EU – sammenbrud?

Da forhandlingerne om forfatningstraktaten ved EU-topmødet i Italien brød sammen sidste lørdag, udløste det dommedagsoverskrifter i store dele af pressen i EU-landene. EU-konstruktionen er ved at falde fra hinanden, var én af konklusionerne i pressen.
Enhedslistens hovedbestyrelse fulgte på sin vis samme spor. I en udtalelse hed det bl.a.: »Sammenbruddet i forhandlingerne giver nye muligheder til de folkelige kræfter, der bekæmper det nyliberalistiske og udemokratiske EU.«
Men der er grund til at stille spørgsmålstegn ved, hvor positivt sammenbruddet skal tolkes. For at give et ordentligt svar er det nødvendigt at se på, hvordan og hvorfor forhandlingerne – i hvert fald midlertidigt – brød sammen.
For det første var det ved topmødet klart, at enigheden om forfatningens politiske indhold og EU-politikken som helhed er udtalt mellem samtlige EU-lande – nye som gamle. Alle politikområder var forhandlet stort set på plads på topmødet. EU's vej mod en militær og europæisk supermagt. Den liberalistiske kurs, baseret på det indre marked, euroen og Stabilitetspagten. Muren over for mennesker og varer fra den tredje verden. Undergravning af tilkæmpede faglige og sociale rettigheder. Alt sammen var sat på skinner for fremtidens EU-forbundsstat.

Sammenbruddet kom på spørgsmålet om de enkelte landes stemmevægte ved kommende EU-beslutninger. Skulle Polen og Spanien have næsten lige så stor vægt som et Tyskland med dobbelt så mange indbyggere? var ét af spørgsmålene. Skulle stemmevægtene fra Nice-traktaten stå ved magt? – en aftale, som kom til verden, fordi den franske regering havde brug for Polens og Spaniens opbakning til selv at opnå lige så stor vægt som Tyskland.
Hertil rakte det »internationalistiske« sindelag i de enkelte landes regeringer. Man kunne altså relativt let blive enige om et borgerligt-liberalistisk politisk grundlag. Men da det kom til det
praktiske samarbejde, boblede de nationale borgerskabers – og ikke mindst småborgerskabs – holdninger frem. Det er der i og for sig ikke nogen modsætning i. Tværtimod vidner det om to sider af den samme borgerlige tankegang.
Hvis man ser lidt videre på den politiske udvikling i en række af EU-landene, bliver billedet endnu mere speget. Af flere grunde vokser ultra-højre-nationalistiske strømninger frem, f.eks. i Polen og i Tjekkiet. En udvikling, vi jo også har set i Danmark med den kraftigt øgede tilslutning til Dansk Folkeparti.
Denne udvikling får bl.a. næring gennem EU-udviklingen, som fører til sociale forringelser for store grupper i arbejderbefolkningen, samtidig med at de politiske beslutninger kommer længere væk fra folk. Det skaber selvfølgelig næring til de højre-nationalistiske kræfter, som kombinerer nationalismen med en pynt af »sociale« fjer. Der er således en gensidig påvirkning mellem EU-udviklingen og udviklingen i det politiske landskab i de enkelte lande. Den værst tænkelige udvikling vil være, at EU-forbundsstaten bliver en realitet, og at dette fører til endnu mere vækst
for de højre-nationale kræfter – måske endda højre-nationale regeringer.

Konklusionen på dette må være, at venstrefløjen i alle EU-landene først kan fejre et sammenbrud, når der er tale om et sammenbrud for den politiske retning, der tegner EU og de enkelte EU-lande.
Det står da også rimelig klart, at det nuværende sammenbrud vil blive overstået inden for en overskuelig fremtid – fordi de toneangivende lande vil det.
Derfor må den europæiske venstrefløj og de folkelige bevægelser styrke det internationale samarbejde, så vi sammen kan kæmpe mod EU-politikken. Det betyder ikke, at vi skal droppe de nationale (og lokale) kampe mod regeringerne og arbejdsgiverne. Men en kombination, hvor der er tale om to sider af samme sag. En virkelig sejr over den liberalistiske politik, der praktiseres i en stadig mere globaliseret økonomi, må spænde over en geografisk og politisk bredde for ikke at ende i nationale blindgyder. Den bredde har vi set de første spæde tegn på med European Social Forum, World Social Forum og de fælles europæiske modtopmøder.
Socialistisk Arbejderparti er kommet med et bud på et »aktionsprogram for et socialt, solidarisk og demokratisk Europa«, som netop tager udgangspunkt i, at kampen mod de borgerlige både har en national og en international side.
Vi kan og skal ikke læne os tilbage og nyde EU-toppens problemer med at strikke løsninger for deres forbundsstat sammen. Vi skal fortsat bekæmpe deres politik, på alle planer.

P.S. Med denne ugekommentar vil vi godt ønske vores læsere en god og rød jul og et rødere nytår. Vi ses i det nye år.
 

SAP's forretningsudvalg, den 19.december 2003