Irakkrigen er en systemfejl, første fejl er Fogh.

I de seneste uger har sagen om den amerikanske tortur af irakiske krigsfanger raset over det meste af verdenen.

Alle har taget afstand fra de konkrete fotos af mishandlingerne, men ellers har de ansvarlige i koalitionens regeringer og militær forsøgt, enten mere generelt at legitimere brugen af 'moderat fysisk pres', eller at skyde skylden på menige, underordnede og enkelte navngivne, højere officerer. Hvis det er et problem, er det i hvert fald ikke selve systemets problem, kan man sammenfatte det til.

Enkelte har mere eller mindre direkte sagt, 'det er krigens, umenneskelige virkelighed , slå ikke sendebuddet ihjel' i forbindelse med tortur-forsvareren, den nu forflyttede, Poul Dahl. Eller med andre ord at man må forholde sig til, at det er en systemfejl.

En anden tidligere udstationeret soldat har sagt, at systemet i sig selv er kraftigt medvirkende til forråelsen hos den enkelte soldat, måske selvindlysende, men også det åbenlyse modsvar til den amerikanske regerings hovedlinie i håndteringen af sagen.

Måske mindre kendte er afsløringerne af, at der har været manualer for alle de grusomme metoder, lige fra brugen af hunde på bundne fanger til de seksuelle ydmygelser. Rent faktisk er tortur noget, USA har haft skoler til at udvikle, og de har gennem mere end fyrre år uddannet personel til sydamerikanske diktaturstater.

Uanset hvilket perspektiv man ser de nuværende forbrydelser i, så står i hvert fald tilbage, at der tale om systematisk og sanktioneret brug af tortur mod krigsfanger, og derfor fuldstændigt legale kombatanter, og sandsynligvis også mod fuldstændigt uskyldige.

Lige for at opsummere, hvad der er af problemer ved brug af 'moderat fysisk pres':
Der er kun fire mulige resultater, og de tre er dårlige:
     1) Man torturerer uskyldige, der ikke har noget at tilstå
     2) Man udsætter forhærdede terrorister for tortur,
          som de godt kan modstå
     3) Man tvinger falske tilståelser frem
og 4) En sjælden gang finder man måske en blød terrorist, der vælger at forråde planen og kammeraterne.

Naturligvis virker selve visualiseringen af umenneskeligheden i koalitionens krig ekstra stærk, og den klokkeklare konstatering af brugen af tortur er en sag i sig selv.

Men vi må ikke glemme den almindelige lidelse, der er påført den irakiske befolkning, på alle krigens omkostninger, og ikke mindst de adskillige overgreb på civile, f.eks. gennem artilleriets og bombeflyenes hævntogter over store beboelsesområder, hvor der har været ført bykrig. Billeder der i langt mindre grad trænger igennem til dagligstuerne, fordi der kun rapporteres i følgeskab med amerikanske soldater – og hævnbombardementerne kommer først når satellitstationernes reportere er væk.

Det er den totale despekt for den irakiske befolkning, for deres legitime modstandskamp, for menneskerettighederne, for Geneve-konventionen, for folkeretten og demokratiet, der endegyldigt afgør, at krigen er rent ondt.

Det halmstrå alle de ansvarlige krigsmagere har klynget sig til, er det hyppigt udtalte, 'men vi har i hvert fald fjernet Saddam Hussein!”

Hvorfor var det han skulle fjernes? Nå jo, han myrdede, terroriserede og torturerede den irakiske civilbefolkning, og i særdeleshed dem der gjorde modstand.

Ikke for at negligere Saddams forbrydelser – pointen er netop den, at man ikke kan gradbøje tabstal, demokrati og des lige: Det nuværende regime i Irak må fjernes.

Når det er slået fast, at den nuværende situation i Irak er omtrent så slem, som den kan blive, må man kigge på alternativerne. Og man kan hurtigt slå fast, at der ikke er nogle særligt gode muligheder for at afhjælpe irakernes ulykkelige situation, fordi koalitionen ikke har efterladt nogle gode alternativer. Alligevel fremtræder det som et mindre onde at indsætte en FN mission som den irakiske befolkning kan acceptere, uden deltagelse fra nogle af koalitionens lande, med de to eneste formål at få nedsat en grundlovgivende forsamling og en midlertidig regering ved demokratiske valg og med fuld råderet over territorium og naturressorucer.

Selv om der ikke kan opnås enighed i gennem FN systemet, der jo i sig selv afspejler den uretfærdige verdensorden og den ulige fordeling af magten, må koalitionens tropper ud, fordi de gør mere ondt end godt. Alle begrundelser for krigen er forsvundet, ikke mindst den med at befri irakerne og indføre demokratiske tilstande, som overgrebene på civile og torturskandalen endegyldigt viser. Koalitionen kan ikke opretholde et voldsmonopol, fordi de ikke har retten på deres side. Det er ikke fordi de irakiske modstandsbevægelser specielt har vores sympati, men koalitionens besættelse er ikke engang et forkert skridt i den rigtige retning – den er helt forkert.

Det er langt fra realistisk at det nuværende sikkerhedsråd beordrer koalitionen ud og giver fuld suverænitet til den irakiske befolkning, og en forudsætning er da også, at først og fremmest den amerikanske og den britiske regering bliver væltet. Efter både ret og rimelighed bør Fogh og de andre mindre støtter ryge med de ulve de hyler i blandt, som også både Røde Kors og Amnesty International har pointeret. Som deltager i en besættelsesmagt, der overtræder Geneve-konventionen, er man medansvarlig for krigsforbrydelser, og man kan ikke have krigsforbrydere som ansvarlige overhoveder, så enkelt kan det siges.

Herhjemme fortsætter kampen mod krigen, for at få de danske tropper hjem og mod Fogh lørdag d. 29. maj, kl. 12.00 fra den amerikanske ambassade.

SAPs forretningsudvalg, d. 28. maj, 2004.