Cafépenge er en overklasseløgn

"Mere i SU til enlige forsørgere" - Det var Politikkens overskrift, da SF, S og de radikale lancerede et nyt forslag til omfordeling af pengene i SU systemet. "R, SF og S går nu med til at skære i cafepengene" er underoverskriften.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at unge på 18-19 år, hvis forældre tjener mere end 418.000 om året (tilsammen vel at mærke), skal have 217 kr. mindre om måneden i SU, dvs. en nedgang fra 1486,- til 1269,- kr. før skat.

SF har ellers tidligere haft den holdning, at de "ikke ville tage penge fra de fattige for at give til de fattigste". Men regeringen skulle blot nægte at tilføre SU systemet flere penge, for at denne omfordeling blev acceptabel for SF. Nu er SF's holdning, at man med det her forslag ikke tager noget fra dem som har behov. Et behov man åbenbart ikke har, hvis ens forældre tjener mere end 209.000 pr. år (pr. forældre).

At enlige forsørgere skal have mere i SU er åbenlyst. Den nuværende løsning, hvor de blot må tjene mere ved siden af, er idiotisk. Som enlig forsørger har man i forvejen for lidt tid, så at tage mere arbejde er ikke en løsning. Men når et sådant problem skal løses, må man finde en løsning, hvor det ikke går ud over andre grupper.

SU modtagere er i forvejen klemte. Uanset at det er lykkedes for skiftende regeringer at betegne unges SU som "cafépenge"; dermed forstået, at disse penge ikke er nødvendige, men bruges til at gå på dyre diskoteker og caféer i weekender. 1486 kr. om måneden giver næppe råd til at gå på café. Især ikke når man i forvejen betaler for ordbøger, lommeregnere etc., foruden transport, mad og de sociale aktiviteter der er en vigtig del af det at gå på en ungdomsuddannelse.

Det handler om frihed. Frihed til at tage en uddannelse. Frihed til at skabe sit eget liv.

Som systemet er i dag er man pr. definition hjemmeboende, når man er elev på en ungdomsuddannelse. Man kan kun flytte hjemmefra hvis man ’får lov’ (læs: bliver fjernet fra hjemmet). Så meget for at man bliver myndig når man bliver 18.

Der er i forvejen 20% af en årgang, der ikke tager en ungdomsuddannelse, og den sociale arv er udpræget. Ved yderligere at forringe forholdene for elever på ungdomsuddannelserne er det svært at se, hvordan denne situation skal forbedres. Hvis man vil højne uddannelsesniveauet og komme den sociale arv til livs, må man tage fra nogen der har, ikke omfordele blandt de fattigste.

Det er ikke en naturlov at SU-systemet ikke kan tilføres penge.

”Cafépenge” får med dette forslag en helt ny betydning; studerende bliver nødt til at tage arbejde på caféer for at få råd til at studere.

Forslaget er, udover at være bygget på en misforstået præmis, typisk for, hvordan magthavere mest effektivt forringer en gruppes forhold; skyd på så lille en gruppe som muligt.

Ved, modsat de tidligere forslag, kun at skære på SU'en til hjemmeboende vanskeliggøres modstanden. Hvorfor skal udeboende og universitetsstuderende kæmpe imod en nedskæring, som alligevel kun rammer de hjemmeboende studerende. Del og hersk.

Men de studerende må stå sammen og afvise forringelser. For hvem ved hvilken gruppe der næste gang dømmes til ikke at have brug for SU'en.

Hvis vi for alvor vil have uddannelse for alle, kræver det en regering der fører en helt anden politik. En politik, der ikke ser velfærd som almisser, der skal gives til de fattige.

Dette forslag er med til at vise, at et regeringsskifte ikke nødvendigvis betyder et brud med den førte politik. Der skal aktive bevægelser til. Bevægelser der stiller krav til regeringen og holder den fast på en politik til gavn for alle, ikke blot de rigeste. Og det kræver en venstrefløj der parlamentarisk følger op på bevægelsernes krav.

SAP's forretningsudvalg, den 13/2-04