”Åbning i klassekampen” …Eller balladen om den 29'ende elev.

Torsdag eftermiddag i sidste uge (25. september) valgte eleverne på Rødovre Gymnasium at besætte deres skole i protest mod amtets planer om at proppe den 29'ende elev ind i de allerede alt for små lokaler. Besættelsen er blevet fulgt op af andre gymnasier og af den landsdækkende organisation Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og tirsdag d. 30 var undervisningen nedlagt på størstedelen af de københavnske gymnasier og eleverne aktionerede rundt omkring i byen.

Protesterne skal ses i lyset af en kamp, som for alvor startede med Nu Er Det Nok-kampagnerne i 1998 og de store overenskomstprotester i 1999 (OK99).

Hovedanken i OK99 var at den aftale, som Akademikernes Centralorganisation tilbød gymnasielærerne, åbnede op for mere end 28 elever i klasserne, hvor den tidligere aftale lød at en ekstra elev ville betyde dobbelt timeløn for læreren. For eleverne vil dette betyde endnu mindre af lærerens tid til den enkelte og dårligere rammer for en koncentreret indsats for både lærere og elever. Noget som selvsagt rammer de elever med de svageste forudsætninger hårdest. Det er er børnene af de mest økonomisk udsatte arbejdere og ufaglærte. Som altid rammer nedskæringerne de i forvejen dårligst stillede.

Dengang fortalte Amtsrådsforeningen gymnasieeleverne, at rektorerne og amtsrådene ’jo ikke er onde mennesker’. Næ, ’ondskab’ er et abstrakt og relativt begreb. Enten skal gymnasieeleverne nu tro, at amtsrådspolitikere og rektorer er ’onde’ eller også må de rette skytset mod den virkelige årsag til de vedvarende forringelser. Og de må tilegne sig redskaber, som kan standse dem.

Amterne fortæller at pengene skal spares, og at de hellere vil tage dem fra gymnasieeleverne end fra de ældre. Men hvorfor skal der omfordeles mellem fattig og fattig i stedet for at tage pengene fra de rige, som har fået mere og mere?

Gymnasieeleverne må ikke lægge sig ud med andre svage grupper i samfundet, men i stedet stå sammen med disse. Gymnasieeleverne må også angribe regeringens politik, da det er denne, der sætter rammerne for amternes råderum.

Skytset må rettes mod regeringen og de partier, som indretter samfundet efter erhvervslivets krav og interesser, i modsætning til for en politik som forsvarer almindelig mennesker, der udgør samfundets grundlag – dem der arbejder og skaber værdier.

Men gymnasieeleverne kan ikke gøre dette alene. Elever og studerende udgør kun en reproduktiv kraft i samfundet – de tilegner sig viden, som senere kan bruges til at skabe materielle værdier. Derfor har de ingen økonomiske sanktioner. Man bør derfor går sammen med fagbevægelsen, som reelt kan stoppe fabrikkerne og kontorerne. Og så begynder erhvervslivet at ryste i bukserne. For de kan ingenting selv.

Det kan lige nu synes svært at opnå et aktionsfællesskab med den landsdækkende fagbevægelsen, selvom forsøget blev gjort 20. marts sidste år. Derfor må de regionale fælleselevråd sørge for at samle alle slags elever og studerende i deres amter, starte samarbejder med de offentlig ansatte, som også bliver ramt af regeringens nedskæringspolitik og holde fællesmøder med lærere og rengøringspersonale på de enkelte skoler. At skabe disse alliancer kan synes uoverskueligt, men det er muligt. Og nødvendigt.

Socialister må aktivt gå ind i deres faglige organisationer og arbejde for disse samarbejder. Men de må også huske vedvarende at udbygge demokratiet og bevidstheden i deres egne organisationer. Man må sørge for at de kollektive erfaringer, der gøres gennem den konkrete kamp, kommer ud til alle dele af organisationerne. Man må slå fast, hvilken vej man skal gå, hvis kampen skal kunne vindes. Medlemmer af Socialistisk Ungdoms Front og Enhedslisten har her et ansvar at løfte, som de eneste revolutionære organisationer i dag, som er i stand til at komme så bredt ud.

SAP’s FU, den 5. oktober 2003.