| International Socialistisk Ungdomslejr er også en kvindelejr |
I juli måned samles unge socialister fra hele Europa til International Socialistisk Ungdomslejr 04 (ISUL) i Spanien. For 22. gang i træk arrangerer Fjerde Internationale en uges lejr fra d. 25. juli til d. 31. juli med politik, diskussioner og fest med et internationalt perspektiv. Et særkende for ISUL og for Fjerde Internationale er pointen om at kampen for kvindefrigørelse spiller en central rolle i kampen for socialisme.
Og der er god grund til at kæmpe for kvinders frigørelse. Magthavernes angreb på arbejderbefolkningen rammer alle, men liberaliseringerne rammer særligt kvinder. Den særlige kvindeundertrykkelse går både på de økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Et liberaliseret arbejdsmarked med øget kamp om arbejdspladserne, korttids-kontrakter og stadig hårdere krav om fleksibilitet fra arbejdstagerne side, presser flere kvinder ud i en usikker arbejdssituation. Når der bliver skåret på offentlige budgetter, går det hårdest ud over kvinderne; der er flest kvinder, der arbejder i den offentlige sektor, som nedbrydes, og det er kvinderne, der bliver hjemme og tager sig af omsorgen for børnene, de syge og de gamle, når pladserne i dagsinstitutionerne, på hospitalerne og på plejehjem forsvinder.
Den øgede polarisering – arbejdsløshed
og usikkerhed – i samfundet skaber grobund for propaganda om, at kvindens
naturlige interesser er mand, familie og hjemmet. Når der ikke er et job, eller
hjælp fra det offentlige system, er det svært at frigøre sig fra en dominerende
mand eller familie. Og vold og truslen om vold, fysisk og psykisk, er daglig
kost for kvinder verden over. Ifølge FN lemlæster og dræber vold flere af
verdens kvinder mellem 15 og 44 år end kræft, malaria, krig og trafikulykker
tilsammen.
Piger og kvinder opdrages og opmuntres ikke til at handle, råbe op og kræve, men
derimod til at passe på femininiteten, tilpasse sig andres behov og tage sig af
”det nære”. Politik, fra højre til venstre, domineres stadig i dag af stærke
mænd, en hård tone med konflikter og magtkampe, og der er ikke mange kvindelige
forbilleder at hente inspiration fra, andet end smukke skuespillere og modeller.
Derfor skal der en særlig indsats til at få kvinder engageret i politisk arbejde
og for at inddrage de erfaringer, krav og kræfter kvinder har, i kampen for et
samfund med lighed, frihed og solidaritet for alle.
Fjerde Internationale, hvori SAP er den danske sektion, arbejder derfor med
kvindespørgsmålet ud fra grundholdningen om, at undertrykte grupper selv skal gå
forrest i kampen for deres egen frigørelse og har ret til at organisere sig
selvstændigt inden for organisationen.
På ISUL forsøger vi at føre principperne
ud i praksis ved at have en dag i programmet, der kun beskæftiger sig med
kvindevinkler på forskellige politiske spørgsmål, ved at lave en selvstændig
kvindeplads ugen igennem med aktiviteter kun for kvinder, og ved at holde en
kvindefest.
På kvindedagen diskuterer alle lejrens deltagere kvindepolitiske spørgsmål, som
ellers let kan blive glemt i det daglige politisk arbejde. Her kommer vi ind på,
hvor meget den særlige kvindeundertrykkelse og undertrykkende kønsroller
begrænser vores muligheder, valg og beslutninger i samfundet, i vores eget
politiske arbejde og også vores i personlige relationer. Men vi hører også om
kvinder, som har kæmpet imod undertrykkelsen. Kampe, som viser, at det nytter at
kæmpe.
De rene kvindeaktiviteter for kvinder på kvindepladsen af arrangeres af kvinderne selv. Det at skulle planlægge og organisere en uges program på kvindepladsen med aktiviteter, oplæg, praktiske og tekniske opgaver er en vigtig læringsproces i sig selv. Det viser, at kvinder godt kan selv, når der ikke er andre muligheder. Det giver en erfaring om, at kvinder godt kan lave oplæg med politiske analyser, at kvinder har og tør formulere egne meninger og politiske svar, og at kvinder og teknik godt kan lade sig gøre, når lyden til musikanlægget går midt under festen.
De erfaringer er med til at vise, at de problemer, som mange kvinder står over for, er lige så relevante som de problemer, der ellers diskuteres i det daglige arbejde. De erfaringer er med til at give kvinderne mod på at være mere aktive i politikudviklingen i samarbejdet med mændene. De erfaringer er med til at huske kvinderne på, at kvindeundertrykkelsen ikke er et individuelt problem, men et strukturelt problem, som kræver en kollektiv løsning. Derfor tager vi som kvinder bedre rustede hjem fra lejr, ikke bare viden og gode oplevelser, men også styrket selvtillid og inspiration til kvindekamp og kvindeorganisering.
Hvis du har lyst til at tage med på
International Socialistisk Ungdomslejr eller bare vil vide mere, kan du kontakte
SAP på tlf. 33 33 79 48, eller du kan gå ind på
www.isul.org og læse mere.
SAP's forretningsudvalg, den 18. juni 2004