”Nødvendige” besparelser – hvordan undgår vi dem?

Kommunerne og amter har nu fastlagt deres budgetter for 2004. Vi ved nu hvordan ”serviceniveauet” skal være til næste år. Hvad kommer der af forringelser m.h.t. børnepasning, skolegang, sygehusbehandling, omsorg, kollektiv trafik og meget andet. Er der overhovedet blevet råd til forbedringer nogle steder?

Man må sige at billedet er meget broget. Nogle kommuner har næsten helt undgået nedskæringer af betydning.

Men et stort antal kommuner og amter har gennemført nedskæringer i større eller mindre grad. I nogle kommuner er det gået ud over børnene; der er sparet på skoler og institutioner. Andre steder er det gået ud over ældre eller handicappede.

Og det er alt sammen for galt, synes vi. Rigtig mange mennesker bliver irriterede og vrede. Enkelte har også prøvet at gøre noget ved det. De skriver læserbreve eller organiserer protestmøder. Denne gang var det gymnasieeleverne, der gik i spidsen med skolestrejker og demonstrationer.

”Men besparelser er nødvendige” siger de lokale politikere. Borgmestre og byrådsmedlemmer kender deres budgettal og de kan se at hvis de ikke gør noget og finder nogle penge så går det galt. Så er det slut med det lokale demokrati, og hvert eneste udgiftsbilag skal godkendes af ministeren og hans embedsmænd, når kommunen sættes under administration.

Dette skræmmebillede kan forvandle enhver såkaldt progressiv borgmester til en lydig tjener for den siddende regering. Glemt er enhver opposition, regeringen får sin politik igennem. Og i tilgift bliver protesterne langt hen ad vejen rettet mod de lokale politikere i stedet for de egentlig ansvarlige i regeringen.

Truslerne fra regeringen er reelle nok, men det er helt afgørende at venstrefløjen holder sig fri af den logik. At man ikke lader sig presse til at stemme for nedskæringer.

For lokalpolitikere fra f.eks. Enhedslisten kan fristelsen godt være der. De fleste borgmestre kan godt lide enighed og opbakning.

Forhandlinger kan måske ikke fjerne nedskæringerne, men så kan man måske få noget andet til gengæld: ”Hvis vi nedlægger to børnehaver kan der måske blive penge til flere cykelstier”. En anden mulighed er at man kan få nogle af nedskæringerne gjort mildere mod til gengæld at tage et medansvar: ”Hvis du stemmer for at nedlægge den ene børnehave, så nedlægger vi alligevel ikke begge børnehaver.”

Problemet med den type politik er at den næsten altid fører til forvirring, demoralisering og splittelse: Forældre og pædagoger i hele kommunen har måske netop fundet sammen om at kæmpe for at bevare alle børnehaver.

I den situation vil det netop være vigtig at pege på at det er regeringen der er de egentlige bagmænd når der skal spares. Det er også blandt alle de, der bliver ramt af besparelser, at de virkelige forbundsfæller skal findes. Når børnehaver nedlægges, busdriften indskrænkes, sygehusene forringes og så videre, så er det en del af det samme fælles problem.

Jamen er det ikke nødvendigt at spare, pengene skal jo findes et eller andet sted? Samfundsøkonomien er ikke en uudtømmelig kasse man bare kan øse af, men det er regeringen, der politisk har besluttet væksten skal ligge andre steder end i de offentlige kasser. De vil hellere øge privatforbruget for de rigeste med deres skattenedsættelser. Og det private erhvervsliv skal forgyldes med A.P. Møller i spidsen med foræringen af olien i Nordsøen.

Hvis velfærden skal forsvares og udvides, må protestbevægelserne gå sammen mod regeringen og for andre samfundsmæssige prioriteringer!

SAP's forretningsudvalg, den 21. november 2003