Faglige krav til en ny politik

Skal vi have en ny regering?
Indrømmet, det er et dumt spørgsmål. VK-regeringen har på alle mulige måder bekræftet, at der er tale om borgerskabets regering, med hovedmålene at liberalisere og privatisere, at undergrave fagbevægelsen og de faglige rettigheder, og at omfordele fra fattig til rig.
Men hvis vi stiller os spørgsmålet: Hvad er alternativet? Så bliver det mere kompliceret at svare. Alternativet til borgerskabets regering er på flere måder ikke indlysende. I virkelighedens verden vil alternativet skulle baseres på et flertal, hvor socialdemokrater og til dels radikale kommer til at stå centralt. En sådan regering vil, alt andet lige, ikke føre en politik, som går stik modsat den nuværende.
Her ved Folketingets afslutning kan vi konstatere, at afgørende politikområder styres af VK, DF, socialdemokrater og radikale i samdrægtighed. Det gælder arbejdsmarkedspolitik, store dele af uddannelsespolitikken og ikke mindst i EU-politikken. Desuden har vi været vidne til, at de radikale har brugt oppositionsperioden til, som det eneste oppositionsparti, at indgå forlig med regeringen og dermed markere deres grundlæggende borgerlige politik. F.eks. på arbejdsmiljø, skattepolitik, skolepraktik og nedsatte ydelser til de svageste grupper.

Med det som udgangspunkt kan vi trods alt ane et lys i mørket. Som et led i, at dele af fagbevægelsen har foretaget en selvransagelse, efter katastrofevalget i 2001, har Fagligt Ansvar og LO Storbyerne igangsat et nyt initiativ, med overskriften: Faglige krav til en ny politik.
Udgangspunktet for dette initiativ er et relativt tæt samarbejde mellem de faglige organisationer, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, og målsætningen er at formulere en fælles politisk platform.
Et sådan initiativ er ubetinget godt. Men det vil være naivt at tro, at der er tale om en trylleformular i forhold til fundamentale ændringer af den borgerlige, reformistiske politik, som Socialdemokraterne (og til dels SF) står for. Sandheden er jo, at i hvert fald den socialdemokratiske ledelse (såvel i parti som i fagbevægelsen) hverken kan eller vil bryde med borgerlig samarbejdspolitik. Men initiativet åbner for at slå en bred niche ind i de socialdemokratiske cirkler. Ikke mindst i forhold til de dele af fagbevægelsens medlemmer, som i dag opfatter sig selv som socialdemokrater.
Indtil videre har det primært været i Fagligt Ansvar regi, man har forsøgt at formulere alternativer til VK på delområder, og det første udkast til de samlede faglige krav er også fostret i Fagligt Ansvar. Det er ikke det dårligste udgangspunkt for formulering af visionære politiske krav. Men derfra og til en bredere rodfæstelse af kravene blandt fagbevægelsens medlemmer og i socialdemokratiske kredse i fagbevægelsen er der en del skridt.

Lørdag den 28. august bliver de faglige krav til en anden politik diskuteret på en stor konference, arrangeret af Fagligt Ansvar, LO Storbyerne og de tre arbejderpartier i fællesskab. Det afgørende her bliver primært at lægge op til handlingsanvisninger. Hvordan skal kravene udbredes og diskuteres rundt omkring i fagforeninger og klubber? Hvordan opbygges en udenomsparlamentarisk bevægelse for at fastholde kravene – også efter et regeringsskifte?
Her er det positivt at se oplægget til konferencen, hvor det netop slås fast, at ”konferencen bliver samtidigt startskuddet til en kampagne for at få fagbevægelsens medlemmer og det store flertal af den danske befolkning til at diskutere, hvilket samfund vi ønsker – og hvilke aktiviteter der skal til for at opnå vores mål.”
Det er den rigtige måde at se konferencen på – som et startskud. Specielt hvis målsætningen om at ”diskutere” bliver kombineret med en målsætning om at ”handle”.

Lad os så i første omgang se bort fra problemet med de Radikales alt for centrale placering i forhold til alternativet til VK-regeringen. De må stilles overfor valget om at følge trop i forhold til social ansvarlighed, eller miste deres alt for store opbakning.
 

SAP's forretningsudvalg, den 4. juni 2004