Bag rokadens facade

Anders Fogh Rasmussens rokade er et forsøg på at pynte på regeringens facade. De nye ministre Connie Hedegaard og Eva Kjer Hansen skal give hulemandsliberalismen et menneskeligt ansigt. Og sammen med Kristian Jensen skal de signalere foryngelse og handlekraft. At nye ministre ikke kommer til at betyde en ny politik, skal nok blive hurtigt afsløret for dem, der måtte have andre forventninger.

Vi har ikke den nødvendige indsigt i de borgerlige ministres hjernevindinger til at vide, hvad der foregår i kulturminister Brian Mikkelsens hoved. Måske er han irriteret over at få en ny konkurrent til sit partis kronprinsetitel i Connie Hedegaard. Måske tager han facadepudsning alvorligt og frygter, at ministerrokaden vil betyde en opblødning af VK-regeringens politik.
Hvad motiverne end var, valgte han samme uge til at træde frem og tegne et væsentligt mere ærligt billede af regeringens målsætning: benhård og asocial klassepolitik.

I et af de mange sommerinterviews fremlagde Brian Mikkelsen en række standpunkter, som ikke alene savnede bæredygtige argumenter hver for sig, men som også var indbyrdes modsigende. Først forklarede han, at det store problem i Danmark og årsagen til arbejdsløsheden er, at det ikke kan betale sig at arbejde. Så foreslog han, at mindstelønnen på arbejdsmarkedet bliver drastisk sænket. Så sagde han, at de offentlige udgifter ikke skulle skæres drastisk ned, men ”trimmes”. Endelig foreslog han, at al pension blev omlagt til individuel opsparing.

Umiddelbart hænger det selvfølgelig ikke sammen. Hvis det skulle lykkes Brian Mikkelsen at sænke mindstelønnen til 60 kr., så ville arbejdsløse for alvor gå ned i indtægt, hvis de fik arbejde, med mindre altså han også vil sænke understøttelsen dramatisk, hvad han benægtede. Og hvis større grupper i samfundet skal tjene væsentligt mindre end den nuværende mindsteløn, så vil de få usædvanligt svært ved også at spare op til pensionen.

Alligevel er Brian Mikkelsens politik ikke uden sammenhæng. Han vil meget gerne sænke mindstelønnen. Han vil lige så gerne sænke dagpenge og bistandshjælp. Han vil virkelig gerne afskaffe folkepensionen og overlade det til den enkeltes opsparing. Og han ser hellere end gerne den offentlige service minimeret.
Brian Mikkelsen står nemlig for en traditionel, næsten ubesmykket overklassepolitik. Hovedformålet er at sænke arbejdsgivernes lønomkostninger og dermed hæve profitterne. Det er i bund og grund opgaven for borgerlig klassepolitik.
Lavere mindsteløn vil øge profitterne, ikke kun på grund af de færre lønudgifter til de lavestlønnede, men fordi lønsænkningen vil smitte af hele vejen op gennem systemet. Lavere dagpenge og bistandshjælp vil øge profitterne, fordi det presse de arbejdsløse til at tage arbejde til en hvilken som helst pris og under hvilke som helst betingelser. Afskaffelse af folkepensionen og en nedskåret offentligt sektor vil øge profitterne, fordi det vil sænke skatterne, både skatterne på erhvervslivet direkte og skatterne på lønmodtagerne, som så vil – håber Brian – kræve mindre løn.

Det er Brian Mikkelsens politiske målsætning; det er Anders Fogh Rasmussens politiske målsætning; og det er hele regeringens politiske målsætning. Når Brian Mikkelsen roder sig ud i det notoriske usammenhængende vås, og når Fogh føler trang til at give klassepolitikken en pænere facade, skyldes det, at det med det aktuelle styrkeforhold mellem klasserne er umuligt at skaffe flertal for rendyrket kapitalistisk klassepolitik.
Det kan jo være en vis trøst i sorte tider, men vi må ikke nøjes med at lade os trøste. Alene at fastholde dette styrkeforhold kræver nemlig fortsat politisk kamp og klassekamp. Og det er oven i købet en alt for begrænset en ambition. Vi vil mere. Og det kræver kamp.
 

SAP's forretningsudvalg, den 6. august 2004