Bevægelsen er under angreb - brug den!

Lejlighederne i de almennyttige boligselskab skal sælges og omdannes til ejerlejligheder. Efter halvandet års lukket udvalgsarbejde, krydret undervejs med lidt offentlig debat, ligger der nu noget, som ligner et konkret forslag.

Erhvervs- og boligminister Bendt Bendtsen har måttet opgive uden videre at give enhver lejer ret til at købe – og senere sælge - sin lejlighed. Lejlighederne i den almennyttige sektor er nemlig hverken den enkelte lejers eller Bendt Bendtsens. At give lejerne ret til at købe og sælge dem, ville derfor kræve, at regeringen først tvangsovertog dem fra boligselskaberne, dvs. eksproprierede dem. Det ville være et højhelligt angreb på ejendomsretten og et brud på Grundloven, og det er ikke rigtig noget, der gør sig blandt borgerlige vælgere.

På den anden side er principper til for at blive brudt, og angrebet på den almennyttige sektor er en mærkesag for boligministeren og en del unge Venstrefolk. Derfor har han fået et embedsmandsudvalg til at skitsere en slags mellemløsning, hvor de enkelte afdelinger – som oftest en særskilt bebyggelse – får ret til at beslutte, at lejerne må købe og sælge deres lejligheder. Det har ikke helt løst spørgsmålet om ejendomsret og Grundlov, fordi det er boligselskaberne og ikke de enkelte afdelinger, der formelt set ejer boligerne.

Men forslaget er ikke bare et taktisk tilbagetog. Det er en del af mønsteret i regeringens politik. Det er et typisk eksempel på, hvordan regeringen gennemfører sit liberalistiske korstog – med små men sikre skridt.

Anders Fogh Rasmussen har ikke har skrottet ideerne fra sit ekstrem-liberalistiske manifest, som Poul Nyrup rev sider ud af i sidste valgkamp. Bogen er intakt. Fogh er ikke blevet skabssocialdemokrat. Hulemanden lever.

Men han går langsomt til værks, og han introducerer sine angreb på den sociale ansvarlighed, velfærdsordningerne og de kollektive strukturer på en måde, så det ser uskyldigt og tilforladeligt ud. Som i dette tilfælde, hvor staten slet ikke privatiserer. Regeringen vil blot give afdelingerne lov til at give deres lejere lov til at købe deres egen lejlighed. Det rene og skære frie valg.

Den umiddelbare effekt er heller ikke åbenlyst katastrofal. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil enkelte afdelinger i første omgang beslutte at lade lejerne købe. Nogle vil bruge tilbuddet, men der vil stadig masser af lejerboliger i den almennyttige sektor.

Men alligevel er forslaget meget farligt. For hvilke lejerboliger vil blive købt og solgt?

Det vil dem, der ligger i de mest attraktive kvarterer, de bedste og mest velholdte bebyggelser. Lige så stille vil det brede sig. Det vil blive færre og færre lejerboliger til rådighed.

Samtidig vil der ske en snigende opdeling: De gode vil blive til ejerlejligheder, og de dårligste vil være tilbage til de mennesker, som ikke har råd til at købe. I endnu større grad end i dag vil de almennyttige lejerboliger udvikle sig til sociale ghettoer, hvor boligstandarden vil falde, fordi lejerne ikke har råd til de lejeforhøjelser, som fra tid til anden er nødvendige for at renovere bygningerne.

Ventelisterne vil vokse, og den almennyttige boligsektor vil blive undergravet og til sidst smadret.

Hulemanden har vundet.

De almennyttige boligselskaber udspringer historisk af den socialdemokratiske arbejderbevægelse med dens forsøg på gennem kollektive ordninger at sikre arbejderklassen tålelige forhold under kapitalismen. Bevægelsen har gennemgået samme udvikling som fagbevægelsen, styret af et bureaukrati af valgte topfolk og især ansatte, ofte med stor afstand til lejerne.

Det har også præget den måde, hvorpå boligselskaberne har reageret i forhold til regeringens forslag. De har satset på at påvirke embedsmænd og regering med gode argumenter og klagesang, traditionel lobbyvirksomhed.

Men denne regering lader sig ikke påvirke af eksperter og gode argumenter. Den bøjer argumenterne og giver embedsmænd og eksperter bundet mandat.

Opgøret med boligbevægelsen er en vigtig del af den liberalistiske offensiv.

Hvis dette forslag skal standses, må de almennyttige boligselskaber genoplive bevægelsen. Muligheden eksisterer.

Hvert boligselskab styres af en hovedbestyrelse og et repræsentantskab med et flertal af lejere. Hver afdeling har en bestyrelse, der udelukkende består af lejere, som arbejder ulønnet og frivilligt. Bestyrelsen vælges på generalforsamlinger, hvor alle lejere har adgang. Ofte er fremmødeprocenten ikke stor, men alle lejere, der kommer, kender og snakker med naboer og venner i bebyggelsen. Det er dem, boligselskaberne må informere, diskutere med og mobilisere til at lægge pres på regeringen.

Hvis det sker, og hvis man opbygger alliancer med f.eks. fagbevægelsen, så kan regeringen tvinges på tilbagetog. Og her kan venstrefløjen spille en væsentlig rolle. Masser af aktive på venstrefløjen bor i den almennyttige sektor, og mange er valgt til bestyrelser og repræsentantskaber.

Her vil vi kunne gøre en forskel.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 6. juni 2003.