Ny kommunalstruktur af hensyn til markedet, ikke demokratiet!

Den borgerlige regering har nedsat en strukturkommission til at gennemgå inddelingerne af landet i kommuner og amter, samt at overveje hvilke kompetencer, der skal ligge på hvilket niveau.

Efter et års arbejde blev resultatet af strukturkommissionens arbejde fremlagt på en stort anlagt konference med deltagelse af ministre, borgmestre og den samlede presse.

På denne konference sagde Indenrigsminister og venstremand, Lars Løkke Rasmussen, at det ikke handlede om ideologi, men om at sikre strukturer, der kan sikre offentlig velfærd og service i fremtiden. Regeringen og kommissionen fremstiller kommunal- og amtsstrukturen i Danmark som et teknisk, eller funktionelt problem.

Det kan imidlertid afvises på forhånd: Territorielle afgrænsninger er i udgangspunktet et spørgsmål om magt, hvad der gør det til et politisk problem – ikke et teknisk.

Alt andet lige vil afgrænsningen af f.eks. en kommune være bestemmende for den politiske sammensætning af kommunalrådet: Hvis folk ikke ændrer politisk observans, vil en inddragelse af flere midt- og vestsjællandske landkommuner i en hovedstadsregion betyde øget borgerlig repræsentation i regionen – og gør man regionen stor nok vil den kunne få en borgerlig ledelse.

Man kan nå den samme pointe ad andre veje: Det står efterhånden klart, at der ikke vil komme økonomiske gevinster ud af en kommunesammenlægning, fordi udgifterne til omstruktureringen vil snuppe den gevinst, der kommer af fyringer i administration og service, altså det man normalt kalder effektiviseringer. Derudover er det et politisk risikabelt projekt for regeringen, fordi interesserne i de her spørgsmål ikke følger partigrænser, således er selv Statsministerens eget parti splittet.

Det rejser spørgsmålet; hvad er formålet med en strukturreform? Omstruktureringen vil ikke frigive flere ressourcer til velfærd, der jo er det officielle argument, og det er ikke noget, som i første omgang styrker regeringen og splitter oppositionen, så hvorfor?

Selv om regeringen ikke har meldt klart ud, så kan man alligevel med nogen sikkerhed regne med, at det handler om at lette vejen for nyliberal forvaltning af de velfærdsydelser, der hidtil har været administreret lokalt og regionalt.

Udliciteringer af offentlige opgaver fik et stort skub fremad under Nyrup, men er næsten gået i stå under Fogh, og kommunal- og amtsstrukturen har en stor del af skylden. Det drejer sig dels om størrelsen på kommuner, hvor mange er for små til, at det kan betale sig for et privat selskab at byde ind, dels om det demokrati der rent faktisk er i den nuværende struktur, som f.eks. har forhindret sygehusnedlæggelser. Bl.a. derfor foreslås der større enheder, og indirekte valgte organer, dvs. hvor det er de valgte kommunalpolitikere, der sammensætter regionens ledelse, fremfor regionens borgere gennem direkte valg.

Et tredje tegn på at der er lagt op til nyliberal forvaltning er f.eks. forslaget om at gøre landets gymnasier til selvejende institutioner i forbindelse med strukturreformen, ligesom handelsskolerne og de tekniske skoler er det, altså hvor kompetencer flyttes helt ud af offentligt regi.

Hvordan reagerer vi som demokratiske socialister på dette politiske udspil, når der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem størrelse på kommuner og amter og graden af demokrati? Det gør vi ved at opstille krav til demokratiets organisering og virke, og deraf udlede om en given struktur er god eller dårlig.

I vores forståelse af et repræsentativt demokrati skal der være direkte valg:

Det er nødvendigt at vælge repræsentanter, fordi alle ikke kan varetage alle opgaver, men det er nødvendigt selv at vælge sine repræsentanter, hvis man skal have mulighed for at udøve demokratisk kontrol.

Et andet element i den demokratiske kontrol handler om, at man også skal have mulighed for at kalde sit mandat tilbage, hvis repræsentanten ikke lever op til det – og det skal kunne gøres hurtigt i situationen og ikke kun hvert fjerde år.

Det sidste element handler om en klar og synlig ansvarsfordeling, så alle ved, hvem der har ansvaret for hvad. Uden gennemsigtighed i forvaltning og politisk repræsentation har befolkningen jo ikke mulighed for at finde ud af, om deres interesser bliver varetaget eller ej.

Hvis strukturreformen fører til mere demokrati efter ovenstående principper, så kunne det måske være en god idé. Imidlertid er det ikke det, der er lagt op til, og så er den nuværende kommunal- og amsstruktur at foretrække, der er i de mindste direkte valg og en eller anden grad af gennemskuelig kompetencefordeling.

Jamen, er reformen ikke nødvendig for velfærden?

Jo, der er fordele ved centralisering af nogle højtspecialiserede velfærdsydelser som f.eks. hjerteoperationer, men en af forudsætningerne for at få disse fordele er demokratisk styring. Ellers bliver der ikke tale om velfærdsgevinster, men derimod nyliberal nedskæringspolitik og øget markedsstyring.

Og lige i øjeblikket er skattestoppet og kommunernes stramme økonomiske rammer en meget større udfordring for velfærden end kommunalstrukturen.

SAP´s forretningsudvalg den 16. januar 2004