Stem personligt den 13. juni på Søren Søndergaard på liste N

Enhedslisten stiller som bekendt ikke op til søndagens Europaparlamentsvalg. I stedet opfordrer Enhedslisten til at stemme på et af de otte Enhedsliste-medlemmer, som opstiller for Junibevægelsen (J) eller Folkebevægelsen mod EU (N). For tre uger siden opfordrede vi alle læsere til at give et bidrag til Enhedslistens kampagne for disse kandidater. Ved dette valg har det været den bedste måde at støtte en antikapitalistisk og internationalistisk kamp mod EU på.

Men valgkampen har også demonstreret, at det er modsætningsfyldt og problematisk, når socialister er henvist til at stemme på liste N eller J. Og endnu værre: Vi er bange for, at valgresultatet vil afsløre, at de to bevægelser ikke har været i stand til for alvor at trække socialt og solidarisk indstillede personer væk fra Socialdemokratiet og SF, tværtimod at bevægelsen er gået den anden vej.

Undervejs i valgkampen er det for alvor blevet slået fast, at JuniBevægelsen ikke er en EU-modstanderorganisation. Partiets frontfigur, Jens Peter Bonde, omtaler sig selv som EU-pragmatiker og kalder dansk udmeldelse absurd. Selv Enhedsliste-medlemmet Bent Hindrup Andersen kan fire dag før valget ikke få sig selv til at støtte en udmeldelse, men taler om en begrænset union til at tage sig af miljø og andre spørgsmål. Når JuniBevægelsen udelukker bruddet med EU, står den i praksis lammet over for negative og skadelige EU-beslutninger.

Mens Enhedslisten (og Folkebevægelsen) kan kæmpe for, at Danmark f.eks. nægter at følge EU-beslutninger om at godkende farlige kemikalier, så vil JuniBevægelsen og andre, der ikke kan se Danmark uden for EU, i sidste ende være tvunget til at bøje sig for EU-beslutninger under truslen om udsmidning. En konsekvent kamplinje mod skadelige EU-beslutninger er ikke længere mulig. Derudover bliver JuniBevægelsens politiske placering mere og mere usammenhængende. På den ene side klamrer den sig til det ”brede, tværpolitiske”; på den anden side har den udviklet og vedtaget en stribe politiske krav og forslag, der placerer den som et humanistisk centrumvenstreparti. Alt i alt er forskellen mellem JuniBevægelsen og SF sværere og sværere at se.

Modsat står Folkebevægelsen fast på dansk udmeldelse. Til gengæld argumenterer store dele af bevægelsen naivt og lettere nationalistisk med, at Danmark nærmest vil blive et demokratisk og socialt lykkesamfund, hvis vi melder os ud af EU. De ignorerer fuldstændig den magt, som EU og de stærke kapitalkræfter i Europa fortsat vil have over et kapitalistisk Danmark uden for EU. Det er også denne tankegang, der får Folkebevægelsen til at bruge en stor del af sit sparsomme annoncebudget til helsidesannoncer, der opstiller ”det nordiske samarbejde” med fire andre kapitalistiske lande som alternativet til EU. Det nordiske perspektiv er nøjagtigt lige så naivt, som Socialdemokratiets og SF’s ideer om EU som bolværk mod nyliberalismen og redskab for alle gode sager. Det er næppe noget, der kan trække unge progressive væk fra Socialdemokratiet, SF eller De Radikale.

Også i andre sammenhænge dukker tendenserne til nationalisme op i Folkebevægelses-kandidaters argumenter. Selv Enhedsliste-medlemmet Ole Krarup kan få sig selv til at kritisere EU’s økonomiske støtte til ”europæiske partier” med, at de tvinger borgerne til at tænke europæisk i stedet for nationalt. Tænk, det synes vi ville være et fremskridt!

Mange af Folkebevægelsens problemer udspringer også af dens krampagtigt fastholdte tværpolitiske karakter. Langt hovedparten af aktivisterne er venstreorienterede. Og i konkurrencen med Dansk Folkeparti og JuniBevægelsen er der ingen tvivl om, at Folkebevægelsens mulige vælgere er at finde fra Socialdemokratiet og mod venstre. Alligevel holder bevægelsen sig selv for munden og undlader at argumentere socialt og solidarisk på et arbejderklassegrundlag, men placerer i stedet et medlem af det liberalistiske parti De Radikale, Ditte Staun, på en andenplads.

Hvilke partier og bevægelser der er at vælge imellem søndag den 13. juni, kan vi ikke lave om på nu. Men vi kan alle medvirke til at sende et klart signal om:

• Opposition mod kapitalens EU og det liberalistiske projekt, som EU medvirker til at gennemtvinge i alle medlemslandene;
• Konkret praktisk modstand i Danmark mod at føre EU-direktiverne ud i livet;
• For fælles europæisk solidaritet i arbejderbevægelsen og med andre kæmpende bevægelser, ikke mindst solidaritet med Den Tredje Verdens kamp mod EU og de europæiske koncerners imperialisme.
• For udviklingen af fælles europæiske strejker, demonstrationer og andre bevægelser mod den europæiske kapitalisme og mod EU.

Ved dette valg er en stemme på Søren Søndergaard, nr. 9 på liste N, Folkebevægelsen mod EU, den mest klare stemme for dette perspektiv, og Søren Søndergaard er den eneste socialistiske kandidat, der har en reel chance for at tage andenpladsen fra Ditte Staun.

SAP’s forretningsudvalg, 11. juni 2004