist, at der ikke var tale om en helt ny EU-politik, som SF dengang hævdede, men derimod endnu et skridt mod yderligere magt til EU-systemet.

SF’s underskrift på den ny aftale er den foreløbige kulmination på en proces, hvor SF har bevæget sig fra EU-modstand, over EU-skepsis, til decideret EU-begejstring. Vi er nu nået dertil, hvor SF skriver under på, at den kolde krigs delte Europa er afløst af »et demokratisk fællesskab mellem Europas stater og folk«, og at »et demokratisk, samarbejdende og stærkt EU er i Danmarks interesse«. EU er nu »ikke et ideologisk projekt, men en fælles ramme for politisk indsats«. Det er helt tydeligt ikke af nød, men af ren og skrær begejstring, at SF definitivt har opgivet enhver ide om et brud med EU – lige som SF for længst har opgivet enhver forestilling om et brud med det kapitalistiske system.

Heldigvis støder højredrejningen i SF på modstand også i partiets egne rækker. Selv om der næppe er mange medlemmer i SF, der vil betegne sig som EU-modstandere, så er det langt fra alle, der er parate til at stemme ja til traktaten. Blandt andet det faglige landsudvalg, SFU, tidl. MEP Pernille Frahm og folketingsmedlem Morten Homann har allerede meldt ud, at de anbefaler et nej. De vigtigste grunde er:

• at EU-forfatningen grundlovssikrer en liberalistisk økonomisk politik, som den er formuleret i den Økonomisk-Monetære Union, og som den er kommet konkret til udtryk i en uendelig række af liberaliserings-direktiver med det hovedsigte at skabe de bedste betingelser for EU-selskabernes forretninger på et frit europæisk marked, hvor nationale interesser, offentlige monopoler, »konkurrenceforvridende« miljøkrav osv. skal fjernes.

• at EU-forfatningen indebærer øget militarisering, bl.a. med oprettelse af et europæisk militæragentur, med »gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik«, og at »medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet«.

• at EU-forfatningen overfører mere magt til EU-systemet, ved at en lang række områder, som i dag er omfattet af enstemmighed, overgår til flertalsafgørelser.

• at EU-forfatningen betyder mere centralisering af magten, når præsidenten (»formand« i den danske oversættelse) for Ministerrådet sidder i 2 1/2 år, i stedet for den nuværende rotation hvert halve år, og med en stærkere koordinering af de 25 landes udenrigspolitik, anført af en ny EU-udenrigsminister.

Alt dette ændres der nemlig ikke en tøddel ved i den politiske aftale. Det er stadig den samme forfatning, der skal stemmes om. Aftalen handler kun om, på hvilke nye områder den danske regering skal støtte, at EU går fra beslutninger i enstemmighed til flertalsafgørelser. På dette punkt kan vi nu deponere fremtidige beslutninger hos en SF-ledelse, der ønsker et stærkt EU, som kan blive et alternativ til USA, og som herhjemme sigter mod at komme i regering med Socialdemokraterne og de Radikale.

Et nej til EU-forfatningen – i Danmark og i andre EU-lande – vil være en bremse på opbygningen af en militaristisk og liberalistisk europæisk supermagt. Det vil blive meget vanskeligere at opnå dette nej-flertal, hvis SF’s medlemmer beslutter, at deres parti skal anbefale et ja. Det skal de stemme om fra slutningen af november til medio december.

Selv om de færreste SF’ere er enige i Enhedslistens konsekvente EU-modstand, så har Enhedslisten og andre socialistiske EU-modstandere en mulighed for at overbevise medlemmer af SF om, at deres partiledelse er på gal kurs. Ud fra sociale, demokratiske, anti-militaristiske og ikke mindst internationalistiske argumenter kan og skal vi kritisere EU-forfatningen.

Den næste måneds debat om EU-forfatningen bliver meget vigtig. Ikke kun for udfaldet af den kommende folkeafstemning, men også for SF. Hvis det ender med et nej i SF, står vi med et langt bedre udgangspunkt for et nej-kampagne. For Holger K. Nielsen vil det derimod være et sviende nederlag, som næppe kan undgå at føre til et internt opgør i partiet. Ender det derimod med et ja i SF, vil det føre til dyb frustration hos mange SF-medlemmer og -vælgere. Mange vil komme i tvivl, om de har valgt det rigtige parti og søge efter et alternativ. Også af den grund er det vigtigt, at Enhedslisten markerer sig stærkt som partiet for de antikapitalistiske EU-modstandere.

SAP’s forretningsudvalg, 5. november 2004