Danmark - en besættelsesmagt

Krigen mod Irak er afsluttet – med al den ødelæggelse, lidelse og død, der måtte følge med.

Men kynismen lever videre: Når sejrherrerne og deres klakører fortæller, at de mange tusinde registrerede døde ikke er ”ret mange”. Når de amerikanske soldater fjerner forhindringerne og opfordrer irakerne til at ødelægge og stjæle fra offentlige bygninger. Og når talsmænd for sejrherrerne – ganske vist uden for citat – begynder at forklare, at måske kan de alligevel ikke bevise, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, men.... det må være nok, hvis de kan få irakiske videnskabsmænd til at bevidne, at Hussein-diktaturet forsøgte at skaffe sig masseødelæggelsesvåben.

Men først og fremmest lever kynismen videre i besættelsen. En besættelse, som til forveksling ligner de to foregående århundreders imperialistisk besættelser af overvundne lande:

• En general med kendte højreekstreme standpunkter flyves ind fra USA for at styre Irak.
• Besættelsesstyrkerne baner vejen for de gribbe, der nu skal score tårnhøje profitter på Iraks olie og på ”genopbygningen”.
• ”Kulturinstitutioner” i USA forbereder gemene tyverier af Iraks kulturskatte.
• Irakere, der demonstrerer både mod Hussein og USA, skydes ned.

Uanset hvor få danske soldater, der er med. Uanset hvor lille indflydelse danskerne har på beslutningerne. Og uanset hvor få profit-smuler, der vil falde af til danske virksomheder. Så har VK-regeringen gjort Danmark medansvarlig. Danmark var medansvarlig for krigen og dens ødelæggelser. Danmark er en besættelsesmagt.

I den situation må der ikke herske tvivl. Lige så vigtig som parolen ”Stop krigen” var, lige så vigtigt er det at rejse kravet: ”Besættelsestropperne ud af Irak.” Kun hvis tropperne kommer ud, kan udplyndringen standses, og irakerne nyde gevinsten af at være sluppet af med Saddam Hussein og blive herrer i eget hus.

Men vil alt i Irak ikke gå op i røverier, borgerkrig og kaos, hvis ikke besættelsestropperne er der længere? Måske. Krigsmagerne har skabt ødelæggelse og opløsning, og de har givet vind i sejlende islamiske fundamentalister, som med Irans præstestyre i ryggen vil forsøge at etablere et religiøst diktatur. Derfor kan der argumenteres for, at udenlandsk militær eller politi i en kort overgangsperiode må beskytte irakerne mod endnu mere opløsning og ødelæggelse.

En løsning kan være at indsætte en stabiliserende styrke, bestående af soldater fra andre lande. Men mange forudsætninger skal være på plads for, at den ikke kun gør forholdene værre eller bliver et redskab for yderligere udplyndring:

• Der må ikke deltage soldater fra krigskoalitionens lande.
• Styrken må ikke være domineret af et eller få rige lande, der vil kunne udnytte magtpositionen til egen vinding, men må sammensættes bredt af tropper fra mange forskellige lande.
• Styrken må arbejde på et klart, kortsigtet FN-mandat, der bl.a. sikrer demokratiske valg og kurdernes og shia-muslimernes ret til selvbestemmelse.
• Styrken må være under FN-kommando og må trækkes ud, så snart situationen er faldet så meget til ro, at irakerne selv kan tage over, og at nationale mindretal er beskyttede mod overgreb.

Krigen udløste en af de største og stærkeste folkelige mobiliseringer i lang tid. Nu handler det om at opbygge en folkelig modstand mod besættelsen. På kort sigt er der næppe mulighed for masse-demonstrationer. Men gennem agitation og lokale aktiviteter kan der på lidt længere sigt opbygges en stærk bevægelse for at få besættelsestropperne ud.

Det er den mest nærliggende opgave for Nej-til-krig-mod-Irak og de mange lokale grupper. Bevægelsen må omdanne sig til en kampagne mod besættelsen af Irak. En kampagne, der kan holde øje med og oplyse om de overgreb, besættelsesmagterne gennemfører. Og når der er basis for det, gennemføre demonstrationer og andre aktioner mod besættelsen. Og fokus må naturligvis være på den danske regering og dens ansvar som besættelsesmagt.Sådan en kampagne vil også kunne være den vagthund, der reagerer hurtigt, når og hvis USA for alvor tager skridt til at bygge videre på ”successen” og invadere det næste land.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 25. april 2003.