Kamp efter det svenske nej

Det klare nej-flertal ved folkeafstemningen i Sverige 14. september var et forsmædeligt nederlag for magteliten, hvor 75% af riksdagsmedlemmerne og topfolkene i erhvervslivet og i de store organisationer havde lagt al sin prestige ind på at ”ja” - men hvor det store flertal af befolkningen derimod stemte ”nej”.

Det er et resultat, der vækker opsigt i hele Europa, idet der nu er blevet nej-flertal i begge de to lande, der har haft euroen til afstemning, dvs. Danmark og Sverige. Dette vil få ikke mindst Tony Blair, men også andre ledende euro-politikere til at være endnu mere tilbageholdende med at gennemføre nye folkeafstemninger af frygt for øgende folkelig skepsis til deres storslåede unionsprojekt. Kommissionens formand Romano Prodi har da også kaldt det svenske resultat for ”værre end forventet”.

Spørgsmålet er så, hvordan nej-flertallet skal følges op. Mens direktører og konservative politikere har været hurtigt ude for at kræve ”kompensation” i kølvandet af euro-nederlaget, er nej-sidens topfolk langt mere tilbageholdende. Alt tyder f.eks. på at de to største nej-partier Vänsterpartiet og Miljöpartiet vil fortsætte som støttepartier for den socialdemokratiske Persson-regering, på trods af at et flertal af de socialdemokratiske vælgere stemte nej.

Dermed lægger Vänsterpartiet og Miljöpartiet op til fortsat moderation, i klar forlængelse af den officielle svenske nej-kampagne, der nedtonede det sociale budskab og venstre/højre-modsætningen. Med Centerpartiet i front forsøgte man at appellere til flere borgerlige vælgere, hvoraf mange da også stemte nej. Alligevel var det ikke mindst arbejderne, kvinderne og de unge, der stemte nej til euroen efter en valgkamp med fokus på velfærd, demokrati og kritik af de multinationale selskaber. Nej-flertallet bør derfor naturligt følges op af en fortsat kamp mod arbejdsløshed, privatisering og nyliberalisme i Europa og på globalt plan – og ikke af noget ”nationalt kompromis”.

Kampen mod EU må gå hånd i hånd med kampen for et socialistisk alternativ, både i hvert enkelt land og på internationalt plan. Der findes intet ”svensk” eller nationalt svar på arbejdsløsheden, nedskæringerne etc. Over hele Europa – ja, i hele verden – slås folk med de samme problemer, der ikke kan løses effektivt ved traditionelle virkemidler som øget budgetunderskud, rente- eller valutajusteringer eller gennem statslige opkøb af udvalgte virksomheder. Lige så lidt som løsningen ligger i drastisk begrænsning af indvandringen etc.

Det er derfor op til arbejderbevægelsen og venstrefløjen at sikre nej-flertallet i Sverige som et af flere frontafsnit i kampen mod nedskæringer, arbejdsløshed og voksende social ulighed.

Det er op til os at udforme et internationalistisk alternativ til EU. Vi må arbejde for reelt fælleseuropæiske faglige kampe og for et mest mulig udstrakt samarbejde på tværs af grænserne mellem fagforeninger, socialister og globaliseringsaktivister. Vi må gå ind for fælleseuropæiske aktionsdage og kampagner og udnytte opmærksomheden om fælleseuropæiske begivenheder – ikke mindst demonstrationerne i forbindelse med topmøderne, men også valget til EU-parlamentet i 2004 etc.

Socialistisk Arbejderparti's forretningsudvalg, den 19 September.