Kerry, alternativ eller klon

Hvis man skal tro mediernes dækning af den amerikanske præsidentvalgkamp, er der ingen tvivl- Demokraterne og Kerry vil forny amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik.

Der ér ingen tvivl om, at Kerry vil forny amerikansk politik, i samme omfang som det er lykkedes Blair at forny britisk politik. Det vil sige at løfte arven efter den konservative forgænger og fortsætte neoliberal politik og imperialistiske okkupationer.

Det er forståeligt, at antikrigsbevægelsen, miljøforkæmpere mfl. ser et nederlag til Bush som en sejr for dem selv, og et nederlag for blandingen af neokonservatisme og kristen fundamentalisme. Ikke desto mindre er det alarmerende, at store dele af krigsmodstanderne, anti-globaliseringsaktivisterne og miljøforkæmperne tilslutter sig koret, der hylder Kerry som en ”frelser”, og oveni købet med aktive socialister som supportere. Blandt dem Michael Moore, Naomi Klein, Chomski og Tariq Ali. På den måde lægger bevægelserne fladt på ryggen overfor Kerry og kommer til at stå handlings-lammede efter et eventuelt præsidentskifte. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen.

Sagen er, at når den politiske hverdag indtræder, vil Kerry fortsætte, hvor Bush slap! Kerry har stemt for krigen i Afghanistan og Irak. Hans kritik af Bush er i al væsentlighed, at han kunne gøre det bedre. F.eks. ved at sende flere tropper. Han støtter ligesom Bush bestræbelserne på at vælte den lovligt valgte Chavez regering i Venezuela. Ligeledes har han støttet The National Patriotic ACT, som indskrænker de demokratiske rettigheder under dække af kampen mod terrorisme. Han er varm tilhænger af den nordamerikanske handelsaftale, der truer med at udradere overenskomster for arbejderne på begge sider af Rio Grande. Indenrigspolitisk er forskellen ubetydelig og republikanerne sørger for øjeblikket for at præsentere sig som socialt parti. På den måde udnytter de det gabende hul i Demokraternes valgprogram.

Når det kommer til konkrete løfter er de latterligt utilstrækkelige. Kerry har foreslået, at den lovpligtede mindsteløn hæves fra 5,15 $ i timen til 7 $ i 2007. Det er mindre end flere stater har fastsat som mindsteløn i dag. Der er altså ikke nogen hjælp til alle de familier, der i dag ikke kan klare dagen og vejen, selv med fuldtidsarbejde, og dermed ofte ikke har råd til sygeforsikring og en ordentlig bolig. Kerry er ligesom Bush modstander af homoseksuelle ægteskaber, og han har givet tilsagn om at forringe abortrettighederne. Forventningerne til at Kerry vil indfri sine valgløfter om national sygeforsikring, der giver alle adgang til læge og sygehusbehandling, er meget små. I den forløbne periode har han ikke løftet en finger for sagen, og det vil han heller ikke efter valget.

At Bush og Kerry – republikanere og demokrater - stort set er to alen ud af et stykke er egentligt ikke så underligt. Der er jo tale om to partier og to præsidentkandidater, som er finansieret af de samme firmaer og kapitalinteresser. Derfor har det andet USA brug for en tredje kraft. Der er ingen grund til at stemme på en Bush-klon.

Det er bedre at stemme på en krigsmodstander og globaliseringsaktivist. Ved sidste valg stillede Ralf Nader op for det grønne parti og fik 10 millioner stemmer. Senest stillede Peter Camejo op i det californiske guvernørvalg, og fik også mange stemmer. Nader og Camejo er begge kendte antiglobaliserings- og forbrugeraktivister og krigsmodstandere.

Til dette valg stiller Nader og Camejo op på en uafhængig liste, fordi de grønne har valgt en anden kandidat og har samtidigt afstået fra at stille op i stater, hvor det kunne genere Kerrys valgresultat. I modsætning hertil arbejder Nader/Camejo på at blive opstillet i alle stater uden hensyn til Kerrys valgkamp.

Valget vil være et stort tilbageskridt for venstrefløjen pga. Det Grønne Partis svigt og de mange afhoppere til støtte for Kerry blandt aktivister i freds og miljøbevægelsen. En mulighed for at bringe aktivister fra fagbevægelsen, andre bevægelser og venstrefløjen sammen i en fælles kampagne er dermed faldet på gulvet.

Valgsamarbejde i andre lande, som UK, Skotland, Australien og Danmark viser, at samarbejde på en bred men klar platform med udgangspunkt i bevægelsernes nuværende niveau har givet venstre-fløjen et talerør og en adgang til nye generationer af aktivister. I USA ligger muligheden i Nader/Camejo kampagnen til trods for dens mangler og organisatoriske svaghed. Det er venstrefløjens opgave at sætte fokus på alt andet end Bush og Kerry og bringe bevægelsernes og de alternative valgkampagners erfaringer ud til en bredere offentlighed. Se mere på f.eks. Nader for president Campagne.

SAP´s forretningsudvalg den 17. september 2004