Antikapitalistisk EU-modstand SAP topside

Valget til EU-parlamentet gav en række fingerpeg om den politiske situation i almindelighed og de europæiske befolkningers forhold til EU-spørgsmålet i særdeleshed.

Først og fremmest må vi konstatere, at EU-parlamentet stadig har en meget lille legitimitet, afspejlet ved meget lave stemmeprocenter. I Danmark stemte under halvdelen, og i de nye medlemslande var hovedreglen endnu lavere stemmetal – helt ned til under 1/5. EU-tilhængerne kan altså ikke bryste sig af at have vundet ”slaget om den europæiske union”.
Et andet kendetegn på europæisk plan var, at næsten alle de siddende regeringer løb ind i nederlag. Det kan dels tilskrives en folkelig modstand mod indenrigspolitikken, og dels modstanden mod ”magthavernes Europa”.

I Danmark var resultaterne af de 47 % afgivne stemmer ikke entydige. Det mest markante må siges at være den store fremgang for Socialdemokraterne og tilsvarende tilbagegang for Anders Foghs parti, Venstre. Det er i vid udstrækning et resultat med rødder i den indenrigspolitiske situation, hvor Fogh-regeringen fik en næsestyver.
Den anden store taber var ”modstanderbevægelserne”, Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Begge gik stemmemæssigt tilbage, og mistede tilsammen 2 pladser i parlamentet (begge fra Junibevægelsen).

For modstanden mod EU, og for Enhedslisten, stiller valgkampen og resultatet en række spørgsmål, som kræver politisk afklaring. Nederlaget for de to modstanderbevægelser understreger de politiske problemer i bevægelserne.
For Junibevægelsens vedkommende bliver det stadig mere klart, at der reelt ikke er tale om en bevægelse, som vender sig imod kernen i EU-projektet. Derimod er der tale om en bevægelse, som tror på reformering af EU. Demokratisering og modstand mod militarisering er nogle af nøgleordene. På den måde er det mere end almindeligt svært at se forskel på Junibevægelsen og de synspunkter, SF står for.
For Folkebevægelsen mod EU er det største problem, at bevægelsen er bundet op på princippet om ”klasseløshed”. Dvs. at ville dække hele det politiske spektrum af såvel borgerlige som socialistiske EU-modstandere. Derfor kan og vil Folkebevægelsen ikke gå til kernen i kritikken af EU, som kapitalisternes Europa.
Folkebevægelsens perspektiv om udmeldelse af EU bliver fulgt op af illusioner om, at et nordisk samarbejde kombineret med associering (à la Norge) til EU skal være løsningen. Som om A.P. Møller og Volvos Gyllenhammar skulle være bedre end Berlusconi og Krupp.

I Enhedslisten har EU-modstanden været genstand for debat, og denne debat må efter EU-valget have fået ny næring. Det er oplagt, at EU-modstanden kun i meget begrænset omfang fik et klart socialt udtryk, baseret på klasseholdninger, i valgkampen. Derved er det også klart, at mange EU-skeptiske og EU-modstandere ikke tiltrækkes af bevægelserne. Men i stedet går til SF og Socialdemokraterne – eller bliver hjemme. Pointen understreges indirekte af, at én af de få kandidater på Folkebevægelsens liste, Søren Søndergaard, som stod for en klar socialistisk profil, fik bemærkelsesværdigt mange stemmer (18.500).

Derfor er det vigtigt, at valget nu bliver fulgt op af en fordomsfri debat i Enhedslisten om partiets placering i EU-modstanden. En debat, som selvfølgelig må hænge sammen med en debat i og med Folkebevægelsen om fremtidens EU-modstand.
Hvis EU-modstanden skal få nyt liv og fungere som en progressiv kraft, skal der gøres op med den afpolitisering, som i dag præger Folkebevægelsen. Modstanden skal være vendt mod det politiske grundlag for EU og baseres entydigt på arbejderbefolkningens interesser.
Den kommende diskussion og afstemning om forfatnings-traktaten vil give Folkebevægelsen en mulighed for at udvikle sig i den retning og demonstrere, at bevægelsen har en vigtig rolle at spille. Det vil kræve, at Folkebevægelsen gennemfører en nej-kampagne, der baserer sig på tre elementer:
1) en klar afvisning af EU-forfatningens opbygning af en centralistisk supermagt
2) en klar afstandtagen fra den asociale, miljø-ødelæggende pro-kapitalistiske nyliberalisme, som EU-forfatningen vil traktatfæste
3) at der ikke er nogen grund til at lade sig skræmme af truslen om udsmidning af EU som konsekvens af et nej, fordi udmeldelse er en del af Folkebevægelsens perspektiv.

Dette står i modsætning til en modstand, der fokuserer på særlige ”danske” interesser, spørgsmålet om store lande og små lande eller forargelsen over, at Bertel Haarder ikke kan være sikker på at blive kommissær, fordi Danmark ikke er garanteret en kommissærpost.

Hvor vidt Folkebevægelsen er parat til at udvikle en klarere progressiv profil, der kan tiltrække EU-skeptiske fra S og SF, og gøre EU-modstanden til en integreret del af klassekampen, kan kun fremtiden vise. Hvis ikke må Enhedslisten overveje, om partiet skal stille selvstændigt op til det næste EU-parlamentsvalg.

SAP's forretningsudvalg, den 25. juni 2004