Kampen i hverdagen

”Det er den 1. maj
og henne på fælleden holder de taler.
Lad os komme over broen
inden vi havner i en demonstration.”

Da Shubidua skrev sin sang om 1. maj var det en slags ”skråt op finger” til fagbevægelsens årlige, internationale kampdag. I mange år har den borgerlige presse gjort sig morsom over, at 1. maj har udviklet sig fra en samlet politisk manifestation af arbejderbevægelsen til en festdag med lige dele øl og hornmusik.

I år har LO ledelsen forsøgt sig med at lancere, at 1. maj skal gøres ”mere politisk”. Formanden for LO Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen, gik nærmest i selvsving bl.a. med forslag om, at vise 1. maj tale af Fidel Castro på storskærm. Men er det nu så afgørende at gøre 1. maj ”mere politisk”? Realiteten er, at 1. Maj for rigtig mange af fagbevægelsens medlemmer starter i fagforeningen med lige dele politik, kammeratligt samvær og en lille én til halsen.

Er man til politik den 1. Maj er der op til flere muligheder for politiske fordemonstrationer (som f.eks. Socialistisk 1. Maj på Blågårds Plads i København), inden turen går mod Fælledparken, Flakhaven, Tangkrogen osv. Også her buldrer de politiske budskaber ud fra hovedscenen såvel som fra fagforeningernes og partiernes telte. Roligt men sikkert bevæger 1. Maj dagen sig her fra politisk manifestation til voksende promiller. Men nok så vigtigt, så handler det også om, at dagen er en hårdt tilkæmpet fridag, hvor man møder såvel gamle som nye og såvel faglige som politiske kammerater, og bekræfter et fællesskab.

At ville gøre 1. Maj til en politisk kampdag giver ikke mening. Det vil næppe være den bedste dag at erklære generalstrejke. Kun hvis 1. Maj faktisk falder i en periode, hvor den politiske kamp står på dagsordenen, vil den kunne medvirke til at styrke denne kamp. Det så vi f.eks. i forbindelse med overenskomststrejken for den 6. ferieuge i 1998. Dermed er også sagt, at målsætningen for en aktiv arbejderbevægelse ikke skal være at gøre én dag om året mere politisk, men at gøre de 364 andre dage mere politiske – at styrke kampen i hverdagen.

Nu skal man ikke tro, at fagbevægelsens top ikke tænker ”politiske tanker”.

F.eks. har HK for nyligt fået udarbejdet en rapport, som læger op til, at forbundet på den kommende kongres skal beslutte sig for sin politiske placering. Baggrunden for rapporten er diskussionen i fagbevægelsen i almindelighed og HK i særdeleshed om økonomisk støtte til politiske partier (primært Socialdemokratiet). En af hovedkonklusionerne i rapporten afslører, hvordan fagtoppen opfatter fagbevægelsens rolle i forhold til det politiske system. Det handler om at målrette den økonomiske støtte, så den mest effektivt kan påvirke de enkelte politiske beslutninger.

I sin yderste konsekvens betyder det, at fagebvevægelsen kan og skal give politisk betinget støtte til enkeltpersoner, der vil fremme en særlig sag, uanset deres politiske tilhørsforhold. Og i den aktuelle situation, hvor Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti sidder på flertallet, vil især politikere fra disse partier være interessante samarbejdspartnere for fagtoppen. Der er med andre ord tale om, at fagbevægelsens politiske rolle skal være rendyrket lobby´isme.

Selv om toppen i de andre store LO forbund har sagt fra overfor HK´s ideer, er der alligevel tale om en utrolig farlig udvikling for fagbevægelsens fremtid. Reelt er der jo tale om fuldstændigt at opgive udgangspunktet for fagbevægelsen – at organisere arbejderklassen som klasse, og mobilisere medlemmerne til kamp for klasseinteresser.

Masseaktion kan ikke erstattes af lobby´isme. Overfor det må venstrefløjen i fagbevægelsen vinde medlemmernes opbakning til, at fagbevægelsen både fagligt og politisk skal bekæmpe klassefjenden – arbejdsgiverne og de borgerlige partier. Det betyder, at medlemmer, der er i konflikt med deres arbejdsgiver, selvfølgelig skal støttes aktivt/økonomisk af deres fagforening. Og i forhold til de generelle faglige og politiske spørgsmål skal fagbevægelsen være parat til at bruge de kampmidler, som arbejderklassen også tidligere har brugt til at vinde sejre i klassekampen – strejker, blokader og demonstrationer.

Et selvstændigt spørgsmål er den økonomiske støtte til politiske partier. Her er det afgørende, at støtten bliver baseret på demokratiske beslutninger, så tæt på medlemmerne som muligt. Kun hvis fagtoppen tør tage diskussionen med medlemmerne kan den økonomiske støtte til arbejder-partierne også være en form for pres på disse partier - ikke mindst socialdemokratiet - for, at de støtter op om arbejderklassens krav. Vi påstår ikke, at nogle millioner kroner med et snuptag kan få Socialdemokratiet til at vende ryggen til den borgerlige politik. Men fulgt op af aktive medlemmer i fagforeningerne vil presset på Socialdemokraterne øges.

Vi ses til 1. maj demonstrationerne
(tid og sted: www.enhedslisten.dk/kalender)

SAP´s forretningsudvalg den 30. april 2004