PET's nye fjendebillede SAP topside

Det er ingen nyhed, at den kolde krig ikke længere skal udkæmpes, som den blev det tidligere, hvor USA og Sovjet stod over for hinanden. Den strid vandt Vesten. Ikke mindst fordi stalinisterne i Østblokken aldrig forstod, at opbygningen af et socialistisk alternativ til kapitalismen ikke kan fungere, hvis ikke det er folkeligt forankret og demokratisk opbygget.

Med det stalinistiske sammenbrud stod ikke mindst efterretningstjenesterne og det militærindustrielle kompleks med et problem: når fjenden er væk, skal vi så bare gå hjem (= blive arbejdsløse), eller skal vi se os om efter en anden fjende? Svaret blev ikke overraskende det sidste.

Det verdensbillede, som efterretningstjenester verden over det seneste årti har været i mørkekammeret for at fremkalde, hedder i dag: terrorisme. Ikke sådan at forstå, at det ikke har været kendt tidligere. Men efter flykapringen den 11. september 2001 fik den et ansigt, som gjorde det muligt at folkeliggøre den som ”den nye trussel”.

Også den danske efterretningstjeneste, PET, har været i gang med negativer, fremkalder og fixervæske. Resultatet blev fremlagt i slutningen af 2003 i den første offentlige rapport om efterretningstjenestens virksomhed og med åbningen af en hjemmeside (www.pet.dk). Det er så sandelig lidt af en revolution målt med danske alen, men sammenlignet med for eksempel Tyskland er der kun tale om et forkølet forsøg på at åbne adgangen til PETs mørkekammer. I Tyskland har der således i årevis været offentliggjort årsrapporter om efterretningstjenestens arbejde og analyse af trusler, fjendebilleder og så videre.

Nu er al begyndelse svær ­ også for PET´s nye politimester, Lars Findsen. Han har givetvis måttet bruge en del energi på at få luftet ud under den konservativ dyne af forbehold, modstand og forhindringer fra ”de gamle fra den kolde krig” for overhovedet at få lov til at trykke den ­ indholdsmæssigt ­ beskedne rapport. I det lys er der tale om en (om end
lille) revolution i PET-hovedkontoret i Søborg.

Kernen i rapportens analytiske del drejer sig ikke overraskende om bekæmpelse af terrorisme. I det stykke er ”inspirationen” fra de store drenge i klassen åbenlys og forventelig. Den altdominerende trussel er efter PETs opfattelse den islamistisk inspirerede terrorisme. Osama Bin Laden og Al Qa’eda-netværket er ”truslen mod den vestlige verden”. Problemet for PET består imidlertid i at forstå, hvad det er, der får folk inddraget i terrororganisationer, som kan true den vestlige verden.

Her når rapporten naturligvis ikke i bund. Det ville trods alt også være for meget forlangt af en statsbetalt og USA-allieret efterretningstjeneste, at den skulle få greb om de dybereliggende årsager til terrorisme i den tredje verden: at når den imperialistiske verdens regeringen og multinationale virksomheder hensynsløst sætter sig på ressourcer, markeder og politiske institutioner i den tredje verden, så reagere folk med de midler, de kan finde, hvor urimelige, vilkårlige og forkastelige de så end er.

Forstår man ikke den djævelske men simple dynamik i terror-spiralen ­ pres skaber modpres ­ så vil den fortsætte. Ændres de grundlæggende magtstrukturer ikke og standses den terrorisme, som udøves af stater og private virksomheder i uskøn forening over for befolkninger rundt om i verden, ikke, så standses terrorspiralen heller ikke.

Terrorbekæmpelsen har erstattet den kolde krigs oprustningsspiral, som politisk og økonomisk motor og efterretningsagenter, aflytningseksperter, spioner og alt til ”faget” henhørende ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Det bliver ikke arbejdsløshed og tvangs-aktivering, der kommer til at true de ansatte i ”branchen” lige med det første.

Godt Nytår!
SAP´s forretningsudvalg den 9. januar 2004