Bekæmp "snigerliberalismen" SAP topside

Midt i sommerheden tonede 13 Venstrefolk ideologisk rent flag. Som et oplæg til Venstres landsmøde til november præsenterede de 10 teser – rendyrket liberal politik.
Reaktionen fra Venstres toppolitikere var forudsigelig. Tag den nu med ro, var meldingen. Samtidig blev der uddelt ros til de 13 for at lægge op til en debat i partiet. Men det mest interessante var alligevel begrundelsen for ikke bare at gøre teserne til Venstres officielle politik. Venstres chefindpisker, Claus Hjort Frederiksen, udtrykte det klart i Weekendavisen den 1. august:
”Nu gælder det om at få folk med på reformerne og gennemføre dem i et acceptabelt tempo. Men altid med målet klart (…). Hvis man, uden at mennesker kunne følge med i omvæltningerne, revolutionerede det danske samfund, ville det være en interessant, men kortvarig periode, vi ville få som regering.”

Målet er klart for Venstre i regeringen, og det er det samme mål, som de ti teser udtrykker. Men det skal foregå stille og roligt – man fristes til at sige snigende – så man ikke får befolkningsflertallet imod sig. Derfor er det også noget sludder, når nogle journalister har betegnet debatten som en ideologisk kamp. Der er snarere tale om en intern arbejdsdeling, som gør det klart, hvor en langvarig periode med Venstre ved regeringsmagten vil føre det danske samfund hen. Mens Anders Foghs regering tager de små skridt i den liberale retning, tegner de ti teser målsætningerne (strategien) op. Derfor bør de ti teser være et opråb til den politiske venstrefløj om at gå ind i en ideologisk kamp mod liberalisterne, uanset om det er snigerliberalister eller ej.

Et passende udgangspunkt kan være at gennemhulle de fastslåede fordomme om liberalisternes monopol på frihed. Der er jo eksempler nok på, hvordan liberalisternes nedbrydning af den offentlige sektor og forkærlighed for privat foretagsomhed fører til mindre frihed og færre valgmuligheder. Det øger ikke just valgfriheden, når priserne i busser og tog stiger med 20 %, fordi statstilskuddet bliver fjernet. Og der er heller ikke meget valgfrihed for de flygtninge og indvandrere, som tvinges til at leve af den særligt lave starthjælp, uden en jordisk chance for at få et job.

Tilsvarende kan vi også fremhæve, at liberalisternes frihedsbegreb indbefatter, at f.eks. arbejdsløse skal mærke reel fattigdom for at ”motiveres” til at arbejde – samtidig med, at arbejdsløsheden stiger. Eksemplerne understreger også, at Fogh-regeringens første skridt peger i retning af de ti teser. De holder målet klart, samtidig med at de ikke går hurtigere frem, end befolkningsflertallet kan bære. Også her illustrerer Claus Hjort Frederiksen regeringens intentioner: ”(…) derfor er skattestoppet et fremragende eksempel på vores strategi. Det fører langsomt, men sikkert til skattelettelser. Det er ikke i et voldsommere tempo, end folk kan følge med. Det er måske ikke herostratiske skridt, men det er sikre skridt.”

Men det er ikke nok blot at kritisere konsekvenserne af liberalisternes ideologi, når den omsættes i praktisk politik. Vi må også give vores bud på en alternativ udvikling for samfundet. Et sådant bud kan og skal ikke løsrives fra de folkelige bevægelser, som vi som socialister ser som afgørende forudsætninger for udvikling af den antikapitalistiske kamp.
SAP har givet et bud i ”aktionsprogram mod Fogh-regeringen”. Det bud er hverken endegyldigt i forhold til et program, der kan samle størstedelen af arbejderbefolkningen, eller et program for en socialistisk samfundsomvæltning.
Der er derimod tale om nogle væsentlige punkter, der svarer på aktuelle samfundsmæssige problemer. Punkter, som vedvarende kan og skal udvikles. Kun i den udstrækning der kan skabes bevægelse for kravene, kan vi få vendt de ideologiske vinde væk fra Pind og hans liberalistiske venner.

Læs ”Aktionsprogram mod Fogh-regeringen”.

SAP's forretningsudvalg, den 8. august 2003

 

 Venstres 10 teser

Initiativtager Søren Pind, borgmester i Københavns Kommune, har på vegne af en række Venstre-folk fremsendt 10 teser til Venstres Landsorganisation. De håber, at debatten munder ud i en afstemning om teserne på Venstres landsmøde i november:

Underskrivere:

1. Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet – før staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. Overføres denne holdning til skattespørgsmålet, er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv.

2. Det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens største offentlige sektor vokser. Baggrunden er i sagens natur, at en mindre skat skaber mere frihed, hvorimod en større offentlig sektor skaber mindre frihed for den enkelte.

3. Det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens højeste sociale satser vokser. Baggrunden er i sagens natur, at mindre skat skaber mere frihed, hvorimod større offentlige overførsler skaber stigende afhængighed og dermed mindre frihed for den enkelte. For god ordens skyld understreges, at der ikke heri ligger en krone-fastfrysning, som ville medføre, at inflationen vil udhule overførslernes købekraft.

4. Det er vigtigere, at den enkelte bærer ansvaret for sin næste i fællesskabet, frem for at fællesskabet bærer ansvaret for alle. Tesen fastslår, at social ansvarlighed er et centralt begreb. Dog er det som udgangspunkt individuelt funderet.

5. Det er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at sikre sin egen uafhængighed ved at beholde, hvad vedkommende selv har skabt, frem for at lade sig nøje med påstanden om, at tilskud skaber reel frihed. Tilskud kan fjernes efter magthavernes forgodtbefindende. Hvad man selv har frembragt, kan derimod ikke fratages uden ved ekspropriation – og dermed en grundlovssikret fuld erstatning. Derfor er det sidste at foretrække frem for det første.

6. Det er vigtigere, at det kan betale sig at være på arbejdsmarkedet, frem for at modtage offentlig forsørgelse. Der foretages samtidig et opgør med begreberne meningsfyldt og ikke-meningsfyldt arbejde. Alt arbejde, der lader den udførende tjene til brødet, er meningsfyldt. De offentlige satser skal således være mindre end det, der kan tjenes ved nogen form for arbejde.

7. Det generelt er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at tjene sine egne penge, beholde dem og herudfra træffe frie valg, end at disse penge fratages ham, gøres til genstand for offentligt betalte såkaldte »fritvalgsordninger«, fordi bl.a. alene omfordelingen koster skatteborgeren penge til offentligt bureaukrati.

8. Det er vigtigere, at det enkelte menneske – når det er defineret, hvad der er et specifikt offentligt ansvar – har mulighed for at træffe personlige valg frem for blot at modtage én offentligt monopoliseret ydelse.

9. Samfundet skal betrygge hver enkeltes mulighed for en uddannelse. Dette tilsikrer, at såvel den mindre bemidlede som den velhavende har mulighed for at skabe sig den bedst mulige tilværelse.

10. Selvom sundhed er et delvist offentligt ansvar, er det vigtigt, at der foretages et opgør med den politiske styring af sundhedssektoren. Helbredelse og øvrige sundhedsydelser er som så meget andet en vare, og noget sådant handles bedst på et marked. F.eks. i form af konkurrerende sygekasser, hvor der grundlæggende skal være pligt til for den enkelte at vælge en, han skal indbetale til.