Kun faglig kamp kan forsvare løn- og arbejdsforhold

I forbindelse med EU´s udvidelse mod øst har et af de store spørgsmål været: Hvordan skal vi sikre, at arbejde i Danmark bliver udført på overenskomstmæssige vilkår?

På baggrund af de store forskelle på leveniveau og i løn- og arbejdsforhold mellem Danmark og de østeuropæiske lande, samt erfaringer med arbejdsgiveres misbrug af illegal arbejdskraft fra Østeuropa i dag, er der tale om et reelt problem.

Selv EU-partierne har måtte erkende problemet. Derfor strikkede de en aftale om en 7 års overgangsordning for østarbejderne sammen.

Desværre må man sige, at aftalen for det første ikke udfylder sit formål – nemlig en sikring mod misbrug af østeuropæere til løntrykkeri. Aftalen er hullet som en si. For det andet er aftalen udtryk for helhjertet diskrimination af østarbejderne. Hvis de bliver arbejdsløse er der ingen hjælp at hente. Ingen mulighed for at optjene dagpengeret. Ingen mulighed for kontanthjælp i så meget som en enkelt dag. At Socialdemokraterne og SF er gået med til et sådan arbejderfjendsk makværk, kan ikke kritiseres nok.

Bag ved diskussionerne om østarbejdere på det danske arbejdsmarked gemmer sig et grundlæggende problem. Nemlig EU´s indre marked.

Det er selve kernen, at såvel varer som arbejdskraft skal kunne flyde frit og uhindret på tværs af grænserne. I det ligger også, at arbejdsgiverne skal have adgang til frit at kunne købe den billigst mulige arbejdskraft. Og man behøver ikke at være professor for at se, at det i sig selv skaber et pres på løn- og arbejdsforhold generelt i EU. Indtil videre har fagforeningerne dog haft mulighed for at modstå dette pres, fordi de har mulighed for at overenskomstdække alt arbejde i Danmark gennem forhandling og konflikt.

Men i al ubemærkethed er EU bureaukraterne i gang med at placere en bombe under bl.a. det danske arbejdsmarked. For tiden sidder EU kommissionen og fifler med et nyt direktiv, som kan få katastrofale følger for løn og arbejdsforhold.

Det har den mundrette betegnelse, Serviceydelsesdirektivet.

Hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form, vil det bl.a. betyde, at firmaer fra andre EU lande kan operere i Danmark, uden krav om, at de overholder dansk lovgivning og danske overenskomster. De ansatte skal arbejde efter hjemlandets regler. Det vil så være oplagt, at firmaerne flytter derhen, hvor kravene er mindst, og beskyttelsen af de ansatte dårligst.

Vi må fastholde, at udenlandske arbejdere skal sikres de samme rettigheder som alle andre, når de arbejder i Danmark. Både af hensyn til dem selv, og af hensyn til løn og arbejdsforhold for danske arbejdere.

Derfor skal det direktiv skrottes, eller ændres fuldstændigt. Direktiv-forslaget viser tydeligt, hvordan EU bureaukraterne dyrker de uhæmmede markedskræfter, og hvad det betyder i form af pres på løn og arbejdsforhold. Ikke bare i Danmark, men i alle EU landene. Magthaverne stræber efter, at det bliver mindste fælles nævner – de dårligste forhold – som kommer til at gælde. Derfor er det nødvendigt, at EU-modstandere og fagbevægelsen står sammen for at bekæmpe det her direktiv og EU´s undergravning af overenskomsterne.

Her er det vigtigt at slå fast, at kampen for ordentlige løn og arbejdsforhold ikke kan vindes gennem lovgivning.

Fagbevægelsen står overfor en stor opgave med at genopbygge de fundamentale, faglige traditioner. Det handler om organisering, at lave overenskomster og ikke mindst at mobilisere medlemmerne til forsvar af de opnåede resultater.

Samtidigt kan man også sige, at der er tale om en chance for fagbevægelsen til at vise sin berettigelse som organisator af arbejderbefolkningens kamp mod arbejdsgiverne og det politiske magtapparat, som i dag befinder sig både på Christiansborg og i Bruxelles.

SAP´s forretningsudvalg den 6. maj 2004