Europæisk pensionskamp

I løbet af maj og juni har der været omfattende massedemonstrationer og storstrejker i en lang række europæiske lande i protest mod indskrænkninger af pensionsrettighederne og de sociale velfærdsordninger.

Mobiliseringen har været størst i Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien, hvor tilsammen flere millioner arbejdere har demonstreret og strejket mod de varslede stramninger. Men også i flere andre lande er utilfredsheden mærkbar og føjer sig ind i et mønster af generelt øget vilje til modstand og kamp mod den uhæmmede nyliberalisme.

Hovedaktørerne er fagbevægelsen på den ene side og regeringerne plus arbejdsgiverne på den anden side. Det er en hård klassekamp, der føres parallelt i de europæiske lande, og som i høj grad handler om de samme grundlæggende spørgsmål.

Officielt handler det om demografiske ændringer i de vesteuropæiske lande, dvs. den stigende andel ældre i befolkningen. Man vil have de ældre til at arbejde længere og samtidig skære ned i pensionerne for dem, som alligevel ønsker eller er nødt til at trække sig efter mange år på arbejdsmarkedet.

Men dette argument om den store forsørgerbyrde osv. klinger hult, når man samtidig kan se arbejdsløsheden stige støt i hele Europa. Reelt er det et led i den liberalistiske offensiv, der indebærer omfattende angreb på de sociale rettigheder, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig op gennem årene.

Arbejdsgiverne har i denne kamp sat sin lid til ØMU’en og EU's stabilitetspagt, der stiller strenge krav til den økonomiske politik i de enkelte medlemslande. Højrefløjens politikere følger trop. F.eks. har den kommende italienske EU-formand Silvio Berlusconi taget til orde for et ”pensionernes Europa” fra og med 1. juli, dvs. et generalopgør på EU-niveau for at gennemtvinge forringelser af pensionsrettighederne. Den forrige Berlusconi-regering i 1994 blev netop tvunget til at gå af pga. fagbevægelsens massive modstand mod indgreb i pensionsrettighederne. Nu ønsker den stærkt højreorienterede premierminister at føre kampen videre på europæisk niveau.

Indtil nu har de europæiske pensionskampe først og fremmest udspillet sig på nationalt plan, trods de oplagte fælles udfordringer og modstandere på tværs af grænserne. Dette er også det mest oplagte, da pensionsrettighederne i dag fortsat er knyttet til arbejdsmarkedet i de enkelte lande.

Men vi er også nødt til at se pensionskampene i de enkelte lande i sammenhæng med hinanden. Hvis arbejderne i Frankrig vinder konflikten, står vi selvsagt mange gange bedre, når slaget mod angreb på folkepensionen og efterlønnen skal slås. Derfor skal de franske og tyske arbejdere, som kæmper netop nu, have al mulig støtte fra den danske arbejdere, dvs. den danske fagbevægelse og venstrefløj. I takt med udviklingen af et grænseoverskridende arbejdsmarked må også venstrefløjen på banen med en grænseoverskridende arbejdskamp.

På samme måde som højrefløjen og arbejdsgiverne koordinerer sig stadigt stærkere på europæisk og internationalt plan, må også venstrefløjen udvikle et effektivt modsvar. Lige nu gælder det om at udvikle de konkrete kampe, der allerede foregår, og få dem til at forgrene sig mest muligt. Men vi må også forberede konkrete skridt til fælles-europæiske initiativer, f.eks. på det andet Europæiske Socialforum i Paris 12.-16. november.

Gør kampen mod pensionsreformerne til en kamp for et anderledes Europa!

SAP´s forretningsudvalg den 13. juni 2003