Arbejdsgiverne gemt i Den Radikale Håndtaske

Da det i sidste uge viste sig, at A.P. Møller vil komme til at hente uventede ekstragevinster i milliardklassen på Nordsøolien, fordi oliepriserne stiger, kom der to politiske signaler fra den politiske verden:

1) Enhedslisten opfordrede til, at enhver mulighed for at øge beskatningen af A.P.Møller bliver udnyttet, herunder en nyforhandling af den meget A.P.Møller-venlige Nordsøaftale fra sidste år.

2) De Radikale erklærede lynhurtigt, at det kunne ikke lade sig gøre, og at A.P. Møller skal have sine ekstrafortjenester i fred.

Denne episode giver et ganske godt billede af, hvis side De Radikale står på, når det gælder. Til gengæld svarer den ikke til det billede af De Radikale, som partiet med stort held har tegnet af sig selv. Partiet er de seneste år gået kraftigt frem på en forestilling om et parti, der forsvarer kulturelt frisind, menneskelige værdier, retssikkerhed og global retfærdighed. Ikke mindst blandt unge, som leder efter et politisk ståsted, har de Radikale haft en succes. En stribe forholdsvis unge folketingsmedlemmer har lagt ansigter til dette image, suppleret af Marianne Jelved, der jævnligt giver den som den personificerede anstændighed og sunde fornuft, når hun svinger med håndtasken og f.eks. går i rette med regeringen for at bryde internationale konventioner og kræver den diskriminerende 24 års regel væk.

Men et nærmere eftersyn af indholdet i håndtasken viser, at vi har at gøre med et asocialt, fagforeningsfjendtligt, EU-begejstret og arbejdsgivervenligt foretagende, hvis frisind og retspolitiske fane er lettere blakket. Det asociale og arbejdsgivervenlige udspringer af partiets ideologiske fundament, der ikke adskiller sig afgørende fra det oprindelige moderparti Venstre. Det frie marked og de økonomiske incitamenter til at tjene flere penge er drivkraften i De Radikales samfund. Det fremgår også tydeligt af partiets skattepolitik, som er forblændet af tanken om at sætte skatten ned på arbejdsindkomster, med de største skattesænkninger til de højtlønnede og til mindre fordel for de lavestlønnede. De store tabere i den radikale omfordeling er dem, som slet ikke har en arbejdsindkomst: arbejdsløse, efterlønsmodtagere, pensionister og uddannelsessøgende.

Nøjagtig som de nuværende regeringspartier mener De Radikale, at arbejdsløsheden fjernes ved at gøre det mest muligt uudholdeligt at være arbejdsløs. Både i opposition og som regeringsparti var de Radikale i 1990’erne medansvarlige for udhulning af dagpengenes værdi, nedsættelse af dagpengeperioden og andre indskrænkninger af arbejdsløses rettigheder. Også de, der er på efterløn eller ser frem til det, skal tvinges ud i arbejde, mener De Radikale, som på dette punkt har overhalet regeringen højre om. I maj 2003 besluttede partiets hovedbestyrelse at arbejde for, at efterlønnen afskaffes inden for en kort årrække. I så fald vil yderligere ca. 180.000 mennesker kunne stille sig op i arbejdsløshedskøen eller søge førtidspension.

På andre punkter er der dog god samklang med VK-regeringen. Bl.a. står de Radikale bag forliget om at sætte et loft over kontanthjælpen. Det betyder, at nogle af de fattigste familier i Danmark bliver op til 1.000 kroner fattigere – hver måned. Og det bliver der ikke lavet om på, hvis de Radikale kommer med i en ny regering, forsikrede Marianne Jelved under Folketingets afslutningsdebat i juni

Et af Jelveds vigtigste kritikpunkter mod regeringen er, at den frådser med de offentlige penge: at den er økonomisk uansvarlig og ikke finansierer sine udgifter. Men hun afviser selv at hente pengene der, hvor der virkelig er noget at hente: ved at skærpe Nordsøbeskatningen og overdrage en større del af de samfundsskabte værdier i Nordsøen til fællesskabet. Partiet har også gang på gang stemt imod at fjerne fradragene for private pensionsopsparinger, øge beskatningen af de multinationale selskaber eller genindføre formuebeskatningen, som de da også selv var med til at afskaffe.

Men hvad så med deres forsvar for retssikkerhed, internationale konventioner og frisind og deres modstand mod diskrimination? I praksis optræder De Radikale gang på gang som højrefløjens medløbere – i nogle tilfælde oven i købet frontløbere. Det var et radikalt folketingsmedlem, der ”opfandt” starthjælpen under betegnelsen ”integrationsydelse”, og De Radikale stemte for alle SR-regeringens stramninger over for indvandrere og flygtninge. Partiet havde ingen skrupler med retssikkerheden, da en radikale undervisningsminister introducerede Tvindloven, og partiet forsvarede med hud og hår de indskrænkninger i demokratiet, som fulgte med den europæiske arrestordre og regeringens terrorpakke. Med en ren Bush-argumentation om, at kampen mod terror er vigtigst, affejede Elisabeth Arnold enhver demokratisk eller retspolitisk indvending. For de Radikale stopper forsvaret for retssikkerheden, når det er EU, der bestemmer den danske lovgivning. Til de radikale mærkesager hører nemlig også rollen som folketingets mest EU-begejstrede parti.

Der skal nok passe, at der findes en gruppe unge vælgere, der tiltrækkes af Fogh-liberalismen med et lidt mere menneskeligt og snusfornuftigt ansigt. Men mange stemmer højst sandsynligt kun på De Radikale, fordi partiet ikke skilter med deres asociale skattepolitik og deres faktiske politik i forhold til retssikkerhed, demokrati og menneskerettigheder. Denne gruppe unge mennesker kan og skal venstrefløjen vinde for en virkelig solidarisk politik.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 3. september 2004