Stå til rådighed for dit land

Denne gamle parole for hvervningskampagner til USA's militær gælder i dag på det danske arbejdsmarked.

Siden Nyrup-regeringen trådte til i 1993, er aktivering og rådighedsforpligtelser blevet til et indviklet og udviklet system - med tyk streg under system.

Gennemsnitligt har der de senere år konstant været ca. 80.000 arbejdsløse i aktivering. Lidt over halvdelen på dagpenge og resten på kontanthjælp. Det er i øvrigt så viseligt indrettet, at folk i aktivering ikke tæller med i arbejdsløshedsstatistikken, så man kan roligt lægge 80.000 oven i de 152.000, der i dag er officielt arbejdsløse.

Aktivering er på flere måder et problem.

For det første bygger systemet på en grundlæggende mistro til de arbejdsløse. Aktivering er tvang, hvor den enkeltes vilje og ønsker er sat ud af kraft. Et enkelt nej på et forkert tidspunkt kan koste hele forsørgelsesgrundlaget. En naturlig følge er, at mange arbejdsløse ender i ubrugelige eller latterlige kursusprojekter, som ikke forbedrer deres muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Problemet forstærkes af, at aktiveringen måles i kvantitet i stedet for kvalitet. Du skal pinedød placeres et eller andet sted efter 3 måneder - 6 måneder -12 måneder.

For det andet bliver det stadigt mere udbredt, at aktiverede udfører ordinært arbejde for deres dagpenge eller kontanthjælp. Mange kommunale aktiveringsprojekter går primært ud på, at kontanthjælpsmodtagere pakker produkter eller lave småproduktioner for private firmaer. Lige så udbredt et fænomen er, at faste stillinger som medhjælpere i daginstitutioner, pedeller på skoler, ufaglærte i vej og park afdelinger erstattes af aktiverede i offentlig jobtræning.

Alene omfanget af ordinært arbejde, der udføres for dagpengene af tvangsaktiverede, gør, at det er skandaløst, at fagbevægelsens top bakker op om aktiveringspolitikken, og kun i meget ringe grad har forsøgt at modvirke misbrug af de aktiveredes arbejdskraft.

En - delvis - undtagelse har været SiD, som med tiden er blevet mere og mere skeptisk over for aktiveringen. Det var da også SiD, som i 2002 vandt en principiel vigtig sag om misbrug af aktiverede i et privat firma (tagdækkersagen).

Den politiske reaktion fra den borgerlige regering kom kun få måneder senere. Hvis tagdækkerfirmaet Prima's aftale med Nykøbing Falster kommune var ulovlig, så skulle loven laves om. Og det lykkedes med Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis hjælp, da regeringen fik vedtaget forslaget med det misvisende navn ”Flere i arbejde”. I samspil med den stigende arbejdsløshed og nedskæring af ydelserne for store grupper af kontanthjælpsmodtagere betyder ”Flere i arbejde”, at arbejdssøgende, der er nødt til at tage et hvilket som helst arbejde, vælter ud på arbejdsmarkedet og undergraver arbejderbefolkningens muligheder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Modstandere af aktiveringspolitikken bliver tit skudt i skoene, at vi bare vil lade de arbejdsløse sejle deres egne sø og gå til bunds i evig passivitet.

Nej, alternativet til den nuværende tvangsaktivering er ikke passivitet.

Der er brug for tilbud om efter- og videreuddannelse til de arbejdsløse, for danskundervisning til flygtninge og indvandrere og andre med læsebesvær, for behandlingstilbud o.l. til en nogle af de svageste grupper. Men det afgørende er, at der er tale om tilbud med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov. For nogle arbejdsløse kan der være mening i jobtræning. Men det skal være klokkeklart, at folk skal have ordinær løn for det arbejde, de faktisk udfører. Og alle aftaler skal indgås i samarbejde med de ansatte og deres tillidsfolk.

Nok så vigtigt er det at slå fast, at de arbejdsløses afgørende problem er manglen på arbejdspladser. Det er et grotesk udslag af kapitalismen, at mange opgaver ikke bliver løst, og at folk i arbejde tvinges til at knokle sig til nedslidning, mens hundredetusinder holdes uden for arbejdsmarkedet.

Ikke mindst inden for den sociale service mangler der mange hænder. Her vil det stort set ikke koste samfundet en krone at få ansat arbejdsløse i stedet for at holde dem hen i aktivering på dagpenge eller kontanthjælp. For staten vil lønudgifterne stort set blive opvejede af sparede dagpenge, aktiveringsudgifter og øgede skatteindtægter.

Også på andre områder kan det offentlige sætte arbejde i gang. Offentlig produktion på områder som vedvarende energi, byggeri og en række vedligeholdelsesopgaver vil både være samfundsgavnligt og skabe arbejdspladser til de arbejdsløse.

Samtidig må fagbevægelsen slås aktivt for en bedre fordeling af arbejdet. Det kan være gennem kortere arbejdstid eller gennem fleksible orlovsordninger, hvor f.eks. 4 mand kan deles om 3 mands abejde og skiftes til at holde fri på dagpenge (skraldemandsmodellen).

Kampen mod arbejdsløshed og mod misbrug af de arbejdsløse som løntrykkere er og bliver en vigtig opgave for fagbevægelsen og ikke mindst dens venstrefløj.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 4. juli 2003.