Fagbureaukraternes maskespil

Overenskomstforhandlingerne for næsten hele det private arbejdsmarked nærmer sig sin afslutning.

Som sædvanligt foregår det bag hermetisk lukkede døre, så fagbevægelsens top – de snævre forhandlingsudvalg – ikke risikerer, at medlemmerne blander sig i en åben debat.

Det er et kendetegn ved toppen i den danske fagbevægelse. Lukkethed og mangel på reelt demokrati skal sikre et uforstyret klassesamarbejde.

På det seneste har vi igen set flere eksempler på pamperiets omfang i fagbevægelsen.

HK´s hovedbestyrelse havde i første omgang besluttet, at bl.a. de arbejdsløse ikke skulle have lov at stemme om overenskomstresultaterne. Oveni alle de angreb, som såvel den borgerlige regering som socialdemokrater, radikale og DF´ere står bag, skulle de arbejdsløse HK´ere reduceres til pariaer i deres eget forbund. Beslutningen udløste en proteststorm fra medlemmerne. En proteststorm, der fik Hovedbestyrelsen til at trække følehornene til sig, og ændre beslutningen.

I det små er det et eksempel på, at det kan betale sig for fagbevægelsens medlemmer aktivt at bekæmpe pamperi – i modsætning til den passive holdning – nemlig at melde sig ud, og give pamperne frit spil til at ødelægge fagbevægelsen.

BUPL´s tidligere forkvinde, og nuværende forkvinde i FTF, Bente Sorgenfrey, har formået at kaste 4,4 mill. kr. ud til gyldne håndtryk til 3 fyrede mellemledere i forbundet. Og, for det ikke skal være løgn, har én af dem oveni fået sig et fedt job i – FTF. De 4,4 mill. Kr. er en pædagogs løn i mere end 20 år, så det er ikke underligt, at BUPL´s medlemmer bliver fly forbandede over dette misbrug af kontingentkroner.

FOA´s nye, såkaldt progressive, formand, Dennis Kristensen står bag bestræbelserne på at tegne overenskomst med Kristeligt Arbejdsgiverforening. I sig selv ikke nogen forbrydelse, hvis ikke det var fordi, at en sådan overenskomst kræver, at FOA og medlemmerne fraskriver sig strejkeretten. Det er Dennis Kristensen og FOA-toppen villige til at acceptere – og vejen mod den totalt bovlamme fagbevægelse er for alvor banet.

Pamperi og klassesamarbejde er ikke noget nyt. Men vi har de seneste 20 år set, at fagbevægelsen er blevet stadigt mere svækket, og stille og roligt bliver stadigt større dele af arbejderbefolkningen ikke oraniseret i en fagforening.

Der skal andet end smarte annoncekampagner til for at overbevise unge om, at fagbevægelsen er til for dem – for medlemmerne. De borgerlige partiers storsejr ved valget i 2001 var et vidnesbyrd om, at arbejderbevægelsen som helhed har problemer. Det var så tydeligt, at der langt ind i såvel fagbureaukraternes som i den socialdemokratiske tops rækker var en forståelse af, at der skulle andre boller på suppen, bl.a. i form af medlemsinddragelse og åbenhed. Men det har siden vist sig, at det kun var i ord, den forståelse fes ind.

Derfor er det desværre forståeligt, at de igangværende overenskomstforhandlinger lader til at foregå i ren klassesamarbejds-idyl.

Det på trods af, at en simpel politisk analyse giver fagbevægelsen nogle gode kort på hånden. Hvis der er noget, den aktuelt trængte Fogh-regering ikke har brug for, så er det en konflikt på arbejdsmarkedet, som kan tvinge den til et indgreb.

Det ved arbejdsgiverne godt, og de vil være villige til at give sig et godt stykke for at sikre forlig. Men fagbureaukraterne kører videre i den skure, som der ikke er noget reelt konfliktstof i. Der skal lægges lidt på pensionsindbetalingerne, lidt på ferieprocenten, lidt på løn under barsel, lidt på lønningerne osv.

Overfor det har vi set den faglige venstrefløj, gennem OK 2004, opstille mere solidariske og mere politiske krav. F.eks. forhøjelse af mindstelønnen til 110 kr. 35 timers arbejdsuge og 30 timer på skiftehold. 12 kr. mere til lærlingene. To ugers betalt efteruddannelse. Og stramninger overfor virksomheder, der misbruger billig arbejdskraft.

Men nok så mange fornuftige overenskomstkrav har ingen reel betydning, hvis der ikke er mobiliseringer bag dem, og her står det skrælt til.

Det løses ikke ved disse overenskomstforhandlinger.

Men på længere sigt skal det være en mærkesag for den faglige venstrefløj at slås for demokrati på alle planer i fagbevægelsen, og inddrage medlemmerne helt ude på selv de mindste arbejdspladser i alle faglige og politiske spørgsmål.

I forbindelse med overenskomstfornyelser skal vi genoplive tidligere tiders åbne overenskomstudvalg på arbejdsplads- og fagforeningsniveau, hvor alle medlemmer kan være med. Demokrati i fagbevægelsen er én af forudsætningerne for en anden regering, og en anden politik.

SAP´s forretningsudvalg den 30. januar 2004