For et frit, demokratisk og multietnisk Sudan

1 million mennesker er jaget på flugt og op mod 50.000 mennesker er blevet dræbt, siden konflikten i provinsen Darfur i det vestlige Sudan brød ud sidste år. Kampene i Sudan begyndte i februar 2003 da de to oprørsgrupper Sudan Liberation Movement/Army (SLA) og Justice and Equality Movement (JEM) reagerede i protest mod den arabiske Janjaweed-bevægelses angreb på den sorte befolkning og mod, at Sudans centralregering i Khartoum har ladet Darfur-provinsen sejle sin egen sø.

En del af de mange mennesker der er jaget på flugt fra deres nedbrændte landsbyer af Janjaweed er kommet over grænset til nabolandet Tchad, hvor FN har oprettet lejre. De fleste lever nu en ussel tilværelse som interne flygtninge omkring Darfurs større byer, hvor der er akut mangel på både mad, vand og medicin. Ifølge nødhjælpsarbejdere risikerer mange tusinder at sulte ihjel i lejrene.

FN beskriver konflikten som verdens værste humanitære katastrofe. Først i den senere tid er den trængt ind de vestlige medier. Først henover sommeren, da grusomhederne havde stået på i over et år, begyndte verdens stærke magter at vise interesse for uhyrlighederne i Darfur, og USA ser ud til at have fået øje på konflikten. Nu diskuterer FN, om Janjaweed’s overgreb kan karakteriseres som ’folkemord’. Hvis det er tilfældet, er det internationale samfund ifølge folkemordskonventionen fra 1948 forpligtet til at gribe ind med magt. Indtil nu har de vestlige regeringer i FN’s sikkerhedsråd valgt ikke bruge det forpligtende ord folkemord.

En række velansete amerikanske NGO’er, såsom Africa Action og Human Rights Watch kræver en international intervention for at stoppe, hvad de opfatter som ’etnisk udrensning’ i Darfur: ”Medmindre der kommer en øjeblikkelig militær intervention for at stoppe myrderierne og muliggøre en massiv humanitær operation kan omkostningerne i menneskeliv i Darfur overstige de rædselsvækkende tabstal, vi kender fra Rwanda,” siger f.eks. Salih Booke, Africa Action.

Hidtil har vestens strategi overfor Sudan udelukkende været diplomatiets vej. Det har fået Sudans regering til at love at afvæbne Janjaweed, og ved udgangen af august skulle regiment have stoppet militsens hærgen. Der er dog intet, der tyder på, at Khartoum-regimets løfter bliver fulgt op af den nødvendige handling, der skal til for at stoppe overgrebene i Darfur.

Det ser da ud som om at konflikten i Sudan ganske pludseligt har fået opmærksomhed af Bush’s regering i USA. Fra Washington tales der om at indføre sanktioner mod Sudan for at stoppe overgrebene. Det er svært at se, hvordan man skulle kunne målrette den slags sanktioner mod de ansvarlig og friholde uskyldige sudanesere. Et slemt eksempel på, hvor galt sanktionspolitik kan ende, var FN-embargoen imod Irak, der ifølge FN’s egne tal har forårsaget 90.000 dødsofre – 50.000 af dem børn – hvert eneste år, embargoen varede imellem de to golfkrige.

Men hvorfra kommer USA’s pludselige, og åbenlyst hykleriske, interesse for Darfur-konflikten? Et argument kan være, at Bush har brug for at fjerne opmærksomhed fra problemerne i Irak, samtidig med at han vil vinde stemmer fra USA’s sorte befolkning ved at bekymre sig om Sudans sorte befolkning. Et andet argument er USA’s interesse i at få kontrol over regionens olieressourcer. Regionen producerer omkring 345 tønder olie pr. dag, og det anslås at det kan vokse til tæt på det dobbelte.

Intet tyder på at USA og Vesten har nogen reel interesse i et fredeligt og demokratisk Sudan – de kan derimod være interesserede i at destabilisere området for at kunne indsætte en marionetregering, som vi kender det fra Irak. At bede USA eller andre vestlige magter om militært at løse problemet i Darfur, svarer derfor til at tisse i bukserne for at få varmen. På kort sigt vil en vestlig militær intervention måske begrænse overgrebene mod den sorte befolkning, men på lidt længere sigt vil en vestlig militær invasion kunne føre til nye og endnu større katastrofer. Igen kan man gå til Irak for at se, hvor galt det kan gå. Vestlige soldater er med rette forhadte i den arabisktalende verden og kan alene af den grund ikke løse nogen problemer i Sudan.

En afvisning af en USA/NATO/EU indgriben er på ingen måde et forsvar for det fundamentalistiske regime i Sudan eller for Janjaweed-militsens hærgen. Overgrebene på den sorte civilbefolkning må stoppes her og nu – om nødvendigt med magt. Vi står derfor med et reelt dilemma, nemlig at det er svært at pege på en væbnet magt, som vil kunne bremse myrderierne uden at skabe andre og nye problemer. Den bedste mulighed lige nu må være at lade andre afrikanske tropper via Den Afrikanske Union sende fredsskabende styrker til Darfur, også selv om Sudans regime modsætter sig dette. De rige lande i Europa og Nordamerika må bidrage økonomisk, både til de afrikanske landes udgifter i forbindelse med interventionen, og til humanitær hjælp.

En langsigtet løsning vil kun kunne skabes, hvis der både i den arabiske og den afrikanske del af Sudans befolkning opbygges folkelige og demokratiske bevægelser, som både kæmper for demokratiske rettigheder, imod undertrykkelsen af det sudanske samfund, racer, kulturer og klasser, og imod Vestens griske interesser i regionen.

SAP's forretningsudvalg, 10. september 2004