Stem Nej til industriforliget

Da de fire topforhandlere fra henholdsvis CO-industri og Dansk Industri for en lille uge siden kunne præsentere et overenskomstforlig, var det på én gang forudsigeligt, forbløffende og lettere forrykt.

Det forudsigelige var, at forliget kom rimeligt smertefrit i hus, og at det bl.a. indeholdt nogle små forbedringer af sociale emner som løn under sygdom, pensionsopsparing og løn under barsel.

Når det var forudsigeligt, at forliget kom hurtigt på plads, så hænger det dels sammen med, at der i år ikke har været de store aktiviteter for samlende krav i fagbevægelsen. Dels er det i år særligt udtalt, at både fagtoppen og arbejdsgiverne ville undgå konflikt. Arbejdsgiverne for at frede regeringen. Fagtoppen af den besynderlige grund, at det største forbund i CO Industri – Dansk Metal – behændigt har undladt at genopbygge en ordentlig strejkekasse efter konflikten i 1998.

Det forbløffende er, at forliget indeholder nyskabelser i forhold til politiske indgreb på to måder.

Det er blevet en del af forliget, at deltidsloven – som forbyder overenskomstmæssige begrænsninger i forhold til deltidsarbejde – gennemføres, med den tilføjelse, at hvis et regeringsskifte betyder fjernelse af deltidsloven, så genindføres overenskomstens bestemmelser om deltidsarbejde.

Det andet punkt handler om en løftet pegefinger til politikerne på to punkter – nemlig dagpenge- og barselsorlovsreglerne. Politiske indgreb på disse punkter betyder, at overenskomstens bestemmelser vedrørende henholdsvis hjemsendelser/arbejdsfordeling og løn under barsel er til genforhandling.

Det skal her tilføjes, at den løftede pegefinger vedrørende politiske planer om en central barselsfond reelt er en fis i en hornlygte. Hele ideen om en central barselsfond er, at alle skal have ret til fuld løn under hele barselsorloven – og så er det jo inderligt ligegyldigt, om overenskomsten giver ret til fuld løn i 14 eller 24 uger.

Men signalet i industriforliget har alligevel stor effekt, fordi det giver ikke mindst de borgerlige politikere et alibi for at sige fra overfor en central barselsfond ved lov, og fordi såvel medier som arbejdsmarkedsforskere fremturer med, at forliget skulle være en hindring for lovgivning.

Det forrykte er, at forliget er endnu mere arbejdsgivervenligt, end man kunne have forventet.

Arbejdsgiverne fik, hvad de kom efter. Endnu bedre muligheder for fleksibel arbejdstid, og endnu bedre mulighed for at man lokalt på den enkelte arbejdsplads kan gennemtrumfe afvigelser fra arbejdstidsreglerne. De fik også en lang overenskomstperiode – 3 år. Endeligt blev ”straffen” af folk, der formaster sig til overenskomststridigestrejker, strammet. For eftertiden kan folk efter en strejke tvinges til op til 2 ugers overarbejde uden overarbejdsbetaling for at udligne produktionstabet.

På den anden side blev ingen af de krav, som var centrale på overenskomstkonferencerne, til noget. Skifteholdsarbejderne fik ikke kortere arbejdstid, selv om det er åbenlyst for enhver, at det af hensyn til helbredet er nødvendigt. Mindstelønnen kommer i løbet af de tre overenskomstår end ikke i nærheden af kravet om 110 kr. i timen, på trods af at en markant højere mindsteløn kan minimere problemerne med løndumping, f.eks. i forbindelse med østudvidelsen. Heller ikke lærlingene fik de 12 kr. mere i timen, som var er meget rimeligt krav, og kravet om højere feriebetaling blev ikke til noget.

Der er altså mange grunde til at stemme nej til industriforliget.

Det forstærkes blot af det faktum, at et nej og efterfølgende konflikt hurtigt kan udvikle sig til en kamp mod Fogh-regeringen. Ikke uvæsentligt, hvis man har det udgangspunkt, at det gælder om at komme af med den regering hurtigst muligt. Det udgangspunkt har vi.

SAP´s forretningsudvalg den 6. januar 2004