Modpol til fundamentalisterne

Op igennem 1990’erne har reaktionære religiøse kræfter blandt det muslimske mindretal - fået lov til stille og uantastet at udvikle sig - som et spejlbillede af den dansker-nationalisme, Pia Kjærsgaards parti har udbredt.

Med grundlag i en politisk islamisme er der vokset en strømning frem blandt yngre indvandrere i form af politiske organisationer. Her opstilles der et politisk-religiøst svar på den samfundsmæssige marginalisering og ideologiske hetz, de er blevet udsat for i de seneste årtier. Svaret henter sin oprindelse i religiøse tåger og gamle tekster og forsøger at præsentere dem som løsninger på »verdens tilstand« i det 21. århundrede. I det samme farvand fisker også kræfter blandt mullaherne, i et forsøg på at rekruttere. For eksempel gennem opbygning af et alternativt skolesystem
- et middel, fundamentalisterne blandt både kristne og muslimer bruger.

Det politisk stormomsuste halvandet år, der er gået siden Anders Fogh overtog magten, har ikke bare ført til et dramatisk fald i både flygtningetallet og i familiesammenføringerne. Det har også sat gang i (selv)kritikken blandt de progressive indvandrere og flygtninge: »Vi har for længe været passive«, lyder en ofte hørt kommentar til den politisk-religiøse polarisering, der har fundet sted.

1. maj uddelte en initiativgruppe en løbeseddel. Gruppen, som kalder sig Progressiv Etnisk Platform (PEP) forsøger at samle folk fra de etniske mindretal i en organisation, der ser sig selv som en platform for etnisk ligestilling. Nedenstående spørgsmål skal derfor opfattes som retoriske og kan alle besvares med et 'ja':

• Synes du, at vi i Danmark fortjener at have en rigtig integrationsminister i stedet for Bertel Haarder, som i virkeligheden er en isolations- og deportationsminister?
• Synes nu, at etniske minoriteter i Danmark skal repræsenteres af andre end reaktionære præster og mullaher?
• Synes du, at der er alt for få etniske minoriteter i de politiske organisationer, i kommunalbestyrelser og i Folketinget?

Et af slagordene fra de politisk korrekte i danskheds-mafiaen og blandt de fremmedfjendske har været, at nu må skeen tages i den anden hånd, nu må der strammes op på slaphed, og den humanistiske sødsuppe-holdning må ophøre. »De fremmede« må rette sig ind, følge de »danske« værdier og så videre. »Integrationspolitikken igennem de seneste ti-tyve år er slået fejl«, lyder konklusionen.

Det ser de blandt andet af, at der er så mange indvandrere og flygtninge, der lever på offentlige ydelser, at en del indvandrere fortsat gifter sig med ægtefæller fra hjemlandet, nogle gange i både 2. og 3. generation.

Når det danske samfundet lukker sig om sig selv, bliver de mennesker, som befinder sig på randen af det - hjemløse, tvangsaktiverede, indvandrere og deres dansk-fødte børn, kvinder oa. - åbne for hurtige løsninger. Fremvæksten af islamistiske politiske strømninger såsom Hizb ut-Tahrir og Minhaj ul-Quran er eksempler på denne udvikling blandt indvandrere. Nogle falder for Pia K. - andre for profeten Muhammad.

I den udvikling har de progressive indvandrere og flygtninge ikke været synlige, og har kun i beskedent omfang været i stand til at udgøre en modpol med et andet og mindst lige så klart svar på, hvilken plads indvandrere og flygtningen skal indtage. Løbeseddelen fra 1. maj er forhåbentlig det første skridt i retning af et brud med denne passivitet og begyndelsen på noget, som kan blive til en politisk udfordring af ikke bare de reaktionære og islamistiske kræfter, men også af de dele af den etnisk danske befolkning, som med dens enøjede fordomme om »de fremmede« gøder jorden for »løsninger«, der er betydeligt mere radikale end dem, Bertel Haarder og Pia Kjærsgaard i dag er enige om.

SAP’s forretningsudvalg, 2. maj 2003