Iran: Den islamiske reformismes fallit

Valget i Iran 20. februar har kastet det iranske præstestyre ud i dets hidtil værste krise siden magtovertagelsen for 25 år siden. De mest yderligtgående konservative har ganske vist sikret sig et overvældende flertal i parlamentet, men den massive valgboykot viser med al tydelighed, hvor isolerede de er fra befolkningen.

De konservative har kun opnået sit flertal ved først at nægte godt 2500 kandidater fra den såkaldt "reformvenlige" fløj at stille op og derefter ty til regulær valgsvindel for at pynte på fremmødeprocenten. Dertil kommer det faktum, at de allerede kontrollerer både retsapparatet, militæret og sikkerhedsstyrkerne – en magt, som de i årevis har brugt systematisk til at trakassere oppositionelle. De har lukket kritiske aviser, banket/fængslet/dræbt demonstranter, alt efter alvoren i deres "forseelse" eller bare efter forgodtbefindende, og har generelt gjort livet surt for landets hårdt prøvede indbyggere.

Imidlertid er det ikke kun de konservative, hvis svaghed er blevet udstillet – det samme gælder i høj grad den såkaldte "reformfløj" under ledelse af præsident Khatami. Khatami er i dag effektivt isoleret, efter at hans støttepartier i parlamentet er blevet udraderet. I praksis er det alligevel også en selvvalgt isolation.

Khatami har i flere år forsøgt at balancere mellem de yderligtgående konservative på den ene side og mellem de utilfredse og utålmodige kræfter i befolkningen på den anden side, herunder ikke mindst kvinderne og de unge. Resultatet blev til sidst, at hans basis smuldrede op, fordi han valgte at bevare systemet frem for at støtte befolkningen. Til og med da hans egne parlamentsmedlemmer blev nægtet at genopstille, valgte Khatami at bede demonstranterne både inden for og uden for parlamentet om at indstille alle aktioner og gå til stemmeurnerne i stedet.

Kontrasten den 20. februar var derfor stor i forhold til valget i 2001, hvor Khatami red på en bølge af folkelig støtte og begejstring og den islamiske reformisme var på sit højeste.

Allerede den gang var der selvfølgelig mange kritiske røster og en udpræget skepsis til, om regimet virkelig evnede at reformere sig selv, men ved valget i år er selv håbet om dette blevet begravet. Spørgsmålet er derfor, hvordan befolkningen vil reagere.

Der er ikke mange iranere, der ønsker at gentage historien fra 1979, hvor opgøret med det ene diktatur banede vej for det næste: Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt at lave revolution mod det gamle regime, hvis der ikke er noget tydeligt alternativ. Ganske vist findes der både en masse utålmodige mennesker, der trodser systemet hver eneste dag i Iran, samt adskillige oppositionsgrupper (ikke mindst i eksil) – men der er endnu ikke opstået en klar "kritisk masse", der kan bidrage til at lade gnisten udvikle en stor steppebrand.

Mens omverdenen synes mest optaget af begivenhederne på overfladen og kampene mellem de forskellige fløje af det iranske borgerskab, er den iranske befolkning således mest optaget af at få enderne til at mødes i en hverdag præget af fattigdom, arbejdsløshed og korruption. På trods af apatien og raseriet, findes der også lommer af modstand – bestående af folk, der af den bitre nød drives til et opgør med systemet.

Det er kampe, der ikke kan regne med nogen som helst støtte fra Khatami og "reformisterne" – der vil have kapitalisme efter vestlig model, men uden de rettigheder, som arbejderklassen og de folkelige bevægelser har tilkæmpet sig.

Men for den internationale venstrefløj er det her, vi må rette
opmærksomheden: Solidaritet med strejkende iranske arbejdere, støtte til kvindebevægelsen og til opbygningen af en demokratisk og socialistisk opposition.

SAP’s forretningsudvalg, 27. februar 2004