Vi savner ikke Sovjet!

Var det trods alt ikke bedre, dengang Sovjetunionen eksisterede? Var den bipolære verden, hvor supermagterne holdt hinanden i skak, ikke bedre end den nuværende situation, hvor USA intet militært modspil har, men kan gøre, som det passer dem?

Ikke mindst efter Irak-krigen har man kunnet høre dette synspunkt på venstrefløjen, også på den del af venstrefløjen, som dengang holdt sig fri af DKP’s ukritiske tiljubling af det store kommunistiske fædreland i Øst.

Og det er jo rigtigt, at den blotte eksistens af Sovjetunionen var med til at hæmme USA’s og de øvrige kapitalistiske landes muligheder for at diktere forholdene rundt om i verden.

Men samtidig var Sovjetunionen et stærkt undertrykkende samfund, hvor befolkningen stort set ingen demokratiske rettigheder havde, og hvor der blev slået brutalt ned på opposition og modstand. Et lag af ledere i stats- og partiapparat havde næsten ubegrænset magt og omfattende privilegier, som de kæmpede for at fastholde. Arbejderklassen var ganske vist sluppet af med kapitalister og markedsøkonomi, men havde i stedet fået en anden slags herskere.

Alt dette betød også, at Sovjetunionen var et samfund, som ikke udnyttede sine økonomiske muligheder, men til sidst fuldstændigt stagnerede, fordi det hverken rummede kapitalismens drivkræfter (jagten på profit og truslen om arbejdsløshed) eller socialismens demokratiske drivkraft, som udspringer af, at den arbejdende befolkning selv styrer på arbejdspladserne og i samfundet.

På én gang var Sovjet en hæmsko for kapitalismen og samtidig et undertrykkende samfund, som ikke nærmede sig, men tværtimod fjernede sig længere og længere fra socialismen.

Denne tilsyneladende modsætning har historiske rødder. Sovjetunionen blev skabt gennem en antikapitalistisk revolution i 1917 og årene efter. Men et bureaukrati med Stalin i spidsen knuste det parti, der gennemførte revolutionen, og overtog den politiske magt fra arbejderklassen, men uden at genindføre kapitalismen. Dette bureaukrati havde sin helt egen drivkraft: at beholde sin magt og sine privilegier. Derfor undertrykte det – indpakket i socialistiske fraser - arbejderklassen i Sovjetunionen, og derfor modarbejdede det socialistiske revolutioner rundt om i verden. Men af samme grund ønskede dette herskende lag også at undgå, at Vesten generobrede Sovjetunionen for kapitalismen – i hvert fald så længe de havde håb endnu.

Denne modsætning forvirrede mange dengang. I stedet for at tænke selv slog de sig til tåls med det gamle dumme mundheld: Vores fjenders fjender er vores venner. Når USA/NATO-imperialismen (vores fjende) er aggressiv over for Sovjet (fjendens fjende), er Sovjet nok vores ven. Sådan ræsonnerede mange.

Den ekstreme version af denne tankegang oplever vi også i dag i formen: Vores fjenders (USA/NATO) fjender (Milosevic/Saddam) er sikkert vores venner. Eller i mere afdæmpet form: Det var trods alt bedre, da Sovjet eksisterede.

Men sådan hænger verden ikke sammen. Når to skurke slås, skal venstrefløjen ikke lede efter den mindst skurkagtige og støtte ham.

Med sin undertrykkelse, med sit samfundsmæssige spild og med sine økonomiske privilegier og magtmonopol svækkede det herskende parti- og statsbureaukrati kampen mod kapitalismen og for socialisme. Så længe Sovjet var billedet på socialisme, foretrak millioner af arbejdere og andre over hele kloden kapitalismen – trods alt.

Derfor var et opgør med bureaukratiet og det sovjetiske samfundssystem en forudsætning for, at socialismen igen kunne komme på bane som et attraktivt samfundsmæssigt alternativ. SAP og 4. Internationale håbede og kæmpede for, at blev arbejderklassen, som omstyrtede bureaukratiet og indførte et ægte socialistisk demokrati.

Sådan gik det ikke. Omvæltningerne i Sovjet og Østeuropa genindførte kapitalismen med al den elendighed, det har ført med sig, og det var medvirkende årsag til et tilbageslag for den antikapitalistiske kamp i resten af verden. Man kan sige, at klassekampen måtte ud på en forsinkende omvej.

Men det var en nødvendig omvej. I dag vinder antikapitalistisk kritik og socialistiske visioner igen frem. Sådan som vi bl.a. ser det i den internationale bevægelse for global retfærdighed. Det havde næppe været muligt, hvis Sovjetbureaukratiet stadig herskede i socialismens navn.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 27. juni 2003