11. september 1973 - 2001 - 2003

Efter terrorangrebet mod World Trade Center i New York 2001 er begrebet "11. september" næsten udelukkende blevet forbundet med dette massedrab på 3000 mennesker, der kom til at forsyne USA med en ny og stærkt aggressiv sikkerhedsdoktrin.

I andre verdensdele som f.eks. Latinamerika har "11. september" i lang tid været forbundet med en helt anden slags terror, nemlig det USA-støttede og brutale militærkup mod den folkevalgte og socialdemokratiske præsident Allende i Chile i 1973 – med tusindvis af henrettelser, udstrakt brug af tortur og internering af alle oppositionelle i dets kølvand.

Samtidig blev 11.september-kuppet i Chile et eksempel, at den reformistiske vej til socialisme ofte er den blodigste. Præsident Allende og hans Socialistparti forsøgte til det sidste at tilpasse sig USA-imperialismen, den chilenske overklasse og ikke mindst det stærkt højreorienterede officerskorps. Han inviterede generaler ind i regeringen og modarbejdede arbejdernes og de fattiges selvstændige organisering og bevæbning, som kunne have afskrækket eller bekæmpet kupmagerne.

11. september 1973 blev et symbol på forstærket amerikansk aggression og reaktion både indenrigs og udenrigs 11. september 2001 kom til at indvarsle USA's nye "krig mod terrorisme", der både omfatter krigsplaner mod andre lande samt indskrænkninger af menneskerettighederne internt i USA.

Alligevel er der vigtige forskelle på de to begivenheder: Hvor kuppet i 1973 var højrefløjens og militærets revanche over for venstrefløjens fremmarch, var terrorangrebet i 2001 religiøse fundamentalister retter et blodigt anslag mod det, de selv opfatter som et gudløst og dekadent samfund.

Situationen afspejler 30 år med nederlag for venstrefløjen og viser, at det langtfra er nok at være kritikere af det bestående, men at man også må kunne fremlægge et positivt og demokratisk alternativ.

Fundamentalister af bin Laden-typen er på ingen måde modstandere af kapitalismen, de ønsker bare en mere undertrykkende variant og hvor det er dem selv, der har magten. Et samfund, hvor befolkningen er skræmt til lydighed – som under Pinochets militærjunta.

I dag findes der igen venstreorienterede statsledere i Latin-Amerika. Disse regeringer under et endnu stærkere pres fra den internationale finanskapital pga. 30 år med omfattende liberaliseringer og uhæmmet nyliberalisme. Desværre er der mange tegn på, at de – f.eks. Brasiliens Lula - lægger sig i Salvadore Allendes kølvand og forsøger at ”fredeliggøre” deres eget lands herskende kapitalistklasse og den internationale imperialisme ved at tilpasse sig og ved at forsøge at holde arbejderklassens og andre fattiges krav og kampe tilbage.

Skal venstrefløjen formå at komme på banen igen, må vi opbygge et selvstændigt og socialistisk alternativ – uafhængigt af så vel vestlig militærmagt som af enhver type nationalisme, militarisme og fundamentalisme.

Vi må ikke lade os blænde af hverken George Bush' hykleriske "forsvar for menneskerettighederne" eller af islamisternes falske "anti-imperialisme" – men heller ikke af "socialister" med regeringsmagt, der i praksis fører en stærkt markedsorienteret politik. Op mod den internationale kapitalisme må vi sætte internationale socialistiske svar, det er derfor vi må støtte klart op om antikrigsbevægelsens og globaliseringsbevægelsens idealer om fred, frihed og demokratisk kontrol over økonomi og ressourcer på internationalt plan.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 5. september 2003.